Den 23. august var der fernisering på udstillingen "Piger Skyder også - Tidligere pigesoldater i Sierra Leone."
Nedenfor kan du se udstillingsplanen:
23.august - 1. oktober '08. Cafe Retro, Knabrostræde 26, Kbh. K
10. oktober - 15. november '08 Gellerup Bibliotek
17. november - 17. december '08 Tilst bibliotek
17. december - 15. januar '09 Fair Bar, Nørre Allé, Århus C.
15. februar - 15. marts '09 Birkerød Bibliotek, Nordsjælland
1. april - 30. april '09 Åbyhøj Bibliotek
Udstillingen kan bookes ved at kontakte mig på annilyngskaer(a)annilyngskaer.dk
Derudover holder jeg også foredrag om samme emne.
søndag, august 31, 2008
lørdag, april 05, 2008
Pigerne på skrænten
De fleste af pigerne her er prostituerede i Freetowns natteliv. Om dagen slapper de af og hænger ud her på skrænten. Der bor over 100 mennesker, men ikke alle sover der hverdag. Huset har været besat siden 60erne.
Om aftenen klæder de om. Tager parykker og sminke på og går ned i centrum af Freetown, hvor de bruger det meste af aftenen og nogen gange natten på at trække. de fortalte, at de havde omkring fem kunder på en nat. Der er mange om buddet, så konkurrencen er stor og lønnen lille. Pigerne kan forvente en betaling på omkring 10 kr.
Sabanoh Cultural Dancers
Den allersidste dag i Sierra Leone nåede jeg at se et show med Sabanohh Cultural Dancers, hvor de havde dragter på og brugte levende ild. Det var noget anderledes end, da jeg havde set dem øve.
Forestillingen var eksklusivt for mig - selvfølgelig i håb om, at jeg ville skrive om dem i Danmark, og at de måske kan komme herop en dag, eller nogen skulle få lyst til at sponsorere dem.
søndag, marts 09, 2008
Manteneh er 23 år og datter af Manty. Hun bor i Freetown hvor hun læser en slags regnskabsuddannelse. Hun hjalp mig med forskellige praktiske ting og viste mig lidt rundt.
Også hun har sin egen historie fra krigen. Hun måtte flygte til Guinea sammen med sin far og boede i en flygtningelejr i næsten 5 år. Her fik hun sit første barn.
Manty sørgede for hun kom hjem til Sierra Leone, da krigen var slut.
I dag har hun to børn. Hun bor ikke sammen med nogle af fædrerne.
Hjemme igen
Sidder i København igen og er lidt forvirret over allerede at være tilbage. Det har været fantastisk spændende at være i Sierra Leone.
I det næste stykke tid vil jeg uploade lidt flere billeder fra min tur.
I det næste stykke tid vil jeg uploade lidt flere billeder fra min tur.
onsdag, marts 05, 2008
Lamrane
Lamrane er storbypige og bor i Freetown. Hun er min 3. og sidste erfaringskilde. I morgen skal jeg tilbringe det meste af dagen sammen med hende.
Hun er ret "vild" i forhold til de andre piger. For et par uger siden var hun oppe og slås med en anden pige, der blandt andet kostede hende et dybt knivsår på venstre arm. Hun har arbejdet som prostitueret om aftenen og natten her i Freetown. Det arbejdet, er hun dog stoppet med for tiden. Lamrane synes ikke, at hun tjener nok. Mange gange betaler mændene kun omkring 10 kr. for sex, og konkurrencen er stor.
I gaderne omkring Howe Street, står der 100-vis af piger, klar til at sælge deres krop. Som regel bruger pigerne de omkringliggende bordeller, og det betyder, at de også skal betale noget af deres løn til, en mand der holder vagt udenfor.
Fatu
Her er Fatu fanget med et af de få smil hun sender afsted. 8 måneder gamle Ibraham er syg og ikke meget for at blive fotograferet.
Fatu er min erfaringsperson fra Port Loco. Hun bor ekstremt fattigt og lever for under 5 kroner om dagen.
Manty Turay
Kvinden på billedet her fortjener i virkeligheden meget mere opmærksomhed end en billedtekst. Men jeg har for travlt her i de sidste par dage til at koncentrere mig om at skrive en egnetlig artikel.
Nå, men hun er i hvert fald temmelig SEJ! Hun er uddannet lærer, men har taget en masse andet uddannelse og arbejder nu som supervisor. Ved siden af arbejder hun frivilligt for organisationen FAWE, hvor hun er præsident for Port Loco distriktet.
Hun har i en årrække kæmpet for kvinderettigheder og bl.a. været med til at åbne en skole for piger i Port Loco.
Derhjemme er det hende der slår kakerlakkerne ihjel, fordi hendes mand er bange for dem.
Det var Manty der introducerede mig for Fatu, min erfaringskilde i Port Loco. Og det var Manty der tog sig af mig. Sørgede for at jeg kom godt frem og tilbage med Poda Poda, fik et sted at sove. Og hun lavede mad til mig.
Hun er klart den mest inspirerende person jeg har mødt på min rejse. Vidende og selvstændig. Hun spurgte mig om forhold i Danmark. Om Muhammedtegningerne og kongehuset som hun havde hørt om. Hvilket altså langt fra er almindeligt her i Sierra Leone.
Sabanoh Cultural Dancers
En video ville nok virke bedre i det her tilfælde, men der var drøn på de her dansere, sangere og musikere.
