Kono, Koido fortsat

Mandag aften.
Mørket er ved at sænke sig over Kono. Jeg har boet på byens eneste hotel de sidste par nætter, men nu er jeg flyttet hen på et lille guest house til ca. halvdelen af prisen på hotellet.
Jeg sidder og venter på, der kommer strøm, så jeg kan få lidt lys og få gang i fanen og dermed lidt frisk luft. Udenfor er der stadig gang i den. Masser af børnestemmer vidner om heftig aktivitet.
Det er tydeligt, at krigen ramte hårdt her i Kono. Husene er endnu ikke blevet bygget op igen, så her og der står halve huse uden tag og nogle steder uden den ene væg. Faktisk startede og sluttede krigen i dette område, fordi det er her Sierra Leones diamantminer er. Efterhånden er minerne udvandede, og det er næsten umuligt at finde diamanter i overfladen. Det betyder, at større firmaer tager over. Det giver problemer, fordi de ikke ansætter ret mange fra lokalområdet, men i stedet bringer deres egne arbejdere ind, hvilket selvfølgelig giver arbejdsløshed blandt lokalbefolkningen. I december var der en stor demonstration, hvor et par stykker blev dræbt af politiet. Lige nu er her dog fredeligt.
Der er nogle NGO’er i området, der arbejder for at ændre på vilkårene, men der er lang vej.

Ah så kom der lys over land. Meget rart ikke at sidde i totalt mørke.
I dag har jeg været lidt uden for selve byen, hvor jeg havde mit første rigtige interview med 27-årige Esther, der tilbragte det meste af krigstiden med rebellerne. Det var noget af en grum historie, hun kunne fortælle, men det bliver ikke her jeg skriver den. Jeg håber meget, jeg kan komme tilbage og interviewe hende en ekstra gang og se hvor hun bor.

IBIS-kontoret er et rart sted med masser af liv. Der er lige kommet nye bøger som supervisorene skal bringe ud til de 75 lærere, der underviser i projektet En Ny Fremtid. Jeg kommer til at møde nogle af børnene og lærerne i morgen, hvor jeg skal med Magaret ud og aflevere Læseraketten til de børn, der medvirker i den. Selvom de ikke forstår dansk, tror jeg alligevel, de synes det er sjovt at se at de medvirker i en rigtig dansk skolebog.
Samtidig er den eksterne revisor på besøg i disse dage, hvilket stresser den regnskabsansvarlige. Han ligner ellers en, der har orden i sagerne og er ganske ulasteligt klædt med skjorte og pæne bukser. Ikke lige det outfit jeg ellers har set hernede.

Her er fattigt i Sierra Leone, det er tydeligt at se på befolkningen og deres faciliteter. Men de smiler altid og er meget åbne og imødekommende. Der er kun et rigtigt hotel i byen, som ellers er en af de større og til det hotel hører også den eneste restaurant. Der er selvfølgelig nogle små afrikanske spisesteder, der serverer ris med diverse tilbehør. I aften spiser jeg dog bare brød og ost.

Jim Higbie, der er projektleder for IBIS her, er en god mand. Han er oprindelig fra USA, men har arbejdet i andre lande det meste af sit liv. Han blev træt af at arbejde i Asien, fordi de ikke virkelig havde brug for hjælpen.
”I Laos mødte folk ikke op i skolen. De har gennemgået så meget udvikling efterhånden. Her er det anderledes, i Sierra Leone kan jeg mærke, at de har brug for hjælpen og de kæmper for det.”
To gange om året tager han hjem til Laos, hvor hans kone og 17-årige søn bor, resten af tiden arbejder han på projektet.
Jim har vist mig lidt rundt og fortalt om byen. For nogle år siden havde Læger Uden Grænser et hospital her i Kono, men det lykkes de lokale læger at bestikke regeringen, og på den måde få dem smidt ud. De lokale læger ville tjene penge på at give behandlinger, men det var svært, når Læger Uden Grænser var til stede og tilbød gratis (og formentlig bedre) behandling.
Jim er bekymret for sundhedstilstanden, han siger, at alt for mange dør her, fordi de ikke får den rette behandling.
De har okay faciliteter, men bruger dem ikke. Tester ikke, men giver bare folk medicin, og nogle gange er det selvfølgelig det forkerte.