fredag, august 11, 2006
onsdag, august 02, 2006
Back to Denmark
Mandag den 31. juli 2006
Sidder i flyveren, på vej over Atlanten. (Efter endnu engang at have løbet gennem Miamis lufthavn, for at nå mit fly videre, havde ellers bedre tid denne gang, lige indtil flyet fra Guatemala var over en time forsinket.)
For ligesom at sætte et punktum for mit Guatemala eventyr, ville jeg lige skrive en sidste blog. Lytter til Kim larsen, så er man vist rimelig klar til at komme hjem, hva’?
Brugte de sidste par dage i Livingston, der som tidligere skrevet, er et lille Afrika i det latinamerikanske land.
Havde kun været i byen i få timer, da jeg var udstyret med cirka 100 små fletninger og klar til at ”shake that booty” til reaggerytmer og Shakira på det lokale diskotek...
Og dog. Vendte hurtigt snuden mod mit hostel (havde fået fingrene i en spændende svensk roman, og jeg fik ret hurtig nok af afro-fyre med New Yorker håndtegn, der ”Gerne ville lære mig bedre at kende” - blink, blink med højre øje...!
Gad heller ikke de ellers obligatoriske turistture til vandfaldene i nærheden eller en sejltur på floden, som de samme afro-fyre synes jeg skulle tage på i dagtimerne.
I stedet lå jeg i en hængekøje i skyggen og læste min nyerhvervede bog ”Små citroner gula”. Dejligt afslappende og i tilpas afstand fra de der nærgående mænd. Så en ting jeg i hvert fald har lært på denne rejse er, at jeg forstår svensk.
Det var alt, bortset fra der selvfølgelig gerne skulle dukke et par artikler eller tre op i Børn&Unge i løbet af efteråret og i PLAN’s medlemsblad.
/Anni
Sidder i flyveren, på vej over Atlanten. (Efter endnu engang at have løbet gennem Miamis lufthavn, for at nå mit fly videre, havde ellers bedre tid denne gang, lige indtil flyet fra Guatemala var over en time forsinket.)
For ligesom at sætte et punktum for mit Guatemala eventyr, ville jeg lige skrive en sidste blog. Lytter til Kim larsen, så er man vist rimelig klar til at komme hjem, hva’?
Brugte de sidste par dage i Livingston, der som tidligere skrevet, er et lille Afrika i det latinamerikanske land.
Havde kun været i byen i få timer, da jeg var udstyret med cirka 100 små fletninger og klar til at ”shake that booty” til reaggerytmer og Shakira på det lokale diskotek...
Og dog. Vendte hurtigt snuden mod mit hostel (havde fået fingrene i en spændende svensk roman, og jeg fik ret hurtig nok af afro-fyre med New Yorker håndtegn, der ”Gerne ville lære mig bedre at kende” - blink, blink med højre øje...!
Gad heller ikke de ellers obligatoriske turistture til vandfaldene i nærheden eller en sejltur på floden, som de samme afro-fyre synes jeg skulle tage på i dagtimerne.
I stedet lå jeg i en hængekøje i skyggen og læste min nyerhvervede bog ”Små citroner gula”. Dejligt afslappende og i tilpas afstand fra de der nærgående mænd. Så en ting jeg i hvert fald har lært på denne rejse er, at jeg forstår svensk.
Det var alt, bortset fra der selvfølgelig gerne skulle dukke et par artikler eller tre op i Børn&Unge i løbet af efteråret og i PLAN’s medlemsblad.
/Anni
torsdag, juli 27, 2006
Tikal: Mayatempler og jungle
Onsdag - torsdag 26.-27. juli
Befinder mig pt. i det nordlige Guatemala i byen Flores. Her er aandsvagt varmt, kan sagtens konkurrere med DK nu. :)
Cirka en times koersel fra Flores ligger Tikal, nogle aeldgamle templer, som mayaerne byggede i sin tid. Jeg har aldrig vaeret saa meget for at kigge paa bygninger, og hvis jeg skal vaere helt aerligt, synes jeg, det var mere interessant, at Tikal ligger midt i en jungle.
Fascinerende at gaa paa stierne omgivet af 1000-vis af groenne nuancer, og lydende var helt fantastiske -et konstant inferno af dyr, der kommunikerede med hinanden.
Brugte alligevel fem timer derude, man maatte gerne kravle op paa templerne, jeg noejes med at bestige den stoerste af dem, som rager 65 meter op i verjret. Og hvilken udsigt... Det var som at staa paa toppen af verden, kunne kigge ud over junglens traekroner og tre af de andre ruiner. Jeg tog et hvil deroppe, noed udsigten, solen og morede mig over alle turisterne, der kom prustende op af trappen, for ogsaa at opleve den fantastiske udsigt.
I dag tog jeg en baadtur til en lille by, der hedder San Jose, der er stort set ingen turister i forhold til Flores. Jeg havde en bog med og brugte hele dagen paa at dase i solen og svoemme i det laekre varme vand.
I morgen gaar turen videre til den sidste destination, inden jeg skal hjem paa mandag. Livingston er hjemsted for Garifuna-folket, og et spoejst afrikaner-Guatemala.
/Anni
Befinder mig pt. i det nordlige Guatemala i byen Flores. Her er aandsvagt varmt, kan sagtens konkurrere med DK nu. :)
Cirka en times koersel fra Flores ligger Tikal, nogle aeldgamle templer, som mayaerne byggede i sin tid. Jeg har aldrig vaeret saa meget for at kigge paa bygninger, og hvis jeg skal vaere helt aerligt, synes jeg, det var mere interessant, at Tikal ligger midt i en jungle.
Fascinerende at gaa paa stierne omgivet af 1000-vis af groenne nuancer, og lydende var helt fantastiske -et konstant inferno af dyr, der kommunikerede med hinanden.
Brugte alligevel fem timer derude, man maatte gerne kravle op paa templerne, jeg noejes med at bestige den stoerste af dem, som rager 65 meter op i verjret. Og hvilken udsigt... Det var som at staa paa toppen af verden, kunne kigge ud over junglens traekroner og tre af de andre ruiner. Jeg tog et hvil deroppe, noed udsigten, solen og morede mig over alle turisterne, der kom prustende op af trappen, for ogsaa at opleve den fantastiske udsigt.
I dag tog jeg en baadtur til en lille by, der hedder San Jose, der er stort set ingen turister i forhold til Flores. Jeg havde en bog med og brugte hele dagen paa at dase i solen og svoemme i det laekre varme vand.
I morgen gaar turen videre til den sidste destination, inden jeg skal hjem paa mandag. Livingston er hjemsted for Garifuna-folket, og et spoejst afrikaner-Guatemala.
/Anni
fotos.. 092
For foerste gang har jeg brug for min bikini...Yebee. Vandet helt klart og varmt - laekkert.
tirsdag, juli 25, 2006
Penny og Jamie
To af guiderne fra New Zeeland nyder udsigterne paa en af de pauser vi holdt undervejs.
Anni på trek
Her er jeg saa. Det er ikke min rygsaek der ligger i bunden, men min var desvaerre lige saa stor og tung. Her er de skrape kurver med lodrette skraenter lige overstaaet.
Paa trek med Quetzaltrekkers
Søndag d 23. juli. - Tredages trek
Udmattet. Min krop er som spaghetti efter to dage med ti timers trek pr dag. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg er nået hertil. Måske fordi der ikke rigtig er nogen vej tilbage, når man først er begyndt at gå op ad bjerget....Det er meget værre at gå nedad. Måske fordi den ene guide, Jamie har redet mig undervejs i dag. På en stejl, stejl stigning tog han min rygsæk. På det tidspunkt har jeg en følelse af, at jeg går baglæns, fordi jeg er så træt. Lidt senere tog han den igen, på en lige så stejl stigning nedad –Mine knæ gjorde afsindig ondt. Har ikke følt den smerte før.
Det værste eller måske den største udfordring var alligevel en stigning der var utrolig stejl, men for det andet var stien så smal, at en person kun lige kunne gå der. Til den ene side var der krat, men til den anden side gik skrænten lodret nedad, og fortsatte tilsyneladende i det uendelige. Jeg har det mildt sagt svært med højder, når der ikke er rækværk til begge sider, og da det ikke bare var en lille passage, der skulle overståes, men kurve efter kurve, der skulle passeres, begyndte mit hjerte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg kunne mærke angsten komme op i mig, og de sidste mange kurver passerede jeg tudende. Men jeg gjorde det!
Da de værste højder var overstået, kom floden, som skulle krydses femten gange. En del fra gruppen var allerede hoppet fra sten til sten og endt på den anden side af bredden. Af erfaring ved jeg, at min balance ikke duer til den slags. Alligevel forsøgte jeg – troede at det var måde at komme over på. Og selvfølgelig faldt jeg, men utrolig heldigt landede jeg på maven med hænderne først, og fik ikke en eneste skramme fra mit stunt. Aner ikke hvordan det kan lade sig gøre, men måske er jeg bare god til at falde!?! – De resterende fjorten gange vi krydsede floden gik jeg gennem vandet, så pyt med de våde sko og sokker.