Jeg var så heldig at se dem øve i sidste uge, og i morgen optræder de ekslusivt for mig i deres prangende kostumer.
søndag, marts 02, 2008
Freetown
Så kom jeg sikkert tilbage til Freetown. Sidder på mit gamle hotel og venter på at blive hentet af Maya og en chauffør. Maya har været i Sierra Leone tonsvis af gange, og hjalp mig inden afrejse. Nu har hun sørget for, at jeg kan sove hos hende.
Det er super lækkert. Hun bor mere centralt, så jeg slipper for at bruge al for meget tid på transport frem og tilbage. Alle mine aftaler er nemlig inde i byen.
Jeg trænger i den grad til et bad. Efter 3 dage med koldt vand i spande og uden vaskeklud, er det ret begrænset hvor ren jeg kunne blive. Og rødt jordstøv sætter sig i lag, kan jeg fortælle.
Alt vel.
Det er super lækkert. Hun bor mere centralt, så jeg slipper for at bruge al for meget tid på transport frem og tilbage. Alle mine aftaler er nemlig inde i byen.
Jeg trænger i den grad til et bad. Efter 3 dage med koldt vand i spande og uden vaskeklud, er det ret begrænset hvor ren jeg kunne blive. Og rødt jordstøv sætter sig i lag, kan jeg fortælle.
Alt vel.
Port Loco 1. marts
Fredag var travl. Jeg var på farten i 12 timer. Eller det lyder måske, som om jeg styrtede rundt fra det ene sted til det andet. Det gjorde jeg også på sin vis, men med afrikansk laid back style. Mit guest house og Mantys hus ligger tæt på hinanden i udkanten af Port Loco. Fatu, som jeg interviewer bor lidt længere ude end Manty. Skolen, hvor interviewet foregik, ligger i retning af centrum. Men alle stederne i gåafstand til hinanden. Faktisk slentrer man nok mere, end man går her i Port Loco. Det er for varmt til at bevæge sig for hurtigt og for meget.
Jeg brugte et par timer på selve interviewet. Manty synes, det var meget intenst, og at jeg spurgte om meget. I dag skal jeg overbevise hende om, at det er nødvendigt med endnu et interview med Fatu, så jeg kan beskrive hendes oplevelser endnu mere præcist. Jeg ved ikke, hvad Fatu selv synes om interviewet.
Jeg kunne ikke interviewe hende hjemme, for hendes kæreste aner ikke, at hun har boet 6 år af sit liv sammen med rebellerne fra RUF. Derfor er den officielle forklaring på, hvad jeg laver her, at jeg skriver om kvindeliv i Sierra Leone.
Ellers tilbragte jeg både formiddag og eftermiddag hjemme hos Fatu for at følge hendes daglige liv og tage en masse billeder.
Endelig er det lykkes at finde et billigt guest house, hvor prisen på omkring 65 kr. svarer nogen lunde, til det jeg får. Værelset er sådan set ok. Eller sengen er i hvert fald. Derudover består inventar af et plastik bord- og stol. Air con virker ikke. Deres generator er ikke kraftig nok til at sætte den i gang. I stedet for har jeg fået en fan ind.
Vandhanen, bruseren og cisternen er rent bluff. Der kommer på ingen måde vand ud af nogen af delene. I stedet har jeg tre plastikspande stående med vand, som ejeren har hentet fra brønden. Til gengæld har jeg en levende kakerlak kravlende derude. Kan ikke overskue den knasende lyd, hvis det skulle lykkes mig at slå den ihjel. Derfor er jeg gået over til den modsatte taktik. Jeg ignorerer den bare, og tror naivt på, at så længe den ikke føler sig truet, begynder den heller ikke at flyve.
I morgen tidlig går turen atter mod Freetown, hvor jeg skal bruge de sidste 5 dage af min rejse på at geninterviewe Lamrane, der er min 3. og sidste case.
Derudover har jeg et par andre interviews.
Jeg brugte et par timer på selve interviewet. Manty synes, det var meget intenst, og at jeg spurgte om meget. I dag skal jeg overbevise hende om, at det er nødvendigt med endnu et interview med Fatu, så jeg kan beskrive hendes oplevelser endnu mere præcist. Jeg ved ikke, hvad Fatu selv synes om interviewet.
Jeg kunne ikke interviewe hende hjemme, for hendes kæreste aner ikke, at hun har boet 6 år af sit liv sammen med rebellerne fra RUF. Derfor er den officielle forklaring på, hvad jeg laver her, at jeg skriver om kvindeliv i Sierra Leone.
Ellers tilbragte jeg både formiddag og eftermiddag hjemme hos Fatu for at følge hendes daglige liv og tage en masse billeder.
Endelig er det lykkes at finde et billigt guest house, hvor prisen på omkring 65 kr. svarer nogen lunde, til det jeg får. Værelset er sådan set ok. Eller sengen er i hvert fald. Derudover består inventar af et plastik bord- og stol. Air con virker ikke. Deres generator er ikke kraftig nok til at sætte den i gang. I stedet for har jeg fået en fan ind.
Vandhanen, bruseren og cisternen er rent bluff. Der kommer på ingen måde vand ud af nogen af delene. I stedet har jeg tre plastikspande stående med vand, som ejeren har hentet fra brønden. Til gengæld har jeg en levende kakerlak kravlende derude. Kan ikke overskue den knasende lyd, hvis det skulle lykkes mig at slå den ihjel. Derfor er jeg gået over til den modsatte taktik. Jeg ignorerer den bare, og tror naivt på, at så længe den ikke føler sig truet, begynder den heller ikke at flyve.
I morgen tidlig går turen atter mod Freetown, hvor jeg skal bruge de sidste 5 dage af min rejse på at geninterviewe Lamrane, der er min 3. og sidste case.
Derudover har jeg et par andre interviews.
Port Loco 28. feb.
Port Loco er en mindre by tre timers kørsel fra Freetown. Her er støvede, røde jordveje. Jeg forlod hotellet i Freetown kl. 9.30 torsdag morgen. Alligevel nåede jeg først frem 17.30.
Jeg skulle nemlig med Poda Poda (minibusser) som er den eneste offentlige transportmulighed herud. Det koster cirka 15 kr. Mens en privatchauffør ville koste omkring 250 kr.
Nå, men sådan en Poda Poda kører altså først, når den er fyldt til bristepunktet med passagerer, og det var den først omkring kl 13.30. Og så skal der jo lige fyldes benzin på. Stoppes ved politikontrollen og 1000 andre steder, så alle passagerne kan købe brød og andet godt med hjem.
Heldigvis fik jeg lov til at sidde foran, hvor sædet er mere behageligt end bænkene bag i. Bussen var en gammel Toyota, der tilsyneladende havde kørt sine unge år i Danmark. I hvert fald var den ”miljø- og sikkerhedskontrolleret i ’93, ’94 og ’96”, stod der i forruden. Bussens tag var læsset med 50 kilo tunge sække med ris og mel og diverse andet gods, der skulle transporteres til Port Loco. Da de langt om længe var færdige med at læsse, ragede det næsten lige så højt op i luften som bussens egen højde. Det tunge læs betød, at bussen kun lige akkurat kunne slæbe sig op ad bakkerne med 30 km i timen. Og på hele turen brugte chaufføren højest 3. gear.
Port Loco virker til at være et rart og afslappet sted, men nu er jeg her jo ikke for at holde ferie, tværtimod får jeg travlt med at interviewe min caseperson, som jeg har forholdsvis kort tid med. Lige nu sidder jeg på en veranda og snuser ud i aftenluften. Her dufter ligesom, når den første forårsregn er faldt i Danmark. Nogle steder ligger der vandpytter, og da jeg kørte ind i byen, dryppede det lidt. Selvom det slet ikke er regntid endnu.
Min vært Manty Turay og hendes mand bød mig hjerteligt velkommen. Manty havde stegt kartofler og platainer til mig, som jeg spiste til aftensmad.
Hun er en af dem, jeg har haft kontakt med, før jeg tog af sted. Hun har arbejdet med kvinderettigheder i mange år. I morgen vil hun introducere mig for min case-person her i Port Loco. (Mere om Manty i andet blogindlæg)
Jeg skulle nemlig med Poda Poda (minibusser) som er den eneste offentlige transportmulighed herud. Det koster cirka 15 kr. Mens en privatchauffør ville koste omkring 250 kr.
Nå, men sådan en Poda Poda kører altså først, når den er fyldt til bristepunktet med passagerer, og det var den først omkring kl 13.30. Og så skal der jo lige fyldes benzin på. Stoppes ved politikontrollen og 1000 andre steder, så alle passagerne kan købe brød og andet godt med hjem.
Heldigvis fik jeg lov til at sidde foran, hvor sædet er mere behageligt end bænkene bag i. Bussen var en gammel Toyota, der tilsyneladende havde kørt sine unge år i Danmark. I hvert fald var den ”miljø- og sikkerhedskontrolleret i ’93, ’94 og ’96”, stod der i forruden. Bussens tag var læsset med 50 kilo tunge sække med ris og mel og diverse andet gods, der skulle transporteres til Port Loco. Da de langt om længe var færdige med at læsse, ragede det næsten lige så højt op i luften som bussens egen højde. Det tunge læs betød, at bussen kun lige akkurat kunne slæbe sig op ad bakkerne med 30 km i timen. Og på hele turen brugte chaufføren højest 3. gear.
Port Loco virker til at være et rart og afslappet sted, men nu er jeg her jo ikke for at holde ferie, tværtimod får jeg travlt med at interviewe min caseperson, som jeg har forholdsvis kort tid med. Lige nu sidder jeg på en veranda og snuser ud i aftenluften. Her dufter ligesom, når den første forårsregn er faldt i Danmark. Nogle steder ligger der vandpytter, og da jeg kørte ind i byen, dryppede det lidt. Selvom det slet ikke er regntid endnu.
Min vært Manty Turay og hendes mand bød mig hjerteligt velkommen. Manty havde stegt kartofler og platainer til mig, som jeg spiste til aftensmad.
Hun er en af dem, jeg har haft kontakt med, før jeg tog af sted. Hun har arbejdet med kvinderettigheder i mange år. I morgen vil hun introducere mig for min case-person her i Port Loco. (Mere om Manty i andet blogindlæg)
onsdag, februar 27, 2008
Den her pige virkede ret sej. Hun bor i et faldefærdigt hus på en skrænt i Freetown sammen med ca 100 andre mennesker.
Det er egentlig regeringens bygning, men det har været besat siden starten af 80erne.
I dag bor der mange forskellige personer, som ellers ville bo på gaden.
Blandt andet nogle ekspigesoldater.
Jeg har været derude nogle gange for at tale med dem, og i går aftes var jeg ude i mørket for at se, hvordan det foregår, når de arbejder som prostituerede.
Nå, men pigen her bor der altså også. Hun legede med de jævnaldrende drenge, og da en af dem kom til at sparke hende lige i hovedet, græd hun ikke engang.
Det er egentlig regeringens bygning, men det har været besat siden starten af 80erne.
I dag bor der mange forskellige personer, som ellers ville bo på gaden.
