Med en orkan i baghaven

En halv times kørsel fra Xela ligger en lille by ved navn San Martin, og lidt længere væk endnu ligger landsbyen Las Nubes (skyerne). For ni måneder siden blev det meste af San Martin og omegn skyllet væk af orkanen Stan. Det har sat sine spor. Selvom befolkningen efterhånden har fået bygget deres huse op igen, sået majs og lagt kartofler, har Stan efterladt sig tydelige spor, både fysiske i naturen og psykiske hos menneskene, ikke mindst hos de mange tusinde børn, der bor i området.
95 procent af befolkningen her er mayaindianere, de er fattige, og de fleste af børnene går ikke i skole. Det er for dyrt, og der er brug for arbejdskræften i marken.
De 60 procent som har arbejde, er alle beskæftiget med landbrug. Knapt halvdelen af de voksne har aldrig lært at skrive og læse og skolegangen slutter uanset hvad efter 7. klasse, fordi der simpelt hen ikke er højere klassetrin i hele San Martin, der ellers huser 20.000 indbyggere.

Jeg står og kigger ned i et cirka tre meter dybt ”ingenting”, det er vel lige så bredt og fortsætter så langt øjet rækker i begge retninger. Som en udtømt flod. Nu er der helt tørt, men dengang Stan kom, flød vandet over alle sine breder lige her, hvor jeg står.
Lidt længere nede ad vejen bor familien Hernandez, som består af 22 personer fra 1 – 50 år. De bor i et lille leragtigt hus på omkring 50 kvm. –Dertil kommer det lille køkken og et toilet, eller rettere et lokum. (for dem af jer, der kan huske landsbyen Piedra Parada, jeg boede i for fire år siden, var det ligesom der, for jer andre er det cement, formet som et toilet og et meget dybt hul ned ad...)
Moren i familien har inviteret os indenfor (i huset ikke på toilettet) og med resten af familien som tilskuere, begynder mit interview. Hun fortæller om den nat Stan nåede til deres landsby, om at de måtte flygte med alle børnene inklusiv deres blinde og handicappede søn på syv år. Da de kom ud af huset, var der allerede en gris, der var druknet i vandmasserne, heldigvis nåede de alle at flygte. De ventede i tre timer til klokken seks om morgen, før de blev evakuerede.
Omar hendes 12-årige søn, fortæller også om oplevelsen, der tydeligvis stadig sidder godt i hukommelsen. Selvom han siger til sine små søskende, at de ikke skal være bange, er han selv bange for at der skal komme endnu en orkan, og tage alle deres ting og hus fra dem igen.

/Anni