Undervejs har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg gjorde det. Svaret må være udfordringer. Og så selvfølgelig alt det frodige, forunderlige og fantastiske natur og mennesker jeg har passeret undervejs. Vi har passeret mayaindianere med helt afsindige oppakninger af brænde på ryggen, (som de lige har været inde og fælde i den smukke skov). Vi har passeret børn, der blev henrykte for en blå ballon, når ellers jeg havde overskud og luft til at puste en op. Og vi har gået gennem majsmarker på små stier, de lokale har lavet. (Fatter ikke, hvordan de finder vej, majsene rager langt over deres hoveder)
Og sidst men ikke mindst har jeg oplevet de mest ubeskrivelige udsigter over ovenstående, men egentlig er det utrolig svært at beskrive, og kameraet gør det heller ikke særlig godt.
Undervejs undrede jeg mig over, hvordan guiderne, der startede Quetzaltrekkers for ti år siden, har fundet frem til stierne. Det viste sig at dem, der startede det, havde venner fra Guatemalas guerilla (der opererede under borgerkrigen fra 1960-1996). Og de viste dem stierne.
I morgen venter fem timers hike.
Mandag 24. juli
Jeg klarede det. Næsten. Stod op klokken 04.30 sammen med de andre. Vi skulle tidligt af sted for at nyde solopgangen over Lago Atitlan. (søen jeg tidligere har skrevet om).
Det var kun omkring 45 minutters gang, men mine ben kunne ikke mere, hvert skridt gjorde ondt.
Vi nåede op til udsigtsposten, guiderne lavede mad, og vi andre tog billeder. Det var utrolig smukt, søen er og bliver mit yndlingsspot i verden.
På grund af mine smerter i benene, besluttede jeg at kvitte den sidste del af trekket. I stedet tomlede jeg en pick up ned til San Pedro, hvor de andre ville ende ved frokosttid.
Det var en god beslutning, jeg har formentlig ondt et par dage endnu.
/Anni
Udmattet. Min krop er som spaghetti efter to dage med ti timers trek pr dag. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg er nået hertil. Måske fordi der ikke rigtig er nogen vej tilbage, når man først er begyndt at gå op ad bjerget....Det er meget værre at gå nedad. Måske fordi den ene guide, Jamie har redet mig undervejs i dag. På en stejl, stejl stigning tog han min rygsæk. På det tidspunkt har jeg en følelse af, at jeg går baglæns, fordi jeg er så træt. Lidt senere tog han den igen, på en lige så stejl stigning nedad –Mine knæ gjorde afsindig ondt. Har ikke følt den smerte før.
Det værste eller måske den største udfordring var alligevel en stigning der var utrolig stejl, men for det andet var stien så smal, at en person kun lige kunne gå der. Til den ene side var der krat, men til den anden side gik skrænten lodret nedad, og fortsatte tilsyneladende i det uendelige. Jeg har det mildt sagt svært med højder, når der ikke er rækværk til begge sider, og da det ikke bare var en lille passage, der skulle overståes, men kurve efter kurve, der skulle passeres, begyndte mit hjerte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg kunne mærke angsten komme op i mig, og de sidste mange kurver passerede jeg tudende. Men jeg gjorde det!
Da de værste højder var overstået, kom floden, som skulle krydses femten gange. En del fra gruppen var allerede hoppet fra sten til sten og endt på den anden side af bredden. Af erfaring ved jeg, at min balance ikke duer til den slags. Alligevel forsøgte jeg – troede at det var måde at komme over på. Og selvfølgelig faldt jeg, men utrolig heldigt landede jeg på maven med hænderne først, og fik ikke en eneste skramme fra mit stunt. Aner ikke hvordan det kan lade sig gøre, men måske er jeg bare god til at falde!?! – De resterende fjorten gange vi krydsede floden gik jeg gennem vandet, så pyt med de våde sko og sokker.
Undervejs har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg gjorde det. Svaret må være udfordringer. Og så selvfølgelig alt det frodige, forunderlige og fantastiske natur og mennesker jeg har passeret undervejs. Vi har passeret mayaindianere med helt afsindige oppakninger af brænde på ryggen, (som de lige har været inde og fælde i den smukke skov). Vi har passeret børn, der blev henrykte for en blå ballon, når ellers jeg havde overskud og luft til at puste en op. Og vi har gået gennem majsmarker på små stier, de lokale har lavet. (Fatter ikke, hvordan de finder vej, majsene rager langt over deres hoveder)
Og sidst men ikke mindst har jeg oplevet de mest ubeskrivelige udsigter over ovenstående, men egentlig er det utrolig svært at beskrive, og kameraet gør det heller ikke særlig godt.
Undervejs undrede jeg mig over, hvordan guiderne, der startede Quetzaltrekkers for ti år siden, har fundet frem til stierne. Det viste sig at dem, der startede det, havde venner fra Guatemalas guerilla (der opererede under borgerkrigen fra 1960-1996). Og de viste dem stierne.
I morgen venter fem timers hike.
Mandag 24. juli
Jeg klarede det. Næsten. Stod op klokken 04.30 sammen med de andre. Vi skulle tidligt af sted for at nyde solopgangen over Lago Atitlan. (søen jeg tidligere har skrevet om).
Det var kun omkring 45 minutters gang, men mine ben kunne ikke mere, hvert skridt gjorde ondt.
Vi nåede op til udsigtsposten, guiderne lavede mad, og vi andre tog billeder. Det var utrolig smukt, søen er og bliver mit yndlingsspot i verden.
På grund af mine smerter i benene, besluttede jeg at kvitte den sidste del af trekket. I stedet tomlede jeg en pick up ned til San Pedro, hvor de andre ville ende ved frokosttid.
Det var en god beslutning, jeg har formentlig ondt et par dage endnu.
/Anni
Toilet i Piedra Parada
Lidt er der da sket i PP. Familien Chepe har faaet nyt toilet. (Foer var det lavet af cement). Fatter bare ikke, hvorfor de ikke har vendt toilettet og indgangen om - saa ville man da i det mindste have udsigt over landsbyen, naar de nu insisterer paa ikke at have en doer, i stedet for at man kigger ind mod huset, hvor alle lige kan sige "hej, naa sidder du dèr!"
Der var engang en landsby, der hed Piedra Parada...
Fredag den 21. juli
Der var alligevel en del sommerfugle, der havde fundet vej til min mave i morges. Destinationen var Piedra Parada – den landsby jeg boede i for knapt fem år siden i fem uger. Bare det at skulle finde vej, var et eventyr i sig selv. Jeg er ikke god til at huske steder, så jeg var ikke sikker på, hvor meget jeg ville kunne huske.
Af sted kom jeg med chickenbus til Santa Irene, hvor jordvejen ud til landsbyen begynder. Dengang skulle man tomle, og blev så samlet op af pick ups, hvor man sad på ladet. I dag går der minibusser derud, så det var nemt.
Jeg kører derud af, og bliver sat af der hvor vejen deler sig i to, og chaufføren siger, at Piedra Parada er til venstre. Det lyder rigtigt.
Jeg begynder at gå, men kan ikke rigtig kende husene eller vejen, jeg spørger flere på min vej, der alle siger det er PP, jeg er på vej til. Men ingen af dem kender Don Chepe og hans to sønner José og Julio, som er de eneste, jeg kan huske navnene på mens jeg går derude.
Jeg fortsætter af vejen og kommer endelig til det tredje hus. Heller ikke de kan huske syv danske piger, kender Don Chepe og er vist ret forvirret over, hvad en gringo laver i deres lille landsby.
Men så pludselig kommer en ung pige ud fra huset. Hun kender godt Chepe, det er vist hendes onkel. Og hun kan godt huske, vi boede her for syv år siden. Pyha, jeg er tilsyneladende på rette vej. Men Chepes hus ligger langt fra, hvor jeg er nu.
Heldigvis følger pigen mig på vej, og først det sidste stykke vej begynder jeg at kende husene og endda nogle af menneskene. Da vi står på toppen af en af bakkerne, peger hun ned mod en gruppe af huse, i et af dem bor Chepe. Hun går tilbage, og jeg skal selv finde det sidste stykke vej. Jeg spørger et par gange mere, og kommer så ind til et helt tomt hus.
Men i nabohuset bor nogle andre fra Chepes familie, og en af kvinderne råber gennem landsbyen, og så kommer konen og en svigerdatter hjem. Lidt efter kommer der flere kvinder med små børn på armene.
Mændene er på arbejde, men de kommer snart hjem, får jeg at vide.