Blandt andet nogle ekspigesoldater.
Jeg har været derude nogle gange for at tale med dem, og i går aftes var jeg ude i mørket for at se, hvordan det foregår, når de arbejder som prostituerede.
Nå, men pigen her bor der altså også. Hun legede med de jævnaldrende drenge, og da en af dem kom til at sparke hende lige i hovedet, græd hun ikke engang.
På bustur
Mandag morgen ringer min alarm kl. 4.55. Jeg stirrer træt ud i rummet. Det er på tide at komme op. Jeg skal med bussen til Freetown.
Det er stadig mørkt udenfor og et par hunde gør voldtsomt derude et sted.
Mine ting er pakket og klar. Jeg skal bare op og ordne det sidste. En af de unge fyre fra Guest House har lovet at følge mig ned til bussen.
Han bærer også min store taske. Heldigvis ingen hunde på vejen. Jeg er glad for min kraftige lommelygte, det er aldrig til at vide hvad man kan falde over eller i på de små grusveje.
En muslim kommer ud af sin hoveddør, der tydeligvis vender mod Mekka. I hvert fald begynder han på dagens første bønner.
Et par hørbukser og en t-shirt er rigeligt til at holde varmen selv kl halv seks om morgenen. Min hjælper køber min billet. Selv står jeg bare og kigger mig lidt omkring i mørket. Et par kvinder kommer for at sælge platainer. En mand råber "Billetter til Freetown, billetter til Freetown" Som om folk ikke ved, hvor de skal gå hen.
Der er ligesom kun en bus, og hverken billetkontor eller noget andet på den store åbne busstation.
Den grønne "Government Bus" er en gave fra Gaddafi - lederen i Libyen. Han var på besøg i Sierra Leone sidste år og havde blandt andet 45 busser med. Han havde også en masse andre ting med, men dem tog folk i regeringen sig selv af. Men busserne kommer nu befolkningen til gode (i hvert fald dem, der har råd) og er noget mere komfortable end de små poda poda'er (minibusser.)
Nogle mænd forsøger at skubbe en taxa i gang. Selv venter jeg fortsat. Jeg har fået min billet, men skal også have min taske med bussen. Endelig tager den fedladne chauffør, Sisco sig sammen til at komme ud og tage imod stor bagage. Han siger, at jeg skal forhandle mig til det, og spørger hvad jeg vil give. Jeg svarer, at jeg vil give det samme, som de andre passagerer betaler.
Han foreslår 16 kr., men det er næsten halvdelen af min billetpris, og jeg ved, at det er langt over prisen.
Jeg ender med at give halvdelen, hvilket stadig er overpris. Og min taske er jo ikke større end de 50 kg tunge rissække og anddet godt, de lokale bringer med sig.
Endelig kan jeg gå ind i bussen. I lang tid er sædet ved siden af mig tomt.
Men så kommer en ung kvinde, med en dreng på armen og en i hånden. Den mindste er vel 3 og den ældste 6 - han har desuden en høne og en hane i hånden. De sætter sig alle 3 (5) på sædet ved siden af mig.
Jeg forestiller mig 9 lange timer til Freetown. Den mindste sidder på skødet af kvinden, og ham med hønsene sidder nede på gulvet med dyrene på skødet. Jeg tænker, at de da må overskide ham, inden de kommer frem.
Ingen af dem beklager sig.
Heldigvis kommer en ung fyr hen og siger, det er hans plads. Den unge kvinde havde taget fejl, og hun og følget rykker længere ned i bussen.
Den unge fyr er ikke alene en bette en af slagsen, så der er god plads, han taler heller ikke engelsk, så jeg slipper for tilnærmelser på den lange tur.
Inden vi kan køre kommer Sisco op at skændes med utallige passagerer. Da det foregår på lokalt sprog, ved jeg ikke præcis, hvad det går ud på, men ham Sisco er vist af den type, der er lidt for stolt over sit job og nyder at udnytte sin magt. Fx til at få folk til at betale mere end man skal.
Endelig lidt over 7 bumler bussen afsted. Jeg prøver at sove, men hullerne i vejen vækker mig hver gang, bussen bumper ned i en af dem.
Lidt uden for Makeni eller ca halvvejs er der frokostpause. Jeg tager chancen og køber noget grillet kød fra en gadebod. Jeg fortryder, da jeg bagefter ser, at det rå kød hænger lidt væk i ca 40 graders varme.
Efter utallige stop nærmer vi os omsider Freetown. Undervejs har jeg talt med en ung kvinde. Hun spørger mig, hvor jeg skal hen. Vi bliver sat af midt på et marked - der er ingen busstation. Så der står jeg med al min bagage, penge på maven og i det vildeste mylder af mennesker, boder, dyr osv. Kvinden gør tegn til, jeg skal følge med, så det gør jeg.
Et par gader længere henne kører der åbenbart taxaer. Jeg bliver sat på en, der kører i den rigtige retning, og efter de andre passagerer er sat af, kører han mod ekstra betaling mig hen til mit hotel.
12 timer efter at jeg stod på busstationen i Koido, kan jeg endelig tjekke ind på Family Kingdom i Freetown.
Det er stadig mørkt udenfor og et par hunde gør voldtsomt derude et sted.
Mine ting er pakket og klar. Jeg skal bare op og ordne det sidste. En af de unge fyre fra Guest House har lovet at følge mig ned til bussen.
Han bærer også min store taske. Heldigvis ingen hunde på vejen. Jeg er glad for min kraftige lommelygte, det er aldrig til at vide hvad man kan falde over eller i på de små grusveje.
