Dårlige øjne...

Panajachel, lørdag d 8. juli

Weekenden tilbringer jeg ved søen. (i bestemt form, fordi når man snakker om søen i Guatemala, er der kun en mulighed: Lago Atitlan. selvom der reelt er flere søer.) Det er et af de smukkeste steder, jeg har set i verden, så det er selvsagt fantastisk at være tilbage, selvom det er regntid og en del skyer på himlen.
Men tro ikke jeg holder fri, fordi det er weekend.
Min veninde Kristine fra Danmark bor her i Panajahel med sin Guate. mand, Daniel og deres søn Mathias. Og det er deres hushjælp, der har forbindelsen til en af mine interviewpersoner.
Arbejdsbetingelserne er noget udfordrende her i Guatemala. Min artikel handler om guatemalanernes særlige forhold til religion. De blander deres oprindelige mayaritualer med troen på Jesus og Gud.
Nå, men jeg skal altså have lavet det her interview med en helbreder. Det viser sig at være lidt forvirrende, hvem jeg egentlig skal tale med. Der er den mandlige maya-shaman, der kan hjælpe en, hvis man gerne vil lave nogle ændringer i sit liv – det gør han ved sine særlige specielle kræfter. Men da Kristine ringer for at aftale et præcist tidspunkt med ham, viser det sig, at han vil have betaling for interviewet. Intet mindre en den nette sum af 400 Q. (= cirka 400 kr.) for en halv times interview. Hm lad mig tænke... nej tak. Der er andre helbredere i Panajachel. Forskellen er bare, at ham her shamanen er født med sine evner, da han var barn har der været forskellige tegn på at han kunne noget særligt. Et af tegnene er fx, at man har mere end en hvirvel i håret.
De andre helbredere er kvinder, og det de kan, har de lært fra deres mor, som har lært det fra sin mor osv. Som regel er det dem man går til, hvis ens barn er syg.

Kristine, Maribel (hushjælpen) og jeg drager af sted. Den første helbreder er ret gammel, hvis man skal dømme på antallet af rynker, der tilsyneladende går proportionelt ned ad med antallet af tænder i hendes mund. Kun en hjørnetand er tilbage. Hun vil gerne interviewes. Men det skal foregå i den lille tienda. (En tienda er en lille kiosk med en disk ud til gaden. ) Så den gamle krumbøjede helbreder, (som ikke husker hvor gammel hun selv er) står på den ene side af disken, og vi tre andre på den anden side.
Jeg finder pen og blok frem. Situationen er lidt uvant, men helbrederen finder ikke anledning til at invitere os indenfor, så må leve med larmende knallerter, tuc-tuc’er og en eller anden is-sælger der utrætteligt båtter i sit horn. (samme princip som hjemis) Anyway spørger og spørger, men hun hører dårligt, og taler svært utydeligt som følge af de manglende tænder. – Det besværliggøre unægtelig interviewet en del. Oveni vil hun ikke rigtig af med sine ”hemmeligheder” om, hvordan man kurerer et barn med ”mal de ojo” (dårlige øjne) Altså barnet har ikke dårlige øjne, men er blevet syg fordi fx en fuld mand har kigget på det.

I løbet af dagen finder vi dog en helbreder, der både vil fortælle og fotograferes. Efterhånden går det op for mig, at det her med de kvindelige helbredere ikke handler så meget om tro, men i meget høj grad om penge, eller mangel på samme. Som den sidste helbreder sagde: ”Jeg havde ikke råd til at tage mine børn til lægen, så jeg blev nødt til at lære selv at behandle dem.”
Og faktisk er det ikke de alternative behandlingsformer, der er de mest interessante, det er mere den måde de forklarer årsagen til sygdommen på. Udover det med de fulde mænd, var der fx en kvinde, der var så vred på sin mand, fordi han drak alle pengene op, at hendes modermælk blev dårligt. Så dårligt at hendes barn blev syg og døde.
Ellers Kristines søn, der har været vred og ikke villet spise de sidste par dage. Faren er overbevist om, at sønnen har ”mal de ojo.” Så for et par timer siden var vi af sted for at få ham helbredt. Helbrederen tog tre urter og blandede i et rødt klæde som hun kørte op og ned ad Mathias, mens hun bad til Gud og Jesus om hjælp til at kurere ham og til sidst blev urterne smidt i bålet og hvis urten rada (bælg) sprang i bålet, er det noget af sygdommen, der er kommet ud.
– Og det er altså ikke en historie fra de varme lande, men ganske vist!

/Anni