Tanker fra Koido

Jeg gaar tit og rynker paa naesen her i Koido. Her lugter nemlig i Sierra Leone. Af sved. Af fims. Af kloak, men de er også åbne, så man kan se ned til alverdens klamme sager, der sejler rundt gennem gaderne.

Knægtene i Koido kører på motorcykler, som fungerer som en slags taxa. Det er dog ikke et eventyr, jeg har kastet mig ud i endnu. De kører nemlig ret vildt, nogle gange er jeg lidt bange for, om jeg bliver nødt til at springe ned i de åbne kloaker for at undgå at blive ramt. I hvert fald gælder det om at være vågen og ikke gå i sine egne tanker, når man bevæger sig rundt.
Folk er rare og imødekommende, men også lidt belastende. Af en eller anden grund tror mændene, at jeg er interesseret i at tale med hver og en. De råber og kalder. De pifter og fløjter. Nogle gange bliver de sure, hvis jeg ikke svarer. Som de to drenge på motorcyklen i dag. De råbte et eller andet på deres lokale sprog, som jeg selvfølgelig ikke forstod, og derfor ignorerede jeg dem bare. De returnerede med at give mig fingeren! Tak for det venner.
Nå, men nu skal det jo heller ikke lyde så slemt, for faktisk er langt de fleste rigtig flinke. Tag nu Bashira, der arbejder som regnskabsansvarlig på IBIS-kontoret. Han fortalte mig sin historie i dag. Om hvordan han flygtede til Guinea under krigen, om hans problemer med kærester, der løj for ham. Hvordan han til sidst bad sin mor om at finde en kone til ham, fordi han ikke mente, at han selv kunne træffe et godt valg.
Eller naboens lille datter. (som der er et billede af andet sted på bloggen) I dag da jeg kom hjem til mit guest House, kom hun løbende hen til mig og ville have et kram. Da jeg besøgte familien for nogle dage siden, var hun ret genert og bange for sæbeboblerne, men nu har hun vist vænnet sig til mig. Jeg må hellere gå forbi med nogle flere balloner i morgen.

Heldet vil, at jeg skal interviewe inspektøren på den skole Esther går på. Det betyder, at jeg også kan komme til at stille Esther nogle flere spørgsmål. Det er luksus at få lov at vende tilbage til mine kilder på den måde.

Har du nogen sinde tænkt over, hvad bushen er for noget? Det har jeg. Her i Sierra Leone bliver ordet bush brugt hele tiden. Måske er det tæt skov. Måske er det buske og palmer. I hvert fald bliver jeg formentlig klogere på søndag. Det viste sig nemlig at Jim også havde gået med den samme undre. Derfor skal jeg med ham og nogle flere fra IBIS-kontoret på en lille ekspedition, hvor de lokalansatte viser vej. Vi tager ud i bushen, helt derud hvor man kun kan komme frem til fods.