Jeg mødte Esther (hende der sidder ved væven)på gaden den anden dag. Hun gik og solgte trøjer i vævet materiale. Rie og jeg har kigget efter det mange gange, så jeg spurgte hende om hun vidste hvor det blev lavet.
Hun fortalte, at det blev vævet lidt uden for Freetown på et hjem for polioramte. Jeg fik hendes nummer, og lørdag var jeg ude for at besøge stedet.
Det viste sig at være en lille landsby, hvor polioramte boede. Her havde de så en bygning til deres værksteder, hvor der var skræddere, folk der farvede batik og vævning. Ved siden af lå også et klasselokale for handicappede børn.
At være handicappet i Sierra Leone er nok ikke det allernemmeste. Det er ikke ligefrem fordi, der er noget, der hedder "handicapvenligt" - jeg tror i hvert fald at Dansk Handicapforbund ville være i det røde felt, hvis de så forholdene her.
Esther er fantastisk venlig kvinde, og jeg havde ikke opdaget, at hun selv lider af polio, før jeg mødte hende igen i dag. Hun kan dog gå uden krykker, mange af de andre på stedet bruger krykker eller primitive kørestole.
Det var også Esther, der fortalte, at organisationen bag landsbyen har skiftet navn fra "Polio Victims Association" til "Polio Challenge Association." Og det kan jeg egentlig godt forstå, for Esther virker bestemt ikke som et offer. Tværtimod formår hun at have en indkomst på trods af sit handicap.
Eftersom de havde nogle flotte vævede tekstiler på stedet besluttede jeg, at bestille 4 tasker hos dem, for at prøve deres talenter af. Den ene slags er en computertaske, som jeg glæder mig til at se resultatet af, da jeg selv skulle tegne mønstret derude.
Hvis det bliver godt, kan de måske også blive en mulig samarbejdspartner for Cafe Retro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar