På bustur

Mandag morgen ringer min alarm kl. 4.55. Jeg stirrer træt ud i rummet. Det er på tide at komme op. Jeg skal med bussen til Freetown.
Det er stadig mørkt udenfor og et par hunde gør voldtsomt derude et sted.

Mine ting er pakket og klar. Jeg skal bare op og ordne det sidste. En af de unge fyre fra Guest House har lovet at følge mig ned til bussen.
Han bærer også min store taske. Heldigvis ingen hunde på vejen. Jeg er glad for min kraftige lommelygte, det er aldrig til at vide hvad man kan falde over eller i på de små grusveje.
En muslim kommer ud af sin hoveddør, der tydeligvis vender mod Mekka. I hvert fald begynder han på dagens første bønner.

Et par hørbukser og en t-shirt er rigeligt til at holde varmen selv kl halv seks om morgenen. Min hjælper køber min billet. Selv står jeg bare og kigger mig lidt omkring i mørket. Et par kvinder kommer for at sælge platainer. En mand råber "Billetter til Freetown, billetter til Freetown" Som om folk ikke ved, hvor de skal gå hen.
Der er ligesom kun en bus, og hverken billetkontor eller noget andet på den store åbne busstation.

Den grønne "Government Bus" er en gave fra Gaddafi - lederen i Libyen. Han var på besøg i Sierra Leone sidste år og havde blandt andet 45 busser med. Han havde også en masse andre ting med, men dem tog folk i regeringen sig selv af. Men busserne kommer nu befolkningen til gode (i hvert fald dem, der har råd) og er noget mere komfortable end de små poda poda'er (minibusser.)

Nogle mænd forsøger at skubbe en taxa i gang. Selv venter jeg fortsat. Jeg har fået min billet, men skal også have min taske med bussen. Endelig tager den fedladne chauffør, Sisco sig sammen til at komme ud og tage imod stor bagage. Han siger, at jeg skal forhandle mig til det, og spørger hvad jeg vil give. Jeg svarer, at jeg vil give det samme, som de andre passagerer betaler.
Han foreslår 16 kr., men det er næsten halvdelen af min billetpris, og jeg ved, at det er langt over prisen.
Jeg ender med at give halvdelen, hvilket stadig er overpris. Og min taske er jo ikke større end de 50 kg tunge rissække og anddet godt, de lokale bringer med sig.

Endelig kan jeg gå ind i bussen. I lang tid er sædet ved siden af mig tomt.
Men så kommer en ung kvinde, med en dreng på armen og en i hånden. Den mindste er vel 3 og den ældste 6 - han har desuden en høne og en hane i hånden. De sætter sig alle 3 (5) på sædet ved siden af mig.
Jeg forestiller mig 9 lange timer til Freetown. Den mindste sidder på skødet af kvinden, og ham med hønsene sidder nede på gulvet med dyrene på skødet. Jeg tænker, at de da må overskide ham, inden de kommer frem.
Ingen af dem beklager sig.
Heldigvis kommer en ung fyr hen og siger, det er hans plads. Den unge kvinde havde taget fejl, og hun og følget rykker længere ned i bussen.
Den unge fyr er ikke alene en bette en af slagsen, så der er god plads, han taler heller ikke engelsk, så jeg slipper for tilnærmelser på den lange tur.

Inden vi kan køre kommer Sisco op at skændes med utallige passagerer. Da det foregår på lokalt sprog, ved jeg ikke præcis, hvad det går ud på, men ham Sisco er vist af den type, der er lidt for stolt over sit job og nyder at udnytte sin magt. Fx til at få folk til at betale mere end man skal.

Endelig lidt over 7 bumler bussen afsted. Jeg prøver at sove, men hullerne i vejen vækker mig hver gang, bussen bumper ned i en af dem.
Lidt uden for Makeni eller ca halvvejs er der frokostpause. Jeg tager chancen og køber noget grillet kød fra en gadebod. Jeg fortryder, da jeg bagefter ser, at det rå kød hænger lidt væk i ca 40 graders varme.

Efter utallige stop nærmer vi os omsider Freetown. Undervejs har jeg talt med en ung kvinde. Hun spørger mig, hvor jeg skal hen. Vi bliver sat af midt på et marked - der er ingen busstation. Så der står jeg med al min bagage, penge på maven og i det vildeste mylder af mennesker, boder, dyr osv. Kvinden gør tegn til, jeg skal følge med, så det gør jeg.
Et par gader længere henne kører der åbenbart taxaer. Jeg bliver sat på en, der kører i den rigtige retning, og efter de andre passagerer er sat af, kører han mod ekstra betaling mig hen til mit hotel.
12 timer efter at jeg stod på busstationen i Koido, kan jeg endelig tjekke ind på Family Kingdom i Freetown.