Og ganske rigtigt kommer Chepe, Jose og et par flere hjem en halv times tid senere. Og Julio, (han er 13 i følge faren og 14 i følge moren og 12 i følge mine beregninger). Men i hvert fald går han ikke længere i skole, men to af pigerne viser mig, hvor han arbejder. Det er nede i dalen, hvor han og nogle andre er ved at bygge et hus.
På grund af sproget er det selvfølgelig svært at føre store forkromede samtaler, men jeg kan da fortælle lidt om Danmark og de andre piger. Og heldigvis vækker både balloner og bolsjer glæde hos børn og voksne.
Alle synes vist det er lidt underligt, jeg spørger efter Julio, kan ikke helt gennemskue hvorfor. Men måske fordi han i deres øjne ikke længere er et barn, men nærmere voksen. Hans storebror José som (vist nok) er 17 år nu, er blevet forlovet, og det var hans pige, svigerdatteren der først kom hjem sammen med (sviger)moren i huset.
Der bliver tændt op i komfuret med brænde og frokosten, der består af pasta og tamales forberedes.
Da alle er kommet hjem, spiser vi. Julio er lidt genert, og siger ikke så meget til mig. Og jeg kan jo ikke sige så meget på spansk. Men fodbolden reder det hele, han tror det er min bold, jeg skal have med hjem igen og bliver ellevild, da han finder ud af, det er en gave til ham.
Eftermiddagen slutter med en fodboldkamp mellem mændene i huset, og da regnvejret sætter ind, beslutter jeg, at det må være tid til at finde tilbage til Xela.
Der var alligevel en del sommerfugle, der havde fundet vej til min mave i morges. Destinationen var Piedra Parada – den landsby jeg boede i for knapt fem år siden i fem uger. Bare det at skulle finde vej, var et eventyr i sig selv. Jeg er ikke god til at huske steder, så jeg var ikke sikker på, hvor meget jeg ville kunne huske.
Af sted kom jeg med chickenbus til Santa Irene, hvor jordvejen ud til landsbyen begynder. Dengang skulle man tomle, og blev så samlet op af pick ups, hvor man sad på ladet. I dag går der minibusser derud, så det var nemt.
Jeg kører derud af, og bliver sat af der hvor vejen deler sig i to, og chaufføren siger, at Piedra Parada er til venstre. Det lyder rigtigt.
Jeg begynder at gå, men kan ikke rigtig kende husene eller vejen, jeg spørger flere på min vej, der alle siger det er PP, jeg er på vej til. Men ingen af dem kender Don Chepe og hans to sønner José og Julio, som er de eneste, jeg kan huske navnene på mens jeg går derude.
Jeg fortsætter af vejen og kommer endelig til det tredje hus. Heller ikke de kan huske syv danske piger, kender Don Chepe og er vist ret forvirret over, hvad en gringo laver i deres lille landsby.
Men så pludselig kommer en ung pige ud fra huset. Hun kender godt Chepe, det er vist hendes onkel. Og hun kan godt huske, vi boede her for syv år siden. Pyha, jeg er tilsyneladende på rette vej. Men Chepes hus ligger langt fra, hvor jeg er nu.
Heldigvis følger pigen mig på vej, og først det sidste stykke vej begynder jeg at kende husene og endda nogle af menneskene. Da vi står på toppen af en af bakkerne, peger hun ned mod en gruppe af huse, i et af dem bor Chepe. Hun går tilbage, og jeg skal selv finde det sidste stykke vej. Jeg spørger et par gange mere, og kommer så ind til et helt tomt hus.
Men i nabohuset bor nogle andre fra Chepes familie, og en af kvinderne råber gennem landsbyen, og så kommer konen og en svigerdatter hjem. Lidt efter kommer der flere kvinder med små børn på armene.
Mændene er på arbejde, men de kommer snart hjem, får jeg at vide.
Og ganske rigtigt kommer Chepe, Jose og et par flere hjem en halv times tid senere. Og Julio, (han er 13 i følge faren og 14 i følge moren og 12 i følge mine beregninger). Men i hvert fald går han ikke længere i skole, men to af pigerne viser mig, hvor han arbejder. Det er nede i dalen, hvor han og nogle andre er ved at bygge et hus.
På grund af sproget er det selvfølgelig svært at føre store forkromede samtaler, men jeg kan da fortælle lidt om Danmark og de andre piger. Og heldigvis vækker både balloner og bolsjer glæde hos børn og voksne.
Alle synes vist det er lidt underligt, jeg spørger efter Julio, kan ikke helt gennemskue hvorfor. Men måske fordi han i deres øjne ikke længere er et barn, men nærmere voksen. Hans storebror José som (vist nok) er 17 år nu, er blevet forlovet, og det var hans pige, svigerdatteren der først kom hjem sammen med (sviger)moren i huset.
Der bliver tændt op i komfuret med brænde og frokosten, der består af pasta og tamales forberedes.
Da alle er kommet hjem, spiser vi. Julio er lidt genert, og siger ikke så meget til mig. Og jeg kan jo ikke sige så meget på spansk. Men fodbolden reder det hele, han tror det er min bold, jeg skal have med hjem igen og bliver ellevild, da han finder ud af, det er en gave til ham.
Eftermiddagen slutter med en fodboldkamp mellem mændene i huset, og da regnvejret sætter ind, beslutter jeg, at det må være tid til at finde tilbage til Xela.
Minerva marked
Minerva Marked i Xela er et hektisk sted. Man kan koebe alt. Toej - baade traditionelt og mere vestligt som t-shirts og cowboybukser, groentsager, elektronik, oel, piñatas... Og herfra koerer ogsaa alle chickenbusserne.
Xela
Parque Central i Xela. Her arbejder skopudserne, de unge holder i haand og alkoholikeren drikker sig fulde.
fredag, juli 21, 2006
tredages trek
Hola!
I morgen tidlig tager jeg paa et tredages trek. Se mere paa http://www.quetzaltrekkers.com/guatlake.html(engelsk)
Det lyder til at vaere lidt haardt, saa jeg er lidt spaendt paa, hvordan det kommer til at gaa. Jeg skal selv baere pa alt udstyr. inkl sovepose, liggeunderlag, faellesmad osv.
/Anni
I morgen tidlig tager jeg paa et tredages trek. Se mere paa http://www.quetzaltrekkers.com/guatlake.html(engelsk)
Det lyder til at vaere lidt haardt, saa jeg er lidt spaendt paa, hvordan det kommer til at gaa. Jeg skal selv baere pa alt udstyr. inkl sovepose, liggeunderlag, faellesmad osv.
/Anni
torsdag, juli 20, 2006
Regntid...
Har for alvor maerket regntiden. Har pt to par meget vaade sko, som er umulige at toerre. Havde ogsaa en del vasketoej, som jeg havde bedt om ikke blev toerretumblet, fordi jeg taenkte det ville krympe, men i dag maate jeg gaa tilbage og faa det toerret i maskinen, det var stadig lige saa vaadt som i gaar morges... Jeg har ikke kigget, om det er blevet mindre endnu.
Har lavet nogle interviews de sidste par dage, saa der har ikke rigtig vaeret tid til at dage paa dagsudflugter. Men i eftermiddag fik jeg ringet til et telefonnummer ude i min gamle landsby. Jeg ved ikke helt, hvem der tog den, men han forstod tilsyneladende mit spartanske spanske. Han loed meget glad, og vidste godt hvem jeg var, da jeg praesenterede mig. Han spurgte straks, om jeg kom paa besoeg. Saa jeg skyndte mig at sige, at jeg ville komme i morgen, fredag. Det bliver dejligt at komme lidt ud paa eventyr. Jeg har faaet instruktioner fra Kristine og Mette, om hvordan jeg skal komme derud, saa jeg regner med, jeg kan finde vej :)
Jeg har vaeret ude og koebe lidt slik, en fodbold og balloner, saa jeg forhaabentlig kan underholde boernene lidt. Mon de kan kende mig? Soede Julio, der haenger hjemme paa min vaeg, maa jo efterhaanden vaere 11-12 aar.
Vaagende i oevrigt i nat ved 4-tiden, af at min krop kloeede, og jeg opdagede en masse bid paa kroppen. Bulcas! Eller lopper paa dansk, eller hvad det nu har vaeret for dyr, jeg har vaeret saa heldig at faa med i seng. Jeg bad dem paa hostellet om at skifte mit sengetoej, saa jeg haabaer at slippe for dem i nat. Da jeg faldt i soevn igen, droemte jeg selvfoelgelig om diverse kryb i min seng...
/Anni
Har lavet nogle interviews de sidste par dage, saa der har ikke rigtig vaeret tid til at dage paa dagsudflugter. Men i eftermiddag fik jeg ringet til et telefonnummer ude i min gamle landsby. Jeg ved ikke helt, hvem der tog den, men han forstod tilsyneladende mit spartanske spanske. Han loed meget glad, og vidste godt hvem jeg var, da jeg praesenterede mig. Han spurgte straks, om jeg kom paa besoeg. Saa jeg skyndte mig at sige, at jeg ville komme i morgen, fredag. Det bliver dejligt at komme lidt ud paa eventyr. Jeg har faaet instruktioner fra Kristine og Mette, om hvordan jeg skal komme derud, saa jeg regner med, jeg kan finde vej :)
Jeg har vaeret ude og koebe lidt slik, en fodbold og balloner, saa jeg forhaabentlig kan underholde boernene lidt. Mon de kan kende mig? Soede Julio, der haenger hjemme paa min vaeg, maa jo efterhaanden vaere 11-12 aar.
Vaagende i oevrigt i nat ved 4-tiden, af at min krop kloeede, og jeg opdagede en masse bid paa kroppen. Bulcas! Eller lopper paa dansk, eller hvad det nu har vaeret for dyr, jeg har vaeret saa heldig at faa med i seng. Jeg bad dem paa hostellet om at skifte mit sengetoej, saa jeg haabaer at slippe for dem i nat. Da jeg faldt i soevn igen, droemte jeg selvfoelgelig om diverse kryb i min seng...
/Anni
mandag, juli 17, 2006
elmer mor søs
Elmer, hans mor og søster. Elizabeth (22 år) fik Sandra, da hun var 14 år, og Elmer da hun var 19. Faren skred da hun var 3 måneder henne med Elmer. Han betaler ikke børnebidrag og har ingen kontakt til familien over hovedet, så de ved ikke, hvor han er, eller hvad han laver.
De tre bor sammen med mormor og morfar og fem af Elizabeths søskende, der er mellem 6 og 17 år gamle. Bedsteforældrene har deres eget soveværelse og de otte andre deler husets andet værelse. De har kun fire senge, så Elizabeth sover med sine to børn i en halvanden mands seng. - Men der var heller ikke rigtig plads til flere senge i værelset. Udover de to soverum bestod huset af et andet rum, som var køkkenet.
I alt har Elizabeth 10 søskende, og en 11. som allerede er død. De resterende søskende er flyttet hjemmefra og bor med deres familier i nærheden.
Hver morgen (mandag til lørdag) tager Elizabeth afsted kl 04 om morgnen, for at komme på arbejde i Escuentla, en større by et par timer derfra. Hun arbejder i huset hos en familie, hvor hun gør rent, passer børn og laver mad. Hun kommer hjem kl 18 hver dag - i dag havde hun fået fri, fordi jeg kom på besøg.
Elmer m bold
Elmer med den lille bold og røde bil, jeg havde med til ham. Han er meget glad for biler, så han lyste op i et smil, da han så den lille røde ferrai. Her er han ved at fortælle sin mor at det er hans bil.
sjippebue
Jeg havde forskelligt legetøj med til børnene. Blandt andet et sjippebuetov, der var meget populært. Men også ballonerne var til meget glæde, selvom jeg ikke kunne finde ud af at puste dem op! Men det kunne de tre mænd fra PLAN heldigvis.
På billedet er det Elmers storesøster og tante (i hvid t-shirt) der hopper og Elmers mor, Elizabeth, der svinger torvet i baggrunden.
Mig med familien
Her er han så mit fadderbarn Elmer, 3 år (på skødet), hans storesøster Sandra på 8 år og deres onkel, 17 år til venstre
Vejen til landsbyen
Elmers landsby, Guadalupe ligger laaangt ude på landet. Men der kører dog chickenbusses derud. Jeg sidder mere komfortabelt i en pick up sammen med tre PLAN-medarbejdere - vi kører bag dieselmonstret.
søndag, juli 16, 2006
Tuctuc
De små og praktiske tuctuc'er er blevet populære de sidste par år i Guatemala. I byerne er vejene ofte meget smalle, og det er derfor meget nemmere at transportere sig i tuctuc. Det koster mellem 2-8 kroner at køre med en tuc tuc.
Klapper tortillas
Der bor tre piger og 11 drenge på Hogar Abierto. Her er to af pigerne ved at klappe majs tortillas til aftensmaden, der udover tortillas byder på kylling, ris og grøntsager.
frivillig
Hver tirsdag spiser alle frivillige knyttet til EDELAC sammen med børnene fra Hogar Abierto.
Igor er fra Baskerlandet og har været frivillig på Hogar Abierto i tre måneder. Efter maden, var der fællessang og guitarspil.
Drengene står op kl 6 hver morgen, så de er trætte om aftenen. Her er en af drengene faldet i søvn i armene på Igor.
Fodbold på Hogar
Når drengene kommer hjem fra skole, spiller de ofte fodbold i den lille gård, der hører til Hogar Abierto.
kuglespil
En af drengene, der bor på Hogar Abierto i Xela, et slags børnehjem. Hans forældre er alkoholikere, og kan ikke passe på ham. Han går i skole på EDELAC -Skolen på Gaden.
På billedet spiller han kuglespil med en af de frivillige på Hogar Abierto.
Chickenbus i Chichicastenango
En af chicken-busserne, som kører overalt i Guatemala. Chaufføerne er lidt gale, og overhaler gerne op ad bakke og midt i et sving, mens de holder hornet i bund. Manden, der hænger ud af døren, er ham der sørger for, at folk betaler.
For en kort tur koster det cirka 1 krone, men skal man for eksempel den fire timer lange tur fra hovedstaden til Xela, koster det ca 30 kroner.
Det er ikke unormalt, at billetmanden hænger ud af døren, mens han råber destinationen, og bussen kører på fulde hammer gennem terrænet.
Sædderne er lavet til to personer, men chaufførerne tager passagere med til bussen er helt proppet, man kan derfor sagtens risikere at sidde tre voksne og 1-2 børn på et sæde - og hvis man er rigtig heldig, deler man sæde med en, der lige har været på marked og købe en ny høne.
Det er muligt at rejse mere komfortabelt på de længere ture. Forskellige turistbureauer tilbyder shuttle-service, og så koster det cirka 3 gange så meget, men så har du også dit eget sæde!
Kvinde med barn
Billedet er taget i Chichicastenango. I guidebogen stod der, at man ikke måtte tage billeder her, og at folk var blevet tævet pga det. Så da jeg så to personer stå og filme her, blev jeg noget forundret. Jeg gik op og spurgte, om man godt måtte filme her. Det viste sig at være to journalister fra Xela. Den ene svarede, "Ja, selvfølgelig, man skal ikke tro på alt, hvad der står i guidebøgerne".
Så jeg tog et par billeder, uden der skete noget.
Jeg gik lidt rundt med dem, og da de skulle tilbage til Xela, spurgte jeg om jeg måtte besøge deres arbejdsplads - en tv-station i Xela.
Det måtte jeg gerne, så det skal jeg en af dagene i næste uge.
Okay Antigua er alligevel lidt i orden
Sidder på en cafe i Antigua med gratis trådløst net... Det gør alligevel mit arbejde en del nemmere. Så Antigua er lige rykket lidt op ad rangstigen.
Men det gør jo i hvert fald ikke byen mere Guatemala-like, så alligevel jeg foretrækker salsamusikken, det lidt støvede og charmerende Guatemala, man finder i andre byer herovre.
Havde den underligste oplevelse i går aftes, hvor jeg gik og kiggede på butikker. I en af mange turistbutikker var ejerne et amerikansk-guatemalansk par, og manden var virkelig noget for sig. Jeg fandt de her fantastiske lerkrukker, så jeg spurgte kvinden, hvad de kostede. Hun svarede, at de var meget dyre, i hvert fald 300 Q (ca 260 kr.) Men hun skulle lige spørge sin mand. Så kom denne her karismatiske typiske amerikaner ind til mig.
Uddrag af samtale:
- Hvor er du fra?
- Danmark
- Hvad hedder du?
- Anni
- Åh hvilket smukt navn... Vil du drikke et glas Sangria med mig?
- Øhm er der alkohol i? (okay dumt spørgsmål, men...)
- Ja, drikker du ikke?
- Nej, eller jo. (Jeg havde bare ikke lyst til at drikke et glas sangria med en midaldrende mystisk amerikansk mand)
Nå, men han beder sin kone hente to glas til os... så nu stod jeg jo med det i hånden.
- Du vil gerne købe en af krukkerne?
- Ja, hvad koster denne her...?
- Den er mindst 300 Q værd, men jeg vil sælge dig til for 150 Q... ej du får den for 100 Q
- Okay, hvad så med den lille der?
- Hm... det ved jeg ikke... Den er meget dyr... Ej den vil jeg ikke sælge
- Hvorfor...?
- Jeg har lige forelsket mig i den.
Så går der lidt tid, hvor vi diskuterer flere priser. Vi slår plat og krone, om jeg skal have lov at købe den lille krukke. Han vinder, men eftersom jeg ikke på forhånd vidste, hvad der var plat, og hvad der var krone, havde han nok vundet ligegyldigt hvad.
Til sidst siger han, at jeg kan få den første krukke for 50 Q - og da det praktisk talt er den eneste, han vil sælge, tager jeg mod tilbuddet. Han tager den med ud til sin kone, og fortæller jeg skal betalte 50 Q.
Hun måber, og spørger ham, om han er sikker på det.
Så måske har jeg gjort en ret god handel, hvis den virkelig var så gammel, som han snakkede om... Ligegyldigt hvad, har jeg kun brugt omkring 40 kr. på den, så det er vel okay.
Nå men tilbage til artiklerne...
/Anni
Men det gør jo i hvert fald ikke byen mere Guatemala-like, så alligevel jeg foretrækker salsamusikken, det lidt støvede og charmerende Guatemala, man finder i andre byer herovre.
Havde den underligste oplevelse i går aftes, hvor jeg gik og kiggede på butikker. I en af mange turistbutikker var ejerne et amerikansk-guatemalansk par, og manden var virkelig noget for sig. Jeg fandt de her fantastiske lerkrukker, så jeg spurgte kvinden, hvad de kostede. Hun svarede, at de var meget dyre, i hvert fald 300 Q (ca 260 kr.) Men hun skulle lige spørge sin mand. Så kom denne her karismatiske typiske amerikaner ind til mig.
Uddrag af samtale:
- Hvor er du fra?
- Danmark
- Hvad hedder du?
- Anni
- Åh hvilket smukt navn... Vil du drikke et glas Sangria med mig?
- Øhm er der alkohol i? (okay dumt spørgsmål, men...)
- Ja, drikker du ikke?
- Nej, eller jo. (Jeg havde bare ikke lyst til at drikke et glas sangria med en midaldrende mystisk amerikansk mand)
Nå, men han beder sin kone hente to glas til os... så nu stod jeg jo med det i hånden.
- Du vil gerne købe en af krukkerne?
- Ja, hvad koster denne her...?
- Den er mindst 300 Q værd, men jeg vil sælge dig til for 150 Q... ej du får den for 100 Q
- Okay, hvad så med den lille der?
- Hm... det ved jeg ikke... Den er meget dyr... Ej den vil jeg ikke sælge
- Hvorfor...?
- Jeg har lige forelsket mig i den.
Så går der lidt tid, hvor vi diskuterer flere priser. Vi slår plat og krone, om jeg skal have lov at købe den lille krukke. Han vinder, men eftersom jeg ikke på forhånd vidste, hvad der var plat, og hvad der var krone, havde han nok vundet ligegyldigt hvad.
Til sidst siger han, at jeg kan få den første krukke for 50 Q - og da det praktisk talt er den eneste, han vil sælge, tager jeg mod tilbuddet. Han tager den med ud til sin kone, og fortæller jeg skal betalte 50 Q.
Hun måber, og spørger ham, om han er sikker på det.
Så måske har jeg gjort en ret god handel, hvis den virkelig var så gammel, som han snakkede om... Ligegyldigt hvad, har jeg kun brugt omkring 40 kr. på den, så det er vel okay.
Nå men tilbage til artiklerne...
/Anni
lørdag, juli 15, 2006
badevaerelsesarkitektur og machismo
Saadan. Endelig er der en arkitekt der har fattet konceptet. Konceptet om, at kanten ud til badet, bliver noedt til at vaere hoejere end soelle 1,5 cm, hvis man ikke vil have hele badevaerelset pjasket til.
Jeg har installeret mig paa et lidt bedre hotel i turistbyen Antigua for at skrive artikler. (lige nu holder jeg pause) Og som I kan se paa billede er bade afgraenset af en dejlig hoej kant. Jeg kunne derfor tage et (varmt) bad i morges og traede ud paa et helt toert gulv, da jeg var faerdig. Fantastisk. (Smaa glaeder er ogsaa tilladt)
Antigua er paa en maade utrolig charmerende, og paa en maade utolig lidt tiltalende. Byen er belagt med brosten og alle bygninger er meget gamle og flotte, selv Mc Donalds fasade er en gammel mur, malet op i roed, og altsaa ikke som Mc Donalds' andre steder i verden. Men her (Antigua) er proppet med vesterlinge, amerikanske turister, og de fleste spisesteder er med europaeisk mad og amerikansk musik, og det goer altsaa, at jeg mister lidt for byen.
Til gengaeld ligger Antigua lavt, hvilket betyder at temperaturen er vaesentlig hoejere end i fx Xela. Deraf foelger selvfoelgelig en mere afklaedt paaklaedning end lange bukser og troejer, hvilket bevirker, at jeg nu faar machismoen at maerke. Naivt troede jeg ellers, at det var mit moerke haar, der havde sin virkning. Jeg har nemlig ikke oplevet tilraab, piften og hvad de mere eller mindre ucharmerende maend ellers finder paa. I dag var der fx denne her fyr med sin lyseroede t-shirt med paaskriften "Great kisser", og hele hans attitude viste bare, at det ikke var en joke, men at han virkelig mente det. Men i hvert fald er det slut med at gaa ugeneret rundt. Jeg havde gaaet i praecis 30 sekunder, da den foerste bil dyttede, og en eller anden ung fyr hang ud af vinduet og vinkede...
Og alle de maend, der haenger paa gadehjoernerne og laver ingenting andet end at sige "hola" til samtlige hvide piger... My God. Faa jer et liv.
Jeg skal vaere her til tirsdag. Mandag bliver jeg hentet af en medarbejder fra Plan Guatemala, der skal tage mig til den landsby hvor mit 3-aarige fadderbarn, Elmer bor. Det bliver spaendende at opleve.
Anni
Jeg har installeret mig paa et lidt bedre hotel i turistbyen Antigua for at skrive artikler. (lige nu holder jeg pause) Og som I kan se paa billede er bade afgraenset af en dejlig hoej kant. Jeg kunne derfor tage et (varmt) bad i morges og traede ud paa et helt toert gulv, da jeg var faerdig. Fantastisk. (Smaa glaeder er ogsaa tilladt)
Antigua er paa en maade utrolig charmerende, og paa en maade utolig lidt tiltalende. Byen er belagt med brosten og alle bygninger er meget gamle og flotte, selv Mc Donalds fasade er en gammel mur, malet op i roed, og altsaa ikke som Mc Donalds' andre steder i verden. Men her (Antigua) er proppet med vesterlinge, amerikanske turister, og de fleste spisesteder er med europaeisk mad og amerikansk musik, og det goer altsaa, at jeg mister lidt for byen.
Til gengaeld ligger Antigua lavt, hvilket betyder at temperaturen er vaesentlig hoejere end i fx Xela. Deraf foelger selvfoelgelig en mere afklaedt paaklaedning end lange bukser og troejer, hvilket bevirker, at jeg nu faar machismoen at maerke. Naivt troede jeg ellers, at det var mit moerke haar, der havde sin virkning. Jeg har nemlig ikke oplevet tilraab, piften og hvad de mere eller mindre ucharmerende maend ellers finder paa. I dag var der fx denne her fyr med sin lyseroede t-shirt med paaskriften "Great kisser", og hele hans attitude viste bare, at det ikke var en joke, men at han virkelig mente det. Men i hvert fald er det slut med at gaa ugeneret rundt. Jeg havde gaaet i praecis 30 sekunder, da den foerste bil dyttede, og en eller anden ung fyr hang ud af vinduet og vinkede...
Og alle de maend, der haenger paa gadehjoernerne og laver ingenting andet end at sige "hola" til samtlige hvide piger... My God. Faa jer et liv.
Jeg skal vaere her til tirsdag. Mandag bliver jeg hentet af en medarbejder fra Plan Guatemala, der skal tage mig til den landsby hvor mit 3-aarige fadderbarn, Elmer bor. Det bliver spaendende at opleve.
Anni
onsdag, juli 12, 2006
Ego-update
Jeg har fundet en netcafe her i Xela, hvor jeg kan sætte min mac til, det gør det lidt lettere at uploade tekst og billeder til bloggen. I er velkomne til at efterlade en kommentar eller har spørge, hvis der er et eller andet, der ikke giver mening eller skal uddybes.
Jeg har lidt problemer med kameraet. I går lavede jeg vist en begynderfejl, og glemte at genindstille kameraet efter at have brugt det i en mørk hytte, hvilket resulterede i nogle meget lyse billeder fra en legeplads.
I dag har jeg stadig problemer med lyset, som I kan se på Stan-billederne er bladene meget lysegrønne, men modsat i går, har jeg ingen anelse om, hvad jeg nu gør forkert. Håber bare at noget af det kan redes i photoshop :)
Men ellers går det godt med historierne. I morgen har jeg et interview i Chichi et stykke vej fra Xela, så jeg skal allerede afsted kl 6:30, og ellers skal jeg bare besøge et dormitori for gadebørn en ekstra gang, før jeg skulle have alle mine interviews, billeder og lyde og kan skrive artiklerne.
Og jeg selv har det også godt, jeg bor på Casa Argentina, som er et rigtigt backpacker hostel til 30 kroner pr nat. Men så er det også uden privat bad, og indtil videre har jeg ikke erfaret, at der er varmt vand i bruseren i delebadene. Men jeg giver det muligvis en chance mere senere i eftermiddag.
Jeg har lidt problemer med kameraet. I går lavede jeg vist en begynderfejl, og glemte at genindstille kameraet efter at have brugt det i en mørk hytte, hvilket resulterede i nogle meget lyse billeder fra en legeplads.
I dag har jeg stadig problemer med lyset, som I kan se på Stan-billederne er bladene meget lysegrønne, men modsat i går, har jeg ingen anelse om, hvad jeg nu gør forkert. Håber bare at noget af det kan redes i photoshop :)
Men ellers går det godt med historierne. I morgen har jeg et interview i Chichi et stykke vej fra Xela, så jeg skal allerede afsted kl 6:30, og ellers skal jeg bare besøge et dormitori for gadebørn en ekstra gang, før jeg skulle have alle mine interviews, billeder og lyde og kan skrive artiklerne.
Og jeg selv har det også godt, jeg bor på Casa Argentina, som er et rigtigt backpacker hostel til 30 kroner pr nat. Men så er det også uden privat bad, og indtil videre har jeg ikke erfaret, at der er varmt vand i bruseren i delebadene. Men jeg giver det muligvis en chance mere senere i eftermiddag.
mig med børnene
12-årige Omar var vild med kameraet, så han var godt tilfreds med at få lov at fotografere den fremmede "gringo" med nogle af hans søskende.
Børnene var bestemt ikke generte, og især Anna på skødet af mig, var rigtig sød.
Med en orkan i baghaven
En halv times kørsel fra Xela ligger en lille by ved navn San Martin, og lidt længere væk endnu ligger landsbyen Las Nubes (skyerne). For ni måneder siden blev det meste af San Martin og omegn skyllet væk af orkanen Stan. Det har sat sine spor. Selvom befolkningen efterhånden har fået bygget deres huse op igen, sået majs og lagt kartofler, har Stan efterladt sig tydelige spor, både fysiske i naturen og psykiske hos menneskene, ikke mindst hos de mange tusinde børn, der bor i området.
95 procent af befolkningen her er mayaindianere, de er fattige, og de fleste af børnene går ikke i skole. Det er for dyrt, og der er brug for arbejdskræften i marken.
De 60 procent som har arbejde, er alle beskæftiget med landbrug. Knapt halvdelen af de voksne har aldrig lært at skrive og læse og skolegangen slutter uanset hvad efter 7. klasse, fordi der simpelt hen ikke er højere klassetrin i hele San Martin, der ellers huser 20.000 indbyggere.
Jeg står og kigger ned i et cirka tre meter dybt ”ingenting”, det er vel lige så bredt og fortsætter så langt øjet rækker i begge retninger. Som en udtømt flod. Nu er der helt tørt, men dengang Stan kom, flød vandet over alle sine breder lige her, hvor jeg står.
Lidt længere nede ad vejen bor familien Hernandez, som består af 22 personer fra 1 – 50 år. De bor i et lille leragtigt hus på omkring 50 kvm. –Dertil kommer det lille køkken og et toilet, eller rettere et lokum. (for dem af jer, der kan huske landsbyen Piedra Parada, jeg boede i for fire år siden, var det ligesom der, for jer andre er det cement, formet som et toilet og et meget dybt hul ned ad...)
Moren i familien har inviteret os indenfor (i huset ikke på toilettet) og med resten af familien som tilskuere, begynder mit interview. Hun fortæller om den nat Stan nåede til deres landsby, om at de måtte flygte med alle børnene inklusiv deres blinde og handicappede søn på syv år. Da de kom ud af huset, var der allerede en gris, der var druknet i vandmasserne, heldigvis nåede de alle at flygte. De ventede i tre timer til klokken seks om morgen, før de blev evakuerede.
Omar hendes 12-årige søn, fortæller også om oplevelsen, der tydeligvis stadig sidder godt i hukommelsen. Selvom han siger til sine små søskende, at de ikke skal være bange, er han selv bange for at der skal komme endnu en orkan, og tage alle deres ting og hus fra dem igen.
/Anni
95 procent af befolkningen her er mayaindianere, de er fattige, og de fleste af børnene går ikke i skole. Det er for dyrt, og der er brug for arbejdskræften i marken.
De 60 procent som har arbejde, er alle beskæftiget med landbrug. Knapt halvdelen af de voksne har aldrig lært at skrive og læse og skolegangen slutter uanset hvad efter 7. klasse, fordi der simpelt hen ikke er højere klassetrin i hele San Martin, der ellers huser 20.000 indbyggere.
Jeg står og kigger ned i et cirka tre meter dybt ”ingenting”, det er vel lige så bredt og fortsætter så langt øjet rækker i begge retninger. Som en udtømt flod. Nu er der helt tørt, men dengang Stan kom, flød vandet over alle sine breder lige her, hvor jeg står.
Lidt længere nede ad vejen bor familien Hernandez, som består af 22 personer fra 1 – 50 år. De bor i et lille leragtigt hus på omkring 50 kvm. –Dertil kommer det lille køkken og et toilet, eller rettere et lokum. (for dem af jer, der kan huske landsbyen Piedra Parada, jeg boede i for fire år siden, var det ligesom der, for jer andre er det cement, formet som et toilet og et meget dybt hul ned ad...)
Moren i familien har inviteret os indenfor (i huset ikke på toilettet) og med resten af familien som tilskuere, begynder mit interview. Hun fortæller om den nat Stan nåede til deres landsby, om at de måtte flygte med alle børnene inklusiv deres blinde og handicappede søn på syv år. Da de kom ud af huset, var der allerede en gris, der var druknet i vandmasserne, heldigvis nåede de alle at flygte. De ventede i tre timer til klokken seks om morgen, før de blev evakuerede.
Omar hendes 12-årige søn, fortæller også om oplevelsen, der tydeligvis stadig sidder godt i hukommelsen. Selvom han siger til sine små søskende, at de ikke skal være bange, er han selv bange for at der skal komme endnu en orkan, og tage alle deres ting og hus fra dem igen.
/Anni
"børn på Stan"
Fem af børnene fra familien Hernandez. De står i deres baghave, som tydeligt er berørt af orkanen.
Har du penge, så kan du få
Xela 12. juli 2006
...Har du ingen, må du vente.
I mandags besøgte jeg et kvindefængsel her i Xela. En kvindelig fængselsbetjent med en markant grøn eyeliner lukkede os ind. Efter at have afleveret vores pas, hvorfor fandt jeg aldrig ud af, fik vi lov at komme ind i selve fængslet. Murerne var malet lyserøde som et dårligt forsøg på at gøre det mere feminint. Men den nedslæidte bygning og tarvelige gård gjorde det ikke særligt indbydende.
Kvinderne er endnu ikke dømt, men venter på at komme for retten, men den slags kræver en advokat, og en advokat kræver penge. Og mange af Guatemalas indbyggere er fattige, derfor har de ikke råd, så de må vente til staten sponsorerer en, og det kan tage op til to år.
Kvinderne er beskyldt for mange forskellige ting. Nogle har været oppe og slås på gaden, andre har stjålet eller smuglet ting fra Mexico, mens andre har begået mere alvorlige forbrydelser som mord og narkosmugling, der kan give op til 20 år, hvis de bliver dømt.
For tiden sidder der 20 kvinder i fængslet, de bor på værelser med cirka fem på hver.
Forholdene i fængslet er ikke specielt tiltalende. For eksempel havde jeg ikke lyst til at sætte mig på den meget snuskede og plettede madras et par piger tog ud i gården, for at vi ikke skulle sidde på den kolde asfalt.
Det er en af sprogskolerne i byen der arrangerer at frivillige piger (fra vesten) kan komme ind i fængslet en gang om dagen, for at lave aktiviteter i hverdagen, det giver et afbræk i den trivielle hverdag, hvor kun de heldige får besøg af familie.
Enrique som er direktør for sprogskolen fortæller, at kvinderne ofte er syge. De lider af hovedpine, depressioner, maveproblemer som følge af den dårlige mad i fængslet. For det meste består det af nationalretten her i Guate. ris og bønner, men tilberedt under kummerlige forhold.
”Nogle af kvinder har også problemer med infektioner i virginia, fordi det ikke er unormalt, at politiet voldtager kvinderne, når de fanger dem,” fortæller Enrique.
Jeg besøgte fængslet med en holandsk og amerikansk pige, som er frivillige i fængslet. De havde blandt andet papir og farver med, så kvinderne kunne lave små malerier. Den amerikanske pige havde også en fodbold med, men kvinderne var ikke rigtig interesseret i at spille.
Efter en times tid er besøget forbi, og vi går ud i friheden igen.