En muslim kommer ud af sin hoveddør, der tydeligvis vender mod Mekka. I hvert fald begynder han på dagens første bønner.
Et par hørbukser og en t-shirt er rigeligt til at holde varmen selv kl halv seks om morgenen. Min hjælper køber min billet. Selv står jeg bare og kigger mig lidt omkring i mørket. Et par kvinder kommer for at sælge platainer. En mand råber "Billetter til Freetown, billetter til Freetown" Som om folk ikke ved, hvor de skal gå hen.
Der er ligesom kun en bus, og hverken billetkontor eller noget andet på den store åbne busstation.
Den grønne "Government Bus" er en gave fra Gaddafi - lederen i Libyen. Han var på besøg i Sierra Leone sidste år og havde blandt andet 45 busser med. Han havde også en masse andre ting med, men dem tog folk i regeringen sig selv af. Men busserne kommer nu befolkningen til gode (i hvert fald dem, der har råd) og er noget mere komfortable end de små poda poda'er (minibusser.)
Nogle mænd forsøger at skubbe en taxa i gang. Selv venter jeg fortsat. Jeg har fået min billet, men skal også have min taske med bussen. Endelig tager den fedladne chauffør, Sisco sig sammen til at komme ud og tage imod stor bagage. Han siger, at jeg skal forhandle mig til det, og spørger hvad jeg vil give. Jeg svarer, at jeg vil give det samme, som de andre passagerer betaler.
Han foreslår 16 kr., men det er næsten halvdelen af min billetpris, og jeg ved, at det er langt over prisen.
Jeg ender med at give halvdelen, hvilket stadig er overpris. Og min taske er jo ikke større end de 50 kg tunge rissække og anddet godt, de lokale bringer med sig.
Endelig kan jeg gå ind i bussen. I lang tid er sædet ved siden af mig tomt.
Men så kommer en ung kvinde, med en dreng på armen og en i hånden. Den mindste er vel 3 og den ældste 6 - han har desuden en høne og en hane i hånden. De sætter sig alle 3 (5) på sædet ved siden af mig.
Jeg forestiller mig 9 lange timer til Freetown. Den mindste sidder på skødet af kvinden, og ham med hønsene sidder nede på gulvet med dyrene på skødet. Jeg tænker, at de da må overskide ham, inden de kommer frem.
Ingen af dem beklager sig.
Heldigvis kommer en ung fyr hen og siger, det er hans plads. Den unge kvinde havde taget fejl, og hun og følget rykker længere ned i bussen.
Den unge fyr er ikke alene en bette en af slagsen, så der er god plads, han taler heller ikke engelsk, så jeg slipper for tilnærmelser på den lange tur.
Inden vi kan køre kommer Sisco op at skændes med utallige passagerer. Da det foregår på lokalt sprog, ved jeg ikke præcis, hvad det går ud på, men ham Sisco er vist af den type, der er lidt for stolt over sit job og nyder at udnytte sin magt. Fx til at få folk til at betale mere end man skal.
Endelig lidt over 7 bumler bussen afsted. Jeg prøver at sove, men hullerne i vejen vækker mig hver gang, bussen bumper ned i en af dem.
Lidt uden for Makeni eller ca halvvejs er der frokostpause. Jeg tager chancen og køber noget grillet kød fra en gadebod. Jeg fortryder, da jeg bagefter ser, at det rå kød hænger lidt væk i ca 40 graders varme.
Efter utallige stop nærmer vi os omsider Freetown. Undervejs har jeg talt med en ung kvinde. Hun spørger mig, hvor jeg skal hen. Vi bliver sat af midt på et marked - der er ingen busstation. Så der står jeg med al min bagage, penge på maven og i det vildeste mylder af mennesker, boder, dyr osv. Kvinden gør tegn til, jeg skal følge med, så det gør jeg.
Et par gader længere henne kører der åbenbart taxaer. Jeg bliver sat på en, der kører i den rigtige retning, og efter de andre passagerer er sat af, kører han mod ekstra betaling mig hen til mit hotel.
12 timer efter at jeg stod på busstationen i Koido, kan jeg endelig tjekke ind på Family Kingdom i Freetown.
Underbukser
Undervejs i bushen kom vi forbi en lille daghytte, som de lokale bruger, når de skal ud og fiske i den nærliggende sø.
Her har de efterladt noget undertøj...
Her har de efterladt noget undertøj...
Oldebarn
Her er det lille oldebarn med sin mor. Hun synes at barnet er alt for lille i forhold til dets alder. Derfor bruger hun nogle grønne urter som medicin for at få barnet til at vokse.
Oldemor
Det her er Allans mor. Hun taler kun sit oprindelige sprog. Hun sad og kiggede efter sit oldebarn, som er på billedet ovenover.
Koido Loaor
Den her lille landsby blev angrebet under krigen. Det var her vi startede vores bush-trip og samtidig Allans oprindelige landsby, hovr hans mor, søster og andre familiemedlemmer stadig bor.
Under krigen flygtede Allan far Koido ud til landsbyen, men rebellerne kom også hertil, og så var der ikke anden vej end at flygte via stierne i bushen. Han boede der i en måneds tid før det lykkedes ham at flygte til Guinea.
I dag er landsbyen genopbygget. Der er kun omkring 10 huse, men der bor alligevel godt 100 mennesker.
Under krigen flygtede Allan far Koido ud til landsbyen, men rebellerne kom også hertil, og så var der ikke anden vej end at flygte via stierne i bushen. Han boede der i en måneds tid før det lykkedes ham at flygte til Guinea.
I dag er landsbyen genopbygget. Der er kun omkring 10 huse, men der bor alligevel godt 100 mennesker.
Bushen
Bushen er eget af de lokale og går i arv generation efter generation. Så faktisk gik vi blandt andet rundt i Allans private bush.
De vildeste dyr jeg så, var kæmpemyrer, men de bed mig nu også, så det var slemt nok. De flotteste dyr var de mange forskellige sommerfugle.
Sandsynligvis var der ikke så mange andre dyr at se, fordi der er for mange mennesker i det område vi betrådte. Men jeg hørte masser af fugle og aber en enkelt gang.
De vildeste dyr jeg så, var kæmpemyrer, men de bed mig nu også, så det var slemt nok. De flotteste dyr var de mange forskellige sommerfugle.
Sandsynligvis var der ikke så mange andre dyr at se, fordi der er for mange mennesker i det område vi betrådte. Men jeg hørte masser af fugle og aber en enkelt gang.
Bush-trip
Søndag tog Jim, et par af de ansatte hos IBIS og jeg på tur ud i bushen. Allan, der er supervisor viste vej.
Bushen er tætbevokset af alverdens træer og planter, som jeg ikke kender navnene på. Men her vokser også mangoer og ananas.
De lokale har lavet stier, så man kan komme frem og de fører fra en landsby til den næste.
Bushen er tætbevokset af alverdens træer og planter, som jeg ikke kender navnene på. Men her vokser også mangoer og ananas.
De lokale har lavet stier, så man kan komme frem og de fører fra en landsby til den næste.
tirsdag, februar 26, 2008
Benjamin
Søndag eftermiddag var sidste chance for at møde nogle af de børn, der medvirker i Læseraketten som endnu ikke havde fået deres bøger.
Benjamin er en af dem. Han er ikke med i IBIS-projektet, men går på en anden skole. Han er 8 år, og her viser han et par af de sider, der handler om ham. Han blev vildt glad for at få bogen og billeder af ham selv. "Thank you, thank you," gentog han flere gange.
Han var også lidt stolt over at se sig selv i en dansk skolebog. Det samme var hans far, der straks tog bogen med hen til nogle venner for at vise den frem.
Alice og Mary -to af pigerne, som medvirker i bogen og på plakaten, går ikke i skole. Derfor havde det været lidt svært at finde dem. De boede nemlig ikke længere det samme sted som i efteråret, da Lotte og Kirsten fra IBIS interviewede dem. Alice fandt jeg aldrig. Pga et skænderi, havde hun siden nytår boet hjemme hos sine forældre i en landsby et stykke fra Koido.
Hendes veninde Mary fandt jeg dog til sidst. Om hun var glad var lidt svært at finde ud af. Hun hverken sagde eller udtrykte ret meget, måske var det bare uvirkeligt for hende, at der lige pludselig stod en bleg dansker med billeder af hende. Hun lovede at give billederne til sin tante også, men Alice regnede hun ikke med at se foreløbig.
Benjamin er en af dem. Han er ikke med i IBIS-projektet, men går på en anden skole. Han er 8 år, og her viser han et par af de sider, der handler om ham. Han blev vildt glad for at få bogen og billeder af ham selv. "Thank you, thank you," gentog han flere gange.
Han var også lidt stolt over at se sig selv i en dansk skolebog. Det samme var hans far, der straks tog bogen med hen til nogle venner for at vise den frem.
Alice og Mary -to af pigerne, som medvirker i bogen og på plakaten, går ikke i skole. Derfor havde det været lidt svært at finde dem. De boede nemlig ikke længere det samme sted som i efteråret, da Lotte og Kirsten fra IBIS interviewede dem. Alice fandt jeg aldrig. Pga et skænderi, havde hun siden nytår boet hjemme hos sine forældre i en landsby et stykke fra Koido.
Hendes veninde Mary fandt jeg dog til sidst. Om hun var glad var lidt svært at finde ud af. Hun hverken sagde eller udtrykte ret meget, måske var det bare uvirkeligt for hende, at der lige pludselig stod en bleg dansker med billeder af hende. Hun lovede at give billederne til sin tante også, men Alice regnede hun ikke med at se foreløbig.
Avis
Det er så her nogle af alle vores gratisaviser havner - på markedet i Koido, hvor de lokale blandt andet bruger avispapir til at pakke madvarer ind til de handlende. Det er i øvrigt helt tydelig,t at markederne er for de lokale og ikke for turister som man ser i andre lande. I Sierra Leone er der nemlig ikke rigtig nogen turister...
Ulækre fødder
I starten troede jeg, at jeg var blevet solbrændt, men det viste sig bare at være snavs! Ad.
Nøglebarn
Jo, de findes også i Sierra Leone. Knægten her fortalte, at det var nøgle til hans hus og det placerer ham vel i kategorien af nøglebørn :)
Tilbage til Freetown
Wow, så gik ni dage i Koido. Jeg har så mange ord inden i, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte. Busturen til Freetown er i sig selv en historie værd, men også turen i bushen og besøg i landsby, der blev brændt ned under krigen, fortjener et par ord med på vejen. Og ikke mindst min tur down town Freetown her til aften, hvor jeg snakkede med nogle af de piger, jeg har mødt om dagen... De er på arbejde nu her som prostituerede.
Jeg vil starte med at uploade billeder. Nogle af historierne kommer sammen med dem, resten kommer hen ad vejen.
