Uddannelse er ingen selvfølge i Sierra Leone

Uddannelse er ingen selvfølge i Sierra Leone

Der er lang vej til uddannelse for alle i Sierra Leone, men landets lærerforening med generalsekretær Davidson i spidsen kæmper for at alle de lærere, der flygtede under borgerkrigen vender hjem og at alle landets børn kommer i skole

De vækker opsigt, da de kommer gående ned ad gangene på Peter Sabro seminariet i Århus. De farvestrålende gevandter skiller sig ud fra mængden af stramme jeans og hættetrøjer. Det samme gør deres sorte ansigter. Generalsekretær Davidson A. Kuyateh og projektleder Hawa Koroma fra Sierra Leones lærerforening, SLTU, er på besøg i Danmark, bl.a. for at udveksle erfaringer og fortælle danske lærere og studerende om de vilkår, deres kollegaer i Sierra Leone arbejder under.

Alt er en mangelvare
Det er snart seks år siden, at den ti år lange borgerkrig sluttede i Sierra Leone, men der er endnu lang vej igen til et velfungerende samfund. Når solen går ned i det lille vestafrikanske land, er gaderne mørklagte. Elektricitet er en mangelvare. Det samme er kvalificerede lærere, ordentlige skolebygninger og materialer til eleverne.

Det giver Sierra Leones lærerforening noget at kæmpe for, og de er godt i gang med støtte fra Danmarks Lærerforening. SLTU forhandler for og støtter sine medlemmer efter et dansk fagforeningsforbillede. Vilkårene er dog langt mere barske.

“Forhandlingerne med regeringen har tidligere været præget af en meget konfronterende tone, men efter vi begyndte advocacy arbejde sammen med andre organisationer, har det udviklet sig mere til et egentligt samarbejde,” siger Davidson. SLTU arbejder blandt andet for at sikre lærerne en ordentlig løn. I øjeblikket tjener en lærer på det laveste løntrin ca. 300 kr. om måneden. Det betyder at de skal leve for godt 10 kr. om dagen, eller lige over FN’s fattigdomsgrænse på 6 kr. om dagen.

“Det er svært for lærerne at overleve på den løn, når de skal købe mad, vand og medicin,” fortæller Davidson. Men han er godt klar over, at det ikke nødvendigvis er lærernes løn, der står øverst på Sierra Leones nyvalgte regerings liste over ting, der skal udbedres hurtigst muligt. En del steder er skolerne slet ikke genopbygget efter krigen. Der er mange andre fronter hvor SLTU kan sætte ind. De støtter f.eks. lærerne med retshjælp, og de arbejder for at få lærere, der flygtede under borgerkrigen til at vende hjem.

“Vi har besøgt flygtningelejre i vores nabolande. Det er klart, at et liv i en flygtningelejr i et udviklingsland ikke er et godt liv. Men når man kigger på, hvor lidt Sierra Leone har nået siden krigen sluttede, er det svært at overbevise folk om, at de skal vende hjem,” siger Davidson.

Behovet for skolelærere er enormt
Davidson estimerer, at der mangler omkring 30.000 lærere. For at lokke lærerne hjem tilbyder SLTU blandt andet velfærdsydelser og hjælper med at finde en acceptabel bolig.

Det er svært for ham at afgøre, om situationen er værst på landet eller i byerne. Under krigen flygtede mange ind til byerne. Blandt dem var mange børn og unge, der nu har mistet store dele af deres skolegang.

“De mange unge uden uddannelse og arbejde danner grobund for prostitution og kriminalitet, i stedet bør de komme i skole,” understreger Davidson.
Det arbejder IBIS på i Kono-provinsen med projektet “En Ny Fremtid”.

“Det er en uvurderlig hjælp. Hvis denne kæmpe gruppe af børn ikke kommer i skole, kan vi ikke leve op til uddannelse for alle,” siger Davidson.

SLTU arbejder for at kopiere projektet En Ny Fremtid andre steder i landet, så endnu flere børn kan komme i skole.
Udfordringerne på landet er anderledes end i byerne. Det er vanskeligt, at tiltrække lærere til afsidesliggende landsbyer og samtidig ligger der et stort arbejde i at overbevise forældrene om, at de skal sende deres børn i skole i stedet for på arbejde.
Selvom der er masse af udfordringer i Sierra Leones uddannelsessystem, bevarer Davidson håbet for sit land.

“Med demokratiet implementeret i vores land, tror jeg på at mulighederne er ubegrænsede.”

Fakta
Projektet En Ny fremtid sender 3.000 børn i alderen 10-18 år i Skole. Det er børn der pga. borgerkrigen og fattigdom ikke er kommet i skole. De får et intensivt 3årigt skoleforløb, der giver dem adgang til den almindelige skole på 6 kl. niveau.
IBIS samarbejder med Kono-provinsens uddannelsesmyndigheder om projektet. Projektet er støttet af uddannelseskampagne Hele Verden i Skole 2008 og EU.

Læs mere på www.heleverdeniskole.dk

Artiklen er skrevet i oktober 2007 til ibis.dk