Polioramte skræddere

Jeg mødte Esther (hende der sidder ved væven)på gaden den anden dag. Hun gik og solgte trøjer i vævet materiale. Rie og jeg har kigget efter det mange gange, så jeg spurgte hende om hun vidste hvor det blev lavet.
Hun fortalte, at det blev vævet lidt uden for Freetown på et hjem for polioramte. Jeg fik hendes nummer, og lørdag var jeg ude for at besøge stedet.
Det viste sig at være en lille landsby, hvor polioramte boede. Her havde de så en bygning til deres værksteder, hvor der var skræddere, folk der farvede batik og vævning. Ved siden af lå også et klasselokale for handicappede børn.

At være handicappet i Sierra Leone er nok ikke det allernemmeste. Det er ikke ligefrem fordi, der er noget, der hedder "handicapvenligt" - jeg tror i hvert fald at Dansk Handicapforbund ville være i det røde felt, hvis de så forholdene her.


Esther er fantastisk venlig kvinde, og jeg havde ikke opdaget, at hun selv lider af polio, før jeg mødte hende igen i dag. Hun kan dog gå uden krykker, mange af de andre på stedet bruger krykker eller primitive kørestole.
Det var også Esther, der fortalte, at organisationen bag landsbyen har skiftet navn fra "Polio Victims Association" til "Polio Challenge Association." Og det kan jeg egentlig godt forstå, for Esther virker bestemt ikke som et offer. Tværtimod formår hun at have en indkomst på trods af sit handicap.


Eftersom de havde nogle flotte vævede tekstiler på stedet besluttede jeg, at bestille 4 tasker hos dem, for at prøve deres talenter af. Den ene slags er en computertaske, som jeg glæder mig til at se resultatet af, da jeg selv skulle tegne mønstret derude.
Hvis det bliver godt, kan de måske også blive en mulig samarbejdspartner for Cafe Retro.

Marked

Det er ikke fordi, der er noget særligt eller specielt anderledes ved det her marked, sammenlignet med alle mulige andre markeder, jeg har besøgt. Det er bare det, at markeder er så anderledes en Netto og Føtex. Derfor er jeg altid så fascineret af de her steder, hvor folk kommer med geder i snor, levende høns med hovedet ned ad, sorterer og stabler grøntsager i farveorden og alt virker fuldstændig kaotisk med sælgere, der råber og skriger, og kunder der skubber og maser for at komme til.

Flere snapshots fra slummet

Her kan man måske få en idé om, hvad jeg mener med labyrint...

Snapshots fra slummen

Lamrana er fanget i et tænksomt øjeblik.


Nogle børn har sat stangtennis op midt i en stor bunke skrald.


19-årige Susan er en af Lamranas veninder. Hun er også prostitueret og bor med nogle veninder i en af blikhytterne. Hun har egentlig en familie, men er stukket af så mange gange, at hendes mor har bedt hende om ikke at komme hjem igen. Første gang hun stak af blev hun presset af en veninde, der fortalte om livet i centrum af Freetown, de "lette" penge og Susan blev draget af friheden. Nu ønsker hun sig mest af alt at komme hjem, men hun tør ikke uden at have en mægler med. Heldigvis kan min tolk og gadeplansarbejderen hjælpe hende med det.


Snask og andet klamt overalt.


Isatu er også en af Lamranas veninder.

På besøg hos en avisredaktion

Jeg har længe gerne villet besøge en avisredaktion for at tale med journalisterne om deres arbejdsvilkår, metoder og ytringsfrihed.
Tidligere i denne uge blev en kvindelig journalist truet på livet af nogle forbrydere, der var stærkt utilfredse med, at hendes artikler havde ført til anholdelse af dem, så de havde tilbragt den sidste uge i fængsel.

Jeg besøgte redaktionen til The Exclusive Newspaper, hvor jeg talte med redaktør Sheik Sesay. Jeg blev noget overrasket over uddannelsesniveauet. Der er en skole i Freetown, der uddanner journalister, men der var da ikke mange af de ansatte der havde gået. Redaktøren selv havdet taget et kursus i Berlin. Det varede 2 uger. Derudover havde han et tomåneders kursus fra UK, og det kvalificerede ham så åbenbart til at være ansvarshavende redaktør på en af de i følge ham selv seriøse aviser.