Jeg vil starte med at uploade billeder. Nogle af historierne kommer sammen med dem, resten kommer hen ad vejen.
fredag, februar 22, 2008
Aften i Koido
Solen er paa vej ned og moerket saenker sig. Myggene kommer frem og temperaturen bliver mere behagelig. Gadebelysning er der ingen af. Heldigvis har mit guest house en generator, saa jeg kan faa stroem mellem kl 19-01.
Her kan jeg saa lade alle mine ting op og faa lys til mit arbejde. Om dagen er der ikke elektricitet, og behoever jeg at sige at der kun er koldt vand i bruseren? Til gengaeld har de rindende vand, hvilket i sig selv er stort i en by hvor der slet ikke er nok vand!
Her kan jeg saa lade alle mine ting op og faa lys til mit arbejde. Om dagen er der ikke elektricitet, og behoever jeg at sige at der kun er koldt vand i bruseren? Til gengaeld har de rindende vand, hvilket i sig selv er stort i en by hvor der slet ikke er nok vand!
Børn
Pludselig havde jeg omkring 30 unger rundt om mig. Det var en smule klaustrofobisk, men her et par af dem.
Dreng på hovedet
Naar solen er på vej ned i Koido, kommer børnene frem og leger og spiller fodbold. Disse billeder er taget ude foran mit guest house.
Besøg på borgmesterkontoret
Borgmesteren i Kono er en 60-årig kvinde. I dag fik jeg mulighed for en lille snak med hende på hendes faldefærdige kontor i noget, der mindede om et skur.
Hun er en stor kvinde, klædt i storblomstrede gevandter, der kendetegner stofferne i Sierra Leone.
Der lugtede af en blanding af hundelort, tis og vammel parfume på kontoret. Alligevel formåede Sia Mary Musa at fremstå som en vigtig kvinde. Hun lød da også til at være en af de seje af slagsen, problemet for hende er måske bare, at udfordringerne til tider virker usandsynlig uoverskuelige.
I Kono døjer de med en stribe af problemer. Unge pige, der prostituerer sig selv. En vandforsyning, der ikke slår til. Manglende elektricitet. Børn, der ikke kommer i skole. Høj arbejdsløshed – særligt blandt unge for bare at nævne nogle stykker.
Alligevel mente Musa, at det går bedre nu, end da hun trådte til i 2002. Dengang havde de endnu færre ressourcer til at skabe udvikling. Skolerne var ødelagte og lærerne flygtet.
Musa selv er født i Kono og er en af de heldige eller måske nærmere viljestærke kvinder. Hun kommer fra en fattig familie, men hendes storebror insisterede på, at hun skulle have en uddannelse, selvom moren gentagne gange opfordrede Musa til at finde sig en mand, som kunne forsørge hende.
Hun færdiggjorde grundskolen og gik derefter på lærerseminaret og har fungeret som lærer, indtil hun gik ind i politik.
Musa startede med at undervise de store elever i folkeskolen, men efter nogle år skiftede hun til at undervise de yngre elever. I den alder kunne hun stadig præge dem. Problemet var nemlig, at i de store klasser blev pigerne gravide og gift og droppede ud af skolen, og det var for sent at fortælle dem noget andet.
Kvinderettigheder er vigtigt for hende.
”Det handler om at give pigerne, de samme muligheder som drengene,” mener Musa.
Således har alle hendes fire døtre fået en uddannelse – 3 af dem har læst på universitet, og er nu flyttet til USA. Og det er netop et af Sierra Leones andre problemer: Dem med uddannelse flytter til Vesten. Men det er en helt anden historie.
Hun er en stor kvinde, klædt i storblomstrede gevandter, der kendetegner stofferne i Sierra Leone.
Der lugtede af en blanding af hundelort, tis og vammel parfume på kontoret. Alligevel formåede Sia Mary Musa at fremstå som en vigtig kvinde. Hun lød da også til at være en af de seje af slagsen, problemet for hende er måske bare, at udfordringerne til tider virker usandsynlig uoverskuelige.
I Kono døjer de med en stribe af problemer. Unge pige, der prostituerer sig selv. En vandforsyning, der ikke slår til. Manglende elektricitet. Børn, der ikke kommer i skole. Høj arbejdsløshed – særligt blandt unge for bare at nævne nogle stykker.
Alligevel mente Musa, at det går bedre nu, end da hun trådte til i 2002. Dengang havde de endnu færre ressourcer til at skabe udvikling. Skolerne var ødelagte og lærerne flygtet.
Musa selv er født i Kono og er en af de heldige eller måske nærmere viljestærke kvinder. Hun kommer fra en fattig familie, men hendes storebror insisterede på, at hun skulle have en uddannelse, selvom moren gentagne gange opfordrede Musa til at finde sig en mand, som kunne forsørge hende.
Hun færdiggjorde grundskolen og gik derefter på lærerseminaret og har fungeret som lærer, indtil hun gik ind i politik.
Musa startede med at undervise de store elever i folkeskolen, men efter nogle år skiftede hun til at undervise de yngre elever. I den alder kunne hun stadig præge dem. Problemet var nemlig, at i de store klasser blev pigerne gravide og gift og droppede ud af skolen, og det var for sent at fortælle dem noget andet.
Kvinderettigheder er vigtigt for hende.
”Det handler om at give pigerne, de samme muligheder som drengene,” mener Musa.
Således har alle hendes fire døtre fået en uddannelse – 3 af dem har læst på universitet, og er nu flyttet til USA. Og det er netop et af Sierra Leones andre problemer: Dem med uddannelse flytter til Vesten. Men det er en helt anden historie.
Tanker fra Koido
Jeg gaar tit og rynker paa naesen her i Koido. Her lugter nemlig i Sierra Leone. Af sved. Af fims. Af kloak, men de er også åbne, så man kan se ned til alverdens klamme sager, der sejler rundt gennem gaderne.
Knægtene i Koido kører på motorcykler, som fungerer som en slags taxa. Det er dog ikke et eventyr, jeg har kastet mig ud i endnu. De kører nemlig ret vildt, nogle gange er jeg lidt bange for, om jeg bliver nødt til at springe ned i de åbne kloaker for at undgå at blive ramt. I hvert fald gælder det om at være vågen og ikke gå i sine egne tanker, når man bevæger sig rundt.
Folk er rare og imødekommende, men også lidt belastende. Af en eller anden grund tror mændene, at jeg er interesseret i at tale med hver og en. De råber og kalder. De pifter og fløjter. Nogle gange bliver de sure, hvis jeg ikke svarer. Som de to drenge på motorcyklen i dag. De råbte et eller andet på deres lokale sprog, som jeg selvfølgelig ikke forstod, og derfor ignorerede jeg dem bare. De returnerede med at give mig fingeren! Tak for det venner.
Nå, men nu skal det jo heller ikke lyde så slemt, for faktisk er langt de fleste rigtig flinke. Tag nu Bashira, der arbejder som regnskabsansvarlig på IBIS-kontoret. Han fortalte mig sin historie i dag. Om hvordan han flygtede til Guinea under krigen, om hans problemer med kærester, der løj for ham. Hvordan han til sidst bad sin mor om at finde en kone til ham, fordi han ikke mente, at han selv kunne træffe et godt valg.
Eller naboens lille datter. (som der er et billede af andet sted på bloggen) I dag da jeg kom hjem til mit guest House, kom hun løbende hen til mig og ville have et kram. Da jeg besøgte familien for nogle dage siden, var hun ret genert og bange for sæbeboblerne, men nu har hun vist vænnet sig til mig. Jeg må hellere gå forbi med nogle flere balloner i morgen.
Heldet vil, at jeg skal interviewe inspektøren på den skole Esther går på. Det betyder, at jeg også kan komme til at stille Esther nogle flere spørgsmål. Det er luksus at få lov at vende tilbage til mine kilder på den måde.
Har du nogen sinde tænkt over, hvad bushen er for noget? Det har jeg. Her i Sierra Leone bliver ordet bush brugt hele tiden. Måske er det tæt skov. Måske er det buske og palmer. I hvert fald bliver jeg formentlig klogere på søndag. Det viste sig nemlig at Jim også havde gået med den samme undre. Derfor skal jeg med ham og nogle flere fra IBIS-kontoret på en lille ekspedition, hvor de lokalansatte viser vej. Vi tager ud i bushen, helt derud hvor man kun kan komme frem til fods.
Knægtene i Koido kører på motorcykler, som fungerer som en slags taxa. Det er dog ikke et eventyr, jeg har kastet mig ud i endnu. De kører nemlig ret vildt, nogle gange er jeg lidt bange for, om jeg bliver nødt til at springe ned i de åbne kloaker for at undgå at blive ramt. I hvert fald gælder det om at være vågen og ikke gå i sine egne tanker, når man bevæger sig rundt.
Folk er rare og imødekommende, men også lidt belastende. Af en eller anden grund tror mændene, at jeg er interesseret i at tale med hver og en. De råber og kalder. De pifter og fløjter. Nogle gange bliver de sure, hvis jeg ikke svarer. Som de to drenge på motorcyklen i dag. De råbte et eller andet på deres lokale sprog, som jeg selvfølgelig ikke forstod, og derfor ignorerede jeg dem bare. De returnerede med at give mig fingeren! Tak for det venner.
Nå, men nu skal det jo heller ikke lyde så slemt, for faktisk er langt de fleste rigtig flinke. Tag nu Bashira, der arbejder som regnskabsansvarlig på IBIS-kontoret. Han fortalte mig sin historie i dag. Om hvordan han flygtede til Guinea under krigen, om hans problemer med kærester, der løj for ham. Hvordan han til sidst bad sin mor om at finde en kone til ham, fordi han ikke mente, at han selv kunne træffe et godt valg.
Eller naboens lille datter. (som der er et billede af andet sted på bloggen) I dag da jeg kom hjem til mit guest House, kom hun løbende hen til mig og ville have et kram. Da jeg besøgte familien for nogle dage siden, var hun ret genert og bange for sæbeboblerne, men nu har hun vist vænnet sig til mig. Jeg må hellere gå forbi med nogle flere balloner i morgen.
Heldet vil, at jeg skal interviewe inspektøren på den skole Esther går på. Det betyder, at jeg også kan komme til at stille Esther nogle flere spørgsmål. Det er luksus at få lov at vende tilbage til mine kilder på den måde.
Har du nogen sinde tænkt over, hvad bushen er for noget? Det har jeg. Her i Sierra Leone bliver ordet bush brugt hele tiden. Måske er det tæt skov. Måske er det buske og palmer. I hvert fald bliver jeg formentlig klogere på søndag. Det viste sig nemlig at Jim også havde gået med den samme undre. Derfor skal jeg med ham og nogle flere fra IBIS-kontoret på en lille ekspedition, hvor de lokalansatte viser vej. Vi tager ud i bushen, helt derud hvor man kun kan komme frem til fods.
onsdag, februar 20, 2008
Brønd
Her er pigen i gang med at faa vandet til at loebe, saa hun kan fylde sine spande. Hun fortalte mig, at hun gaar i skole om formiddagen og om eftermiddagen hