Har du penge, så kan du få

Xela 12. juli 2006

...Har du ingen, må du vente.
I mandags besøgte jeg et kvindefængsel her i Xela. En kvindelig fængselsbetjent med en markant grøn eyeliner lukkede os ind. Efter at have afleveret vores pas, hvorfor fandt jeg aldrig ud af, fik vi lov at komme ind i selve fængslet. Murerne var malet lyserøde som et dårligt forsøg på at gøre det mere feminint. Men den nedslæidte bygning og tarvelige gård gjorde det ikke særligt indbydende.

Kvinderne er endnu ikke dømt, men venter på at komme for retten, men den slags kræver en advokat, og en advokat kræver penge. Og mange af Guatemalas indbyggere er fattige, derfor har de ikke råd, så de må vente til staten sponsorerer en, og det kan tage op til to år.
Kvinderne er beskyldt for mange forskellige ting. Nogle har været oppe og slås på gaden, andre har stjålet eller smuglet ting fra Mexico, mens andre har begået mere alvorlige forbrydelser som mord og narkosmugling, der kan give op til 20 år, hvis de bliver dømt.
For tiden sidder der 20 kvinder i fængslet, de bor på værelser med cirka fem på hver.

Forholdene i fængslet er ikke specielt tiltalende. For eksempel havde jeg ikke lyst til at sætte mig på den meget snuskede og plettede madras et par piger tog ud i gården, for at vi ikke skulle sidde på den kolde asfalt.
Det er en af sprogskolerne i byen der arrangerer at frivillige piger (fra vesten) kan komme ind i fængslet en gang om dagen, for at lave aktiviteter i hverdagen, det giver et afbræk i den trivielle hverdag, hvor kun de heldige får besøg af familie.
Enrique som er direktør for sprogskolen fortæller, at kvinderne ofte er syge. De lider af hovedpine, depressioner, maveproblemer som følge af den dårlige mad i fængslet. For det meste består det af nationalretten her i Guate. ris og bønner, men tilberedt under kummerlige forhold.
”Nogle af kvinder har også problemer med infektioner i virginia, fordi det ikke er unormalt, at politiet voldtager kvinderne, når de fanger dem,” fortæller Enrique.

Jeg besøgte fængslet med en holandsk og amerikansk pige, som er frivillige i fængslet. De havde blandt andet papir og farver med, så kvinderne kunne lave små malerier. Den amerikanske pige havde også en fodbold med, men kvinderne var ikke rigtig interesseret i at spille.

Efter en times tid er besøget forbi, og vi går ud i friheden igen.

Desværre måtte jeg ikke sige, at jeg var journalist og ej heller medbringe hverken kamera eller optager. Derfor havde jeg heller ikke mulighed for at stille en masse spørgsmål og høre kvindernes historie, men det var alligevel en oplevelse værd.

/Anni