Gensyn

Turen til Koido er lang og udmattende –særligt når man benytter sig af de grønne ”government-busser.”
Jeg var derfor en smule frustreret over, at det ikke lykkes at finde et lift med en af de mange hvide NGO-firehjulstrækkere til provinsen.
Manty mente, at det var en lille bustur på højest 5-6 timer, det samme gjorde min anden tolk Suliaman, mens jeg selv huskede det som en tur, der tog ca. det dobbelte.
Uret ringede lidt over 5 – Suliaman hentede os på guest house kl 6 for at følge os i en taxa til busstationen, fordi det endnu ikke er blevet lyst på det tidspunkt.
Det lykkes at få billetter, og så stod vi i det her virvar af folk, der vil sælge alt fra brød, til taletidskort og hårspænder.
Jeg nåede lige at fortælle Rie og Suliaman anekdoten om Sisko, den skrankepave-agtige buschauffør fra da jeg kørte med bussen tilbage i februar, da ingen ringere end Sisko kommer slentrende forbi os. Jeg kunne genkende ham med det samme, og kunne selvfølgelig ikke lade være med at pege og sige, ”Se det er ham, der er Sisko.”
Det hørte han naturligvis, og stoppede op noget forvirret over, at jeg kendte hans navn. Han virkede ikke så bestemmende som sidst, og da jeg spurgte, viste det sig da også, at den bus han kørte var til reparation.

En times tid senere end planlagt rullede bussen af sted. Første stop var på et værksted, hvor der åbenbart liiige skulle fikses noget.
Næste mærkelige gensyn var ved det lange frokoststop omkring halvvejs. Vi blev naturligvis straks overfaldet af unge fyre og børn, der ville sælge os noget at spise. Det gik op for mig, at det var her jeg spiste et grillspyd sidst, og siden fik øje på det rå kød, der hang i solen... Sidst blev jeg ikke syg, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at købe et spyd denne gang, og tænkte, at sælgerne godt snart måtte lære at forstå et nej.
Indtil en af fyrene sagde: ”Du købte et spyd sidste gang. Jeg kan huske dig, du lånte toilettet derover,” og pegede i den retning, hvor jeg rigtig nok havde lånt et toilet (læs lokum.)
Enten kommer der seriøst ikke ret mange hvide med den bus, eller også låner alle hvide det lokum...

Nå men efter utallige små stop trillede bussen endelig ind i Koido by kl. 17 om eftermiddagen. Her blev vi modtaget af Arthur fra AVA. Efter et kort stop på vores guest house, skulle vi direkte videre til en lille restaurant eller måske nærmere et gadekøkken, som bliver drevet af en gruppe piger, der er uddannet i catering gennem et af AVA’s projekter.
Det var ganske overvældende, men også imponerende at møde pigerne, og de havde lavet dejlig mad til os.