Desværre måtte jeg ikke sige, at jeg var journalist og ej heller medbringe hverken kamera eller optager. Derfor havde jeg heller ikke mulighed for at stille en masse spørgsmål og høre kvindernes historie, men det var alligevel en oplevelse værd.
/Anni
...Har du ingen, må du vente.
I mandags besøgte jeg et kvindefængsel her i Xela. En kvindelig fængselsbetjent med en markant grøn eyeliner lukkede os ind. Efter at have afleveret vores pas, hvorfor fandt jeg aldrig ud af, fik vi lov at komme ind i selve fængslet. Murerne var malet lyserøde som et dårligt forsøg på at gøre det mere feminint. Men den nedslæidte bygning og tarvelige gård gjorde det ikke særligt indbydende.
Kvinderne er endnu ikke dømt, men venter på at komme for retten, men den slags kræver en advokat, og en advokat kræver penge. Og mange af Guatemalas indbyggere er fattige, derfor har de ikke råd, så de må vente til staten sponsorerer en, og det kan tage op til to år.
Kvinderne er beskyldt for mange forskellige ting. Nogle har været oppe og slås på gaden, andre har stjålet eller smuglet ting fra Mexico, mens andre har begået mere alvorlige forbrydelser som mord og narkosmugling, der kan give op til 20 år, hvis de bliver dømt.
For tiden sidder der 20 kvinder i fængslet, de bor på værelser med cirka fem på hver.
Forholdene i fængslet er ikke specielt tiltalende. For eksempel havde jeg ikke lyst til at sætte mig på den meget snuskede og plettede madras et par piger tog ud i gården, for at vi ikke skulle sidde på den kolde asfalt.
Det er en af sprogskolerne i byen der arrangerer at frivillige piger (fra vesten) kan komme ind i fængslet en gang om dagen, for at lave aktiviteter i hverdagen, det giver et afbræk i den trivielle hverdag, hvor kun de heldige får besøg af familie.
Enrique som er direktør for sprogskolen fortæller, at kvinderne ofte er syge. De lider af hovedpine, depressioner, maveproblemer som følge af den dårlige mad i fængslet. For det meste består det af nationalretten her i Guate. ris og bønner, men tilberedt under kummerlige forhold.
”Nogle af kvinder har også problemer med infektioner i virginia, fordi det ikke er unormalt, at politiet voldtager kvinderne, når de fanger dem,” fortæller Enrique.
Jeg besøgte fængslet med en holandsk og amerikansk pige, som er frivillige i fængslet. De havde blandt andet papir og farver med, så kvinderne kunne lave små malerier. Den amerikanske pige havde også en fodbold med, men kvinderne var ikke rigtig interesseret i at spille.
Efter en times tid er besøget forbi, og vi går ud i friheden igen.
Desværre måtte jeg ikke sige, at jeg var journalist og ej heller medbringe hverken kamera eller optager. Derfor havde jeg heller ikke mulighed for at stille en masse spørgsmål og høre kvindernes historie, men det var alligevel en oplevelse værd.
/Anni
søndag, juli 09, 2006
Dårlige øjne...
Panajachel, lørdag d 8. juli
Weekenden tilbringer jeg ved søen. (i bestemt form, fordi når man snakker om søen i Guatemala, er der kun en mulighed: Lago Atitlan. selvom der reelt er flere søer.) Det er et af de smukkeste steder, jeg har set i verden, så det er selvsagt fantastisk at være tilbage, selvom det er regntid og en del skyer på himlen.
Men tro ikke jeg holder fri, fordi det er weekend.
Min veninde Kristine fra Danmark bor her i Panajahel med sin Guate. mand, Daniel og deres søn Mathias. Og det er deres hushjælp, der har forbindelsen til en af mine interviewpersoner.
Arbejdsbetingelserne er noget udfordrende her i Guatemala. Min artikel handler om guatemalanernes særlige forhold til religion. De blander deres oprindelige mayaritualer med troen på Jesus og Gud.
Nå, men jeg skal altså have lavet det her interview med en helbreder. Det viser sig at være lidt forvirrende, hvem jeg egentlig skal tale med. Der er den mandlige maya-shaman, der kan hjælpe en, hvis man gerne vil lave nogle ændringer i sit liv – det gør han ved sine særlige specielle kræfter. Men da Kristine ringer for at aftale et præcist tidspunkt med ham, viser det sig, at han vil have betaling for interviewet. Intet mindre en den nette sum af 400 Q. (= cirka 400 kr.) for en halv times interview. Hm lad mig tænke... nej tak. Der er andre helbredere i Panajachel. Forskellen er bare, at ham her shamanen er født med sine evner, da han var barn har der været forskellige tegn på at han kunne noget særligt. Et af tegnene er fx, at man har mere end en hvirvel i håret.
De andre helbredere er kvinder, og det de kan, har de lært fra deres mor, som har lært det fra sin mor osv. Som regel er det dem man går til, hvis ens barn er syg.
Kristine, Maribel (hushjælpen) og jeg drager af sted. Den første helbreder er ret gammel, hvis man skal dømme på antallet af rynker, der tilsyneladende går proportionelt ned ad med antallet af tænder i hendes mund. Kun en hjørnetand er tilbage. Hun vil gerne interviewes. Men det skal foregå i den lille tienda. (En tienda er en lille kiosk med en disk ud til gaden. ) Så den gamle krumbøjede helbreder, (som ikke husker hvor gammel hun selv er) står på den ene side af disken, og vi tre andre på den anden side.
Jeg finder pen og blok frem. Situationen er lidt uvant, men helbrederen finder ikke anledning til at invitere os indenfor, så må leve med larmende knallerter, tuc-tuc’er og en eller anden is-sælger der utrætteligt båtter i sit horn. (samme princip som hjemis) Anyway spørger og spørger, men hun hører dårligt, og taler svært utydeligt som følge af de manglende tænder. – Det besværliggøre unægtelig interviewet en del. Oveni vil hun ikke rigtig af med sine ”hemmeligheder” om, hvordan man kurerer et barn med ”mal de ojo” (dårlige øjne) Altså barnet har ikke dårlige øjne, men er blevet syg fordi fx en fuld mand har kigget på det.
I løbet af dagen finder vi dog en helbreder, der både vil fortælle og fotograferes. Efterhånden går det op for mig, at det her med de kvindelige helbredere ikke handler så meget om tro, men i meget høj grad om penge, eller mangel på samme. Som den sidste helbreder sagde: ”Jeg havde ikke råd til at tage mine børn til lægen, så jeg blev nødt til at lære selv at behandle dem.”
Og faktisk er det ikke de alternative behandlingsformer, der er de mest interessante, det er mere den måde de forklarer årsagen til sygdommen på. Udover det med de fulde mænd, var der fx en kvinde, der var så vred på sin mand, fordi han drak alle pengene op, at hendes modermælk blev dårligt. Så dårligt at hendes barn blev syg og døde.
Ellers Kristines søn, der har været vred og ikke villet spise de sidste par dage. Faren er overbevist om, at sønnen har ”mal de ojo.” Så for et par timer siden var vi af sted for at få ham helbredt. Helbrederen tog tre urter og blandede i et rødt klæde som hun kørte op og ned ad Mathias, mens hun bad til Gud og Jesus om hjælp til at kurere ham og til sidst blev urterne smidt i bålet og hvis urten rada (bælg) sprang i bålet, er det noget af sygdommen, der er kommet ud.
– Og det er altså ikke en historie fra de varme lande, men ganske vist!
/Anni
Weekenden tilbringer jeg ved søen. (i bestemt form, fordi når man snakker om søen i Guatemala, er der kun en mulighed: Lago Atitlan. selvom der reelt er flere søer.) Det er et af de smukkeste steder, jeg har set i verden, så det er selvsagt fantastisk at være tilbage, selvom det er regntid og en del skyer på himlen.
Men tro ikke jeg holder fri, fordi det er weekend.
Min veninde Kristine fra Danmark bor her i Panajahel med sin Guate. mand, Daniel og deres søn Mathias. Og det er deres hushjælp, der har forbindelsen til en af mine interviewpersoner.
Arbejdsbetingelserne er noget udfordrende her i Guatemala. Min artikel handler om guatemalanernes særlige forhold til religion. De blander deres oprindelige mayaritualer med troen på Jesus og Gud.
Nå, men jeg skal altså have lavet det her interview med en helbreder. Det viser sig at være lidt forvirrende, hvem jeg egentlig skal tale med. Der er den mandlige maya-shaman, der kan hjælpe en, hvis man gerne vil lave nogle ændringer i sit liv – det gør han ved sine særlige specielle kræfter. Men da Kristine ringer for at aftale et præcist tidspunkt med ham, viser det sig, at han vil have betaling for interviewet. Intet mindre en den nette sum af 400 Q. (= cirka 400 kr.) for en halv times interview. Hm lad mig tænke... nej tak. Der er andre helbredere i Panajachel. Forskellen er bare, at ham her shamanen er født med sine evner, da han var barn har der været forskellige tegn på at han kunne noget særligt. Et af tegnene er fx, at man har mere end en hvirvel i håret.
