Manteneh er 23 år og datter af Manty. Hun bor i Freetown hvor hun læser en slags regnskabsuddannelse. Hun hjalp mig med forskellige praktiske ting og viste mig lidt rundt.
Også hun har sin egen historie fra krigen. Hun måtte flygte til Guinea sammen med sin far og boede i en flygtningelejr i næsten 5 år. Her fik hun sit første barn.
Manty sørgede for hun kom hjem til Sierra Leone, da krigen var slut.
I dag har hun to børn. Hun bor ikke sammen med nogle af fædrerne.

Den lille pige var et af to børn, der boede i huset med Lamrena. Hun var ret bange for mig og løb skrigende bort sekundet efter billedet her blev taget.
Det man kan se øverst til højre, er det der bliver brugt som bad. Vandet løber ud gennem et hul i væggen.

Lamrane har hentet vand til at ordne vasketøjet. Hun betaler ca. 1,5 kr for vandet. I huset hun bor er der ikke hverken rindende vand eller brønd. Ej heller elektricitet eller et køkken. Huset hun bor i ligger på denne gade, der er typisk for Freetown.

Hjemme igen

Sidder i København igen og er lidt forvirret over allerede at være tilbage. Det har været fantastisk spændende at være i Sierra Leone.

I det næste stykke tid vil jeg uploade lidt flere billeder fra min tur.

Lamrane

Lamrane er storbypige og bor i Freetown. Hun er min 3. og sidste erfaringskilde. I morgen skal jeg tilbringe det meste af dagen sammen med hende.

Hun er ret "vild" i forhold til de andre piger. For et par uger siden var hun oppe og slås med en anden pige, der blandt andet kostede hende et dybt knivsår på venstre arm. Hun har arbejdet som prostitueret om aftenen og natten her i Freetown. Det arbejdet, er hun dog stoppet med for tiden. Lamrane synes ikke, at hun tjener nok. Mange gange betaler mændene kun omkring 10 kr. for sex, og konkurrencen er stor.

I gaderne omkring Howe Street, står der 100-vis af piger, klar til at sælge deres krop. Som regel bruger pigerne de omkringliggende bordeller, og det betyder, at de også skal betale noget af deres løn til, en mand der holder vagt udenfor.

Fatu

Her er Fatu fanget med et af de få smil hun sender afsted. 8 måneder gamle Ibraham er syg og ikke meget for at blive fotograferet.
Fatu er min erfaringsperson fra Port Loco. Hun bor ekstremt fattigt og lever for under 5 kroner om dagen.

Manty Turay

Kvinden på billedet her fortjener i virkeligheden meget mere opmærksomhed end en billedtekst. Men jeg har for travlt her i de sidste par dage til at koncentrere mig om at skrive en egnetlig artikel.

Nå, men hun er i hvert fald temmelig SEJ! Hun er uddannet lærer, men har taget en masse andet uddannelse og arbejder nu som supervisor. Ved siden af arbejder hun frivilligt for organisationen FAWE, hvor hun er præsident for Port Loco distriktet.
Hun har i en årrække kæmpet for kvinderettigheder og bl.a. været med til at åbne en skole for piger i Port Loco.
Derhjemme er det hende der slår kakerlakkerne ihjel, fordi hendes mand er bange for dem.

Det var Manty der introducerede mig for Fatu, min erfaringskilde i Port Loco. Og det var Manty der tog sig af mig. Sørgede for at jeg kom godt frem og tilbage med Poda Poda, fik et sted at sove. Og hun lavede mad til mig.

Hun er klart den mest inspirerende person jeg har mødt på min rejse. Vidende og selvstændig. Hun spurgte mig om forhold i Danmark. Om Muhammedtegningerne og kongehuset som hun havde hørt om. Hvilket altså langt fra er almindeligt her i Sierra Leone.

Sabanoh Cultural Dancers

En video ville nok virke bedre i det her tilfælde, men der var drøn på de her dansere, sangere og musikere.
Jeg var så heldig at se dem øve i sidste uge, og i morgen optræder de ekslusivt for mig i deres prangende kostumer.

Freetown

Så kom jeg sikkert tilbage til Freetown. Sidder på mit gamle hotel og venter på at blive hentet af Maya og en chauffør. Maya har været i Sierra Leone tonsvis af gange, og hjalp mig inden afrejse. Nu har hun sørget for, at jeg kan sove hos hende.
Det er super lækkert. Hun bor mere centralt, så jeg slipper for at bruge al for meget tid på transport frem og tilbage. Alle mine aftaler er nemlig inde i byen.

Jeg trænger i den grad til et bad. Efter 3 dage med koldt vand i spande og uden vaskeklud, er det ret begrænset hvor ren jeg kunne blive. Og rødt jordstøv sætter sig i lag, kan jeg fortælle.

Alt vel.

