Der var engang en landsby, der hed Piedra Parada...

Fredag den 21. juli

Der var alligevel en del sommerfugle, der havde fundet vej til min mave i morges. Destinationen var Piedra Parada – den landsby jeg boede i for knapt fem år siden i fem uger. Bare det at skulle finde vej, var et eventyr i sig selv. Jeg er ikke god til at huske steder, så jeg var ikke sikker på, hvor meget jeg ville kunne huske.
Af sted kom jeg med chickenbus til Santa Irene, hvor jordvejen ud til landsbyen begynder. Dengang skulle man tomle, og blev så samlet op af pick ups, hvor man sad på ladet. I dag går der minibusser derud, så det var nemt.
Jeg kører derud af, og bliver sat af der hvor vejen deler sig i to, og chaufføren siger, at Piedra Parada er til venstre. Det lyder rigtigt.
Jeg begynder at gå, men kan ikke rigtig kende husene eller vejen, jeg spørger flere på min vej, der alle siger det er PP, jeg er på vej til. Men ingen af dem kender Don Chepe og hans to sønner José og Julio, som er de eneste, jeg kan huske navnene på mens jeg går derude.
Jeg fortsætter af vejen og kommer endelig til det tredje hus. Heller ikke de kan huske syv danske piger, kender Don Chepe og er vist ret forvirret over, hvad en gringo laver i deres lille landsby.

Men så pludselig kommer en ung pige ud fra huset. Hun kender godt Chepe, det er vist hendes onkel. Og hun kan godt huske, vi boede her for syv år siden. Pyha, jeg er tilsyneladende på rette vej. Men Chepes hus ligger langt fra, hvor jeg er nu.
Heldigvis følger pigen mig på vej, og først det sidste stykke vej begynder jeg at kende husene og endda nogle af menneskene. Da vi står på toppen af en af bakkerne, peger hun ned mod en gruppe af huse, i et af dem bor Chepe. Hun går tilbage, og jeg skal selv finde det sidste stykke vej. Jeg spørger et par gange mere, og kommer så ind til et helt tomt hus.
Men i nabohuset bor nogle andre fra Chepes familie, og en af kvinderne råber gennem landsbyen, og så kommer konen og en svigerdatter hjem. Lidt efter kommer der flere kvinder med små børn på armene.
Mændene er på arbejde, men de kommer snart hjem, får jeg at vide.
Og ganske rigtigt kommer Chepe, Jose og et par flere hjem en halv times tid senere. Og Julio, (han er 13 i følge faren og 14 i følge moren og 12 i følge mine beregninger). Men i hvert fald går han ikke længere i skole, men to af pigerne viser mig, hvor han arbejder. Det er nede i dalen, hvor han og nogle andre er ved at bygge et hus.
På grund af sproget er det selvfølgelig svært at føre store forkromede samtaler, men jeg kan da fortælle lidt om Danmark og de andre piger. Og heldigvis vækker både balloner og bolsjer glæde hos børn og voksne.
Alle synes vist det er lidt underligt, jeg spørger efter Julio, kan ikke helt gennemskue hvorfor. Men måske fordi han i deres øjne ikke længere er et barn, men nærmere voksen. Hans storebror José som (vist nok) er 17 år nu, er blevet forlovet, og det var hans pige, svigerdatteren der først kom hjem sammen med (sviger)moren i huset.
Der bliver tændt op i komfuret med brænde og frokosten, der består af pasta og tamales forberedes.
Da alle er kommet hjem, spiser vi. Julio er lidt genert, og siger ikke så meget til mig. Og jeg kan jo ikke sige så meget på spansk. Men fodbolden reder det hele, han tror det er min bold, jeg skal have med hjem igen og bliver ellevild, da han finder ud af, det er en gave til ham.
Eftermiddagen slutter med en fodboldkamp mellem mændene i huset, og da regnvejret sætter ind, beslutter jeg, at det må være tid til at finde tilbage til Xela.