De andre helbredere er kvinder, og det de kan, har de lært fra deres mor, som har lært det fra sin mor osv. Som regel er det dem man går til, hvis ens barn er syg.
Kristine, Maribel (hushjælpen) og jeg drager af sted. Den første helbreder er ret gammel, hvis man skal dømme på antallet af rynker, der tilsyneladende går proportionelt ned ad med antallet af tænder i hendes mund. Kun en hjørnetand er tilbage. Hun vil gerne interviewes. Men det skal foregå i den lille tienda. (En tienda er en lille kiosk med en disk ud til gaden. ) Så den gamle krumbøjede helbreder, (som ikke husker hvor gammel hun selv er) står på den ene side af disken, og vi tre andre på den anden side.
Jeg finder pen og blok frem. Situationen er lidt uvant, men helbrederen finder ikke anledning til at invitere os indenfor, så må leve med larmende knallerter, tuc-tuc’er og en eller anden is-sælger der utrætteligt båtter i sit horn. (samme princip som hjemis) Anyway spørger og spørger, men hun hører dårligt, og taler svært utydeligt som følge af de manglende tænder. – Det besværliggøre unægtelig interviewet en del. Oveni vil hun ikke rigtig af med sine ”hemmeligheder” om, hvordan man kurerer et barn med ”mal de ojo” (dårlige øjne) Altså barnet har ikke dårlige øjne, men er blevet syg fordi fx en fuld mand har kigget på det.
I løbet af dagen finder vi dog en helbreder, der både vil fortælle og fotograferes. Efterhånden går det op for mig, at det her med de kvindelige helbredere ikke handler så meget om tro, men i meget høj grad om penge, eller mangel på samme. Som den sidste helbreder sagde: ”Jeg havde ikke råd til at tage mine børn til lægen, så jeg blev nødt til at lære selv at behandle dem.”
Og faktisk er det ikke de alternative behandlingsformer, der er de mest interessante, det er mere den måde de forklarer årsagen til sygdommen på. Udover det med de fulde mænd, var der fx en kvinde, der var så vred på sin mand, fordi han drak alle pengene op, at hendes modermælk blev dårligt. Så dårligt at hendes barn blev syg og døde.
Ellers Kristines søn, der har været vred og ikke villet spise de sidste par dage. Faren er overbevist om, at sønnen har ”mal de ojo.” Så for et par timer siden var vi af sted for at få ham helbredt. Helbrederen tog tre urter og blandede i et rødt klæde som hun kørte op og ned ad Mathias, mens hun bad til Gud og Jesus om hjælp til at kurere ham og til sidst blev urterne smidt i bålet og hvis urten rada (bælg) sprang i bålet, er det noget af sygdommen, der er kommet ud.
– Og det er altså ikke en historie fra de varme lande, men ganske vist!
/Anni
lørdag, juli 08, 2006
Guadalupe
Guadalupe som jeg interviewede fredag. Han er dirketør for et projekt der hedder EDELAC - skolen på gaden. Det er børn som ellers ikke ville komme i skole som går her, fordi det er helt gratis. Skolen sørger for at børnene får kladehæfter og blyanter. Udover at lære at læse og skrive lærer de også om børns rettigheder, ligestilling og miljø.
torsdag, juli 06, 2006
Landet i Gatemala :)
Svedig og forpustet sidder jeg paa saede 22A - vinduesplads- i Tacaflyet mod Guatemala. Naaede det lige praecis. Havde udfyldt immigrationspapirene til USA med groent, saa jeg maatte paent udfylde dem paa ny med sort eller blaa. Da jeg spurgte Mr. Lopez, som den ellers flinke skrankepave hed, hvorfor han ikke kunne lide groen, svarede han: "Det er ikke mig der ikke kan li groen, men regeringen. Hvis de vil have dig i retten paa et tidspunkt, kan de ikke fotokopiere dine papirer, fordi det er med groent." Aha, saa blev jeg lidt klogere.
Naa men jeg faar endelig lov til at entrere Miami og faar tjekket ind hos Taca Airlines. Taca-manden siger at der er boaeding kl. 15.00 - jeg spoerger lidt forundret hvad klokken er. "15.30 - you better run.."
Det gjorde jeg saa, men ikke ret langt for naeste forhindring er en serioes lang koe til sikkerhedstjek. Vaesentlig laengere end de koeer Koebenhavns Lufthavne kan moenstre for tiden. Staar og tripper naervoest, (mit fly letter 16.05) kigger paa fremmede folks armbaandsure. Venter. Gider virkelig ikke tilbringe et doegn i Miami til naeste fly afgaar.
Pyh redet paa maalstregen. En uniformklaedt kvinde raaber: Taca Guatemala, Taca Guatemala" Jep, det er mig. Springer koeen over, og gaar direkte til sikkerhedstek. Og saa foregaar resten i loeb til gate A21, som selvfoelgelig er laengst vaek. Men jeg naaede det som bekendt.
Nu er spoergsmaalet saa om min bagage ogsaa har "sprunget" over i koeen, og lander i Guate sammen med mig.
/Anni
...Det gjorde den, faktisk var bagagen allerede kommet, da jeg kom fra flyet...
Naa men jeg faar endelig lov til at entrere Miami og faar tjekket ind hos Taca Airlines. Taca-manden siger at der er boaeding kl. 15.00 - jeg spoerger lidt forundret hvad klokken er. "15.30 - you better run.."
Det gjorde jeg saa, men ikke ret langt for naeste forhindring er en serioes lang koe til sikkerhedstjek. Vaesentlig laengere end de koeer Koebenhavns Lufthavne kan moenstre for tiden. Staar og tripper naervoest, (mit fly letter 16.05) kigger paa fremmede folks armbaandsure. Venter. Gider virkelig ikke tilbringe et doegn i Miami til naeste fly afgaar.
Pyh redet paa maalstregen. En uniformklaedt kvinde raaber: Taca Guatemala, Taca Guatemala" Jep, det er mig. Springer koeen over, og gaar direkte til sikkerhedstek. Og saa foregaar resten i loeb til gate A21, som selvfoelgelig er laengst vaek. Men jeg naaede det som bekendt.
Nu er spoergsmaalet saa om min bagage ogsaa har "sprunget" over i koeen, og lander i Guate sammen med mig.
/Anni
...Det gjorde den, faktisk var bagagen allerede kommet, da jeg kom fra flyet...
søndag, juni 18, 2006
Back to Guatemala
Hi
Afrejse til Guatemala er 5. juli.
De første ti dage er arbejde, resten er ferie.
Rejseplan:
5. juli Kbh. -> Guatemala City
6. juli City -> Xela (besøge projekt for gadebørn)
8. juli Xela -> Panajachel (interviewe helbreder)
9. juli Panajchel -> Xela (kvindefængsel)
12. juli San Martín (besøge orkanofre)
13. juli Xela -> Chichi (besøge Ibis' skoleprojekt for piger)
14. juli Chichi -> Antigua (skrive artikler og slappe af i Antigua
17. juli By nær Antigua (besøge fadderbarn Elmer Lopez)
18. juli til Xela
19. juli Xela -> Piedra Parada (besøge min gamle landsby)
22. juli Xela (3-dages trek forbi søen Atitlan)
25. juli Xela -> Guatemala City
26. juli Guatemala City -> Flores (se maya-ruiner i junglen)
28. juli Flores -> Livingston
30. juli Livingston -> Guatemala City (Afro-hår :)
31. juli Guatemala City -> Kbh.
1. aug. Hjemkomst :)
Afrejse til Guatemala er 5. juli.
De første ti dage er arbejde, resten er ferie.
Rejseplan:
5. juli Kbh. -> Guatemala City
6. juli City -> Xela (besøge projekt for gadebørn)
8. juli Xela -> Panajachel (interviewe helbreder)
9. juli Panajchel -> Xela (kvindefængsel)
12. juli San Martín (besøge orkanofre)
13. juli Xela -> Chichi (besøge Ibis' skoleprojekt for piger)
14. juli Chichi -> Antigua (skrive artikler og slappe af i Antigua
17. juli By nær Antigua (besøge fadderbarn Elmer Lopez)
18. juli til Xela
19. juli Xela -> Piedra Parada (besøge min gamle landsby)
22. juli Xela (3-dages trek forbi søen Atitlan)
25. juli Xela -> Guatemala City
26. juli Guatemala City -> Flores (se maya-ruiner i junglen)
28. juli Flores -> Livingston
30. juli Livingston -> Guatemala City (Afro-hår :)
31. juli Guatemala City -> Kbh.
1. aug. Hjemkomst :)
Abonner på:
Kommentarer (Atom)