Port Loco 1. marts

Fredag var travl. Jeg var på farten i 12 timer. Eller det lyder måske, som om jeg styrtede rundt fra det ene sted til det andet. Det gjorde jeg også på sin vis, men med afrikansk laid back style. Mit guest house og Mantys hus ligger tæt på hinanden i udkanten af Port Loco. Fatu, som jeg interviewer bor lidt længere ude end Manty. Skolen, hvor interviewet foregik, ligger i retning af centrum. Men alle stederne i gåafstand til hinanden. Faktisk slentrer man nok mere, end man går her i Port Loco. Det er for varmt til at bevæge sig for hurtigt og for meget.

Jeg brugte et par timer på selve interviewet. Manty synes, det var meget intenst, og at jeg spurgte om meget. I dag skal jeg overbevise hende om, at det er nødvendigt med endnu et interview med Fatu, så jeg kan beskrive hendes oplevelser endnu mere præcist. Jeg ved ikke, hvad Fatu selv synes om interviewet.
Jeg kunne ikke interviewe hende hjemme, for hendes kæreste aner ikke, at hun har boet 6 år af sit liv sammen med rebellerne fra RUF. Derfor er den officielle forklaring på, hvad jeg laver her, at jeg skriver om kvindeliv i Sierra Leone.
Ellers tilbragte jeg både formiddag og eftermiddag hjemme hos Fatu for at følge hendes daglige liv og tage en masse billeder.

Endelig er det lykkes at finde et billigt guest house, hvor prisen på omkring 65 kr. svarer nogen lunde, til det jeg får. Værelset er sådan set ok. Eller sengen er i hvert fald. Derudover består inventar af et plastik bord- og stol. Air con virker ikke. Deres generator er ikke kraftig nok til at sætte den i gang. I stedet for har jeg fået en fan ind.
Vandhanen, bruseren og cisternen er rent bluff. Der kommer på ingen måde vand ud af nogen af delene. I stedet har jeg tre plastikspande stående med vand, som ejeren har hentet fra brønden. Til gengæld har jeg en levende kakerlak kravlende derude. Kan ikke overskue den knasende lyd, hvis det skulle lykkes mig at slå den ihjel. Derfor er jeg gået over til den modsatte taktik. Jeg ignorerer den bare, og tror naivt på, at så længe den ikke føler sig truet, begynder den heller ikke at flyve.

I morgen tidlig går turen atter mod Freetown, hvor jeg skal bruge de sidste 5 dage af min rejse på at geninterviewe Lamrane, der er min 3. og sidste case.
Derudover har jeg et par andre interviews.

Port Loco 28. feb.

Port Loco er en mindre by tre timers kørsel fra Freetown. Her er støvede, røde jordveje. Jeg forlod hotellet i Freetown kl. 9.30 torsdag morgen. Alligevel nåede jeg først frem 17.30.
Jeg skulle nemlig med Poda Poda (minibusser) som er den eneste offentlige transportmulighed herud. Det koster cirka 15 kr. Mens en privatchauffør ville koste omkring 250 kr.
Nå, men sådan en Poda Poda kører altså først, når den er fyldt til bristepunktet med passagerer, og det var den først omkring kl 13.30. Og så skal der jo lige fyldes benzin på. Stoppes ved politikontrollen og 1000 andre steder, så alle passagerne kan købe brød og andet godt med hjem.
Heldigvis fik jeg lov til at sidde foran, hvor sædet er mere behageligt end bænkene bag i. Bussen var en gammel Toyota, der tilsyneladende havde kørt sine unge år i Danmark. I hvert fald var den ”miljø- og sikkerhedskontrolleret i ’93, ’94 og ’96”, stod der i forruden. Bussens tag var læsset med 50 kilo tunge sække med ris og mel og diverse andet gods, der skulle transporteres til Port Loco. Da de langt om længe var færdige med at læsse, ragede det næsten lige så højt op i luften som bussens egen højde. Det tunge læs betød, at bussen kun lige akkurat kunne slæbe sig op ad bakkerne med 30 km i timen. Og på hele turen brugte chaufføren højest 3. gear.

Port Loco virker til at være et rart og afslappet sted, men nu er jeg her jo ikke for at holde ferie, tværtimod får jeg travlt med at interviewe min caseperson, som jeg har forholdsvis kort tid med. Lige nu sidder jeg på en veranda og snuser ud i aftenluften. Her dufter ligesom, når den første forårsregn er faldt i Danmark. Nogle steder ligger der vandpytter, og da jeg kørte ind i byen, dryppede det lidt. Selvom det slet ikke er regntid endnu.
Min vært Manty Turay og hendes mand bød mig hjerteligt velkommen. Manty havde stegt kartofler og platainer til mig, som jeg spiste til aftensmad.
Hun er en af dem, jeg har haft kontakt med, før jeg tog af sted. Hun har arbejdet med kvinderettigheder i mange år. I morgen vil hun introducere mig for min case-person her i Port Loco. (Mere om Manty i andet blogindlæg)