Redaktionslokalerne var beskedne. Tre små rum i alt. Et til redaktøren, et til redaktionsmøder mm og et til de to dele computere.
Reporterne skrev først deres artikler i hånden. (På billedet er det en historie om en lokal popstjerne.) Herefter skriver de historierne ind på computer...

Gensyn med Lamrana

I fredags blev det til det første gensyn med Lamrana, den tidligere pigesoldat.
Du kan læse mere om hende her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/300332:3--verden--Pigen-med-den-haarde-fortid
og senere kommer der også en opfølgning på, hvordan det går hende nu i Kristeligt Dagblad.
Hun er flyttet til et slum-område, der nærmest er en losseplads. På billedet står hun med en veninde og svigerinde på -ja- en bunke skrald.

Et lift med IBIS

Turen fra Kodio til Freetown var noget mere behagelig og hurtigere end den modsatte vej. Heldigvis skulle IBIS-folkene til hovedstaden, og vi kunne få et lift med.
Desværre måtte IBIS-bilen også fungere som sygetransport, da både en lærer og en af de unge drenge, der arbejder på IBIS' kontor var syge.
En almindelige sygdom hernede er en slags orm, man får gennem vandet, fordi det ikke er helt rent. Det var det som læreren led af. Værre så det ud for Papa, hvis mave var helt oppustet. To gange havde kinesiske læger i Koido givet ham medicin så væsken forsvand, men hver gang blev maven udspilet igen.
Læreren og hans kone stod af halvvejs, hvor der skulle være et okay hospital, men Papa skulle med helt til hovedstaden, hvor han nu er indlagt på et privathospital efter et kort besøg på det statslige hospital, hvor lægen ingen idé havde, om hvad han fejlede.
Papa har en kone og en lille baby. Desværre mente de kinesiske læger, at det var hans nyrer, det vat galt med, og det kan blive fatalt for ham.
Det er sørgeligt, at unge mennesker dør af forholdsvis almindelige sygdomme, fordi lægerne ikke er dygtige nok, eller fordi den rette medicin ikke er tilgængelig.

Egentlig skulle dette være et mere festligt indslag. En af de andre passagerer i IBIS-bilen var nemlig Iceman, en ung musiker, der har lavet et par sange til IBIS Life Skills undervisning. Han synger blandt andet om rent drikkevand og A, B, C metoden til at undgår HIV-smitte. Den går ud på:
A: undgå sex
Hvis du ikke kan det, så gå efter
B: Vær' din partner tro
Hvis du ikke kan det, så gå efter
C: Brug kondom
Det synger han så lidt om...
I bilen spurgte vi, om han ville give en lille live-performance. Det ville han gerne, som I kan se her:

Kontrasternes dag

I går var en af de dage, som fik mig til at tænke. Det meste af dagen, tilbragte vi med at gå rundt og ordne forskellige ting. Besøge endnu et skrædderprojekt for unge kvinder, tale med DHL om at sende varer til Danmark og forsøge at få kontanter via et visakort.
Det er ikke mange banker, der tilbyder den service, men Pro Credit Bank har for nylig fået sat en automat op, hvilket nærmest er en lille sensation her. Man kan dog kune hæve 300.000 eller ca 500 kr pr gang. Men den anden bank, der nogen gange kan give dig penge via visa kort, tager alligevel et stort gebyr og gerne en ventetid på 1-2 timer, og så foregår det hele med gammeldags fluesmækker, så vi gjorde forsøget med automaten og vupti om vi ikke på rekordtid stod med 30 10.000 SL sedler i hånden.

Suliaman havde lokaliseret Lamrana og aftalt med hende. at vi skulle mødes om eftermiddagen. H

Omvendte kønsroller

Det er rart at se, at kønsrollerne ikke altid er helt intakte i et land som Sierra Leone.
Det er ellers ikke så tit man ser drengebørn vaske op eller gøre andre traditionelle pigepligter, men her er en lille knægt sat til at vaske op - vist nok efter Rie og mit måltid -

Den anden fyr passede rigtig godt på sin lillesøster og sad på den bagerste bænk ved siden af mig i kirken. Pigen ser måske lidt skræmt ud, men det var vist pga af mig og mit store kamera. Både før og efter billedet blev taget, nussede, vuggede og kyssede han hende konstant.

Retro på batik

Et af de andre værksteder Cafe Retro har støttet, er "batik", hvor en gruppe kvinder arbejder med at farve stof i alverdens farver. De havde lavet bannere til os som en overraskelse. Fedt.

Diamant på tilbud eller...

Koido er Sierra Leones diamanthovedstad, og den sidste aften ville en vens ven vise os den dyre sag. Han havde dem i et lommetørklæde og trillede 6 små diamant ud på bordet. Vi kiggede på dem, og jeg tog den største i hånden. De er uslebne, så hvis man havde planer om at investere i en af dem, så skal man en tur forbi Belgien, hvor de efter sigende klarer den slags, og derefter skulle man kunne sælge dem til 2 eller 3 gange så meget, som man betaler i Koido...
Efter 10 minutter, hvor vi gentagne gange havde spurgt til prisen, pakkede manden sine diamanter sammen i lommetørklædet. Han havde tilsyneladende forstået, at vi nok ikke var helt så potentielle kunder, som han havde håbet. Vi fik aldrig at vide, hvad de kostede.

Trylletuscher og sodavand

I fredags mødtes Rie og jeg med Manty og noget af hendes familie. Efter en tur med en af de lokale busser, poda poda'er endte vi på vores guest house, hvor vi gav sodavand og drengene på 4, 5 og 6 år fik trylletuscher. Det så de ud til at være glade for. Manteneh, der er Mantys datter og selv har to børn på 5 og 8 år, hjalp mig sidste gang med alle mulige småting i Freetown. Dengang studerede hun, men desværre er hendes eksamener ikke gået så godt, så hun vil tage dem igen. Manty vil have at hun skal læse til lærer ligesom hende selv.

Kirkebesøg

Det var en vild oplevelse i en apostolsk kirke i Koido i søndags og også lige lovlig langtrukken.
Der var masser af musik ikke salmer som i Danmark mere gospel-agtigt, men alligevel ikke helt.
På et tidspunkt gik en pige der stod foran os helt amok i rystelser og hun endte med ligge nede på gulvet med armene i vejret og sige mærkelige lyde mens en gruppe andre kirkegængere bad for hende.

Det var fint nok at opleve en afrikansk kirke, men efter en times tid, var det alligevel for meget og jeg smuttede ud under påskud af at skulle hente vand.

Pigerne her har fået en cateringuddannelse på Kono Tech. I December støttede Cafe Retro blandt andre disse piger med 20.000 kr. til hjælp til at starte deres forretning op efter endt uddannelse. De blev færdige i april, men det er først nu de kan starte en egentlig forretning op. De lavede mad til Rie og jeg... det var nu lidt en blandet fornøjelse, som I måske fornemmer var der ekstremt meget olie i maden.

Lækker udsigt fra flyveturen.

Status pigesoldater

Før jeg tog af sted, havde jeg selvfølgelig håbet, at jeg kunne møde nogle af de tidligere pigesoldater, som jeg interviewede og fotograferede sidst jeg var af sted.
Dette ser dog ikke ud til at være så nemt som først tænkt.
Fatu, der boede i Port Loco og er med på fotoudstillingen er rejst til Kabala i det nordlige Sierra Leone. Der er alt for langt for mig at tage, så jeg må efterlade billederne til hende hos hendes tante, der bor i Freetown.
Manty fortæller, at Fatu er blevet uvenner med sin kæreste, og derfor er taget hjem til sin fødeby. Hendes søn, der nu må være omkring 1 år og 8 måneder er stadig syg meget af tiden.

Esther, der boede i Koido er også flyttet eller måske nærmere flygtet. Det er svært at finde ud af, men Arthur kunne fortælle denne historie:
En af fyrene i den familie, som Esther boede hos, var blevet syg. Lægen havde sagt, at han var blevet forgiftet. Af en eller anden grund blev Esther anklaget for at have forsøgt at forgifte ham... Herefter var hun flygtet til Liberia... Det giver ikke rigtig mening, og hvor meget der er sandt ved jeg ikke, men jeg håber, at jeg kan nå ud forbi, den familie hun boede hos.

Lamrana, der er storbypigen fra Freetown er heller ikke sådan at lokalisere. Allerede dengang jeg interviewede hende, flyttede hun flere gange, så det kom ikke rigtig bag på mig, at Suliaman ikke vidste, hvor hun var. Han vil dog gøre en indsats for at finde hende, da jeg meget gerne skulle skrive en opfølgningshistorie på hende.
Suliaman mener, at hun stadig bor i Freetown et sted, så nu må vi se om det lykkes.

Gensyn

Turen til Koido er lang og udmattende –særligt når man benytter sig af de grønne ”government-busser.”
Jeg var derfor en smule frustreret over, at det ikke lykkes at finde et lift med en af de mange hvide NGO-firehjulstrækkere til provinsen.
Manty mente, at det var en lille bustur på højest 5-6 timer, det samme gjorde min anden tolk Suliaman, mens jeg selv huskede det som en tur, der tog ca. det dobbelte.
Uret ringede lidt over 5 – Suliaman hentede os på guest house kl 6 for at følge os i en taxa til busstationen, fordi det endnu ikke er blevet lyst på det tidspunkt.
Det lykkes at få billetter, og så stod vi i det her virvar af folk, der vil sælge alt fra brød, til taletidskort og hårspænder.
Jeg nåede lige at fortælle Rie og Suliaman anekdoten om Sisko, den skrankepave-agtige buschauffør fra da jeg kørte med bussen tilbage i februar, da ingen ringere end Sisko kommer slentrende forbi os. Jeg kunne genkende ham med det samme, og kunne selvfølgelig ikke lade være med at pege og sige, ”Se det er ham, der er Sisko.”
Det hørte han naturligvis, og stoppede op noget forvirret over, at jeg kendte hans navn. Han virkede ikke så bestemmende som sidst, og da jeg spurgte, viste det sig da også, at den bus han kørte var til reparation.

En times tid senere end planlagt rullede bussen af sted. Første stop var på et værksted, hvor der åbenbart liiige skulle fikses noget.
Næste mærkelige gensyn var ved det lange frokoststop omkring halvvejs. Vi blev naturligvis straks overfaldet af unge fyre og børn, der ville sælge os noget at spise. Det gik op for mig, at det var her jeg spiste et grillspyd sidst, og siden fik øje på det rå kød, der hang i solen... Sidst blev jeg ikke syg, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at købe et spyd denne gang, og tænkte, at sælgerne godt snart måtte lære at forstå et nej.
Indtil en af fyrene sagde: ”Du købte et spyd sidste gang. Jeg kan huske dig, du lånte toilettet derover,” og pegede i den retning, hvor jeg rigtig nok havde lånt et toilet (læs lokum.)
Enten kommer der seriøst ikke ret mange hvide med den bus, eller også låner alle hvide det lokum...

Nå men efter utallige små stop trillede bussen endelig ind i Koido by kl. 17 om eftermiddagen. Her blev vi modtaget af Arthur fra AVA. Efter et kort stop på vores guest house, skulle vi direkte videre til en lille restaurant eller måske nærmere et gadekøkken, som bliver drevet af en gruppe piger, der er uddannet i catering gennem et af AVA’s projekter.
Det var ganske overvældende, men også imponerende at møde pigerne, og de havde lavet dejlig mad til os.

Hvad laver jeg egentlig i Sierra Leone?

Jeg er rejst herned med Rie fra Cafe Retro for at finde et nyt projekt, som vi kan samarbejde med. Sidst jeg var her, så jeg forskellige projekter for unge kvinder, hvor de fik en uddannelse som skrædder eller frisør, men når skoletiden sluttede, var det kun et fåtal, som rent faktisk formåede at starte deres egen forretning.
På et tidspunkt fandt Rie og jeg ud af, at vi gik med nogle af de samme idéer til et projekt, hvor skrædderuddannede kvinder skulle sy produkter, som vi kan sælge i Cafe Retro, og måske på sigt også andre steder i Danmark.
Særligt en af mine kontakter, virkede oplagt at besøge. Derfor befinder vi os nu i Koido, Kono og holder møder med organisationen AVA, der netop har uddannelsesprogrammer for unge kvinder, der ellers ikke har gået i skole af forskellige årsager.
Mandag skal vi interviewe de første piger, og finde ud af hvad de drømmer om, og om de er motiveret for at være med i vores projekt.
Efter Rie rejser hjem har jeg endnu en uge i Sierra Leone. Her skal jeg skrive et par artikler, besøge en avisredaktion og bare hænge ud med nogle af de mennesker, jeg lærte at kende sidst.

Tilbage til Sierra Leone

Ankomst. Onsdag morgen lettede et Airbus fly fra Kastrup med retning mod Heathrow og efter en del ventetid lettede en Boeing 757 senere samme eftermiddag med retning mod Freetown Sierra Leone. De fleste ombord afrikanere, men i blandt dem sad jeg og Rie også.
Efter et par stempler i passet og et par mere eller mindre officielt udseende kontrollører kunne vi træde ud i ankomsthallen med alt vores bagage. (Jeg bliver stadig imponeret over, at det rent faktisk kan lade sig gøre)
Nå, men Manty som hjalp mig sidst jeg var hernede, stod heldigvis og ventede på os sammen med en chauffør.
Det skulle dog vise sig, at der endnu var omkring 5 timer til, at vi endelig kunne ligge os til at sove på vores guest house.
Da vi kommer hen til færgen, har de nemlig netop solgt den sidste billet til bilen foran os. Vi bliver vinket ind bag lågen alligevel, og regner med at vi bare skal vente på, at den anden færge kommer tilbage fra Freetown-siden.
Endelig hører vi hornet fra færgen nede ved kajen. Manty bliver meget begejstret og giver mig et kram. Imidlertid viser det sig, at denne færge ikke skal sejle mere denne aften. Det går op for os, at den færge vi missede, var den sidste denne onsdag aften.
Vi kigger os lidt omkring, færgelejet på lufthavnssiden er ikke lige det sted, man har lyst til at tilbringe en nat.
Bag os er der efterhånden 18-19 andre biler som heller ikke nåede færgen. Der opstår et skænderi mellem en større gruppe mænd. Færgen er blevet privatiseret og sejler derfor kun når firmaet kan tjene på overfarten, og det kræver åbenbart mere end 20 biler. Desuden er hende, der sælger billetter også gået hjem!

Den højlydte diskussion fortsætter mellem mændene, og Manty beslutter sig nu for også at blande sig. Der står hun så, og diskuterer med alle disse mænd. Det mest interessante er måske, at de faktisk lytter til, hvad hun har at sige. Da vi senere spørger hende om det, forklarer hun, at hun med sit tøj og attitude signalerer, at hun er veluddannet og dermed har noget mellem ørerne. Det lød dog ikke som om, det var noget hun tænkte over, det var bare ganske naturligt for hende at blande sig.

På et tidspunkt lykkes det dem at komme frem til et forlig, der lød at alle, der ville med færgen skulle betale den svimlende sum af 5000 SL eller ca. 8 kr. mere for at komme med færgen. Og så fandt de da også ud af, at de jo ikke behøvede at sejle tilbage med en tom færge, men kunne vente til den næste morgen, og tage de første passagerer med der.
Omkring midnat startede de færgens rumlende motor, og vi satte til søs på den sorteste sø. Kl. ca. 01.30 (og næsten 24 timer efter, at vækkeuret ringede hjemme på Vesterbro) låste vi os ind til en lyserød seng på Franja Guesthouse.
Velkommen tilbage til Sierra Leone.