Paa trek med Quetzaltrekkers

Søndag d 23. juli. - Tredages trek

Udmattet. Min krop er som spaghetti efter to dage med ti timers trek pr dag. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg er nået hertil. Måske fordi der ikke rigtig er nogen vej tilbage, når man først er begyndt at gå op ad bjerget....Det er meget værre at gå nedad. Måske fordi den ene guide, Jamie har redet mig undervejs i dag. På en stejl, stejl stigning tog han min rygsæk. På det tidspunkt har jeg en følelse af, at jeg går baglæns, fordi jeg er så træt. Lidt senere tog han den igen, på en lige så stejl stigning nedad –Mine knæ gjorde afsindig ondt. Har ikke følt den smerte før.

Det værste eller måske den største udfordring var alligevel en stigning der var utrolig stejl, men for det andet var stien så smal, at en person kun lige kunne gå der. Til den ene side var der krat, men til den anden side gik skrænten lodret nedad, og fortsatte tilsyneladende i det uendelige. Jeg har det mildt sagt svært med højder, når der ikke er rækværk til begge sider, og da det ikke bare var en lille passage, der skulle overståes, men kurve efter kurve, der skulle passeres, begyndte mit hjerte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg kunne mærke angsten komme op i mig, og de sidste mange kurver passerede jeg tudende. Men jeg gjorde det!
Da de værste højder var overstået, kom floden, som skulle krydses femten gange. En del fra gruppen var allerede hoppet fra sten til sten og endt på den anden side af bredden. Af erfaring ved jeg, at min balance ikke duer til den slags. Alligevel forsøgte jeg – troede at det var måde at komme over på. Og selvfølgelig faldt jeg, men utrolig heldigt landede jeg på maven med hænderne først, og fik ikke en eneste skramme fra mit stunt. Aner ikke hvordan det kan lade sig gøre, men måske er jeg bare god til at falde!?! – De resterende fjorten gange vi krydsede floden gik jeg gennem vandet, så pyt med de våde sko og sokker.
Undervejs har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg gjorde det. Svaret må være udfordringer. Og så selvfølgelig alt det frodige, forunderlige og fantastiske natur og mennesker jeg har passeret undervejs. Vi har passeret mayaindianere med helt afsindige oppakninger af brænde på ryggen, (som de lige har været inde og fælde i den smukke skov). Vi har passeret børn, der blev henrykte for en blå ballon, når ellers jeg havde overskud og luft til at puste en op. Og vi har gået gennem majsmarker på små stier, de lokale har lavet. (Fatter ikke, hvordan de finder vej, majsene rager langt over deres hoveder)
Og sidst men ikke mindst har jeg oplevet de mest ubeskrivelige udsigter over ovenstående, men egentlig er det utrolig svært at beskrive, og kameraet gør det heller ikke særlig godt.

Undervejs undrede jeg mig over, hvordan guiderne, der startede Quetzaltrekkers for ti år siden, har fundet frem til stierne. Det viste sig at dem, der startede det, havde venner fra Guatemalas guerilla (der opererede under borgerkrigen fra 1960-1996). Og de viste dem stierne.
I morgen venter fem timers hike.

Mandag 24. juli

Jeg klarede det. Næsten. Stod op klokken 04.30 sammen med de andre. Vi skulle tidligt af sted for at nyde solopgangen over Lago Atitlan. (søen jeg tidligere har skrevet om).
Det var kun omkring 45 minutters gang, men mine ben kunne ikke mere, hvert skridt gjorde ondt.
Vi nåede op til udsigtsposten, guiderne lavede mad, og vi andre tog billeder. Det var utrolig smukt, søen er og bliver mit yndlingsspot i verden.
På grund af mine smerter i benene, besluttede jeg at kvitte den sidste del af trekket. I stedet tomlede jeg en pick up ned til San Pedro, hvor de andre ville ende ved frokosttid.
Det var en god beslutning, jeg har formentlig ondt et par dage endnu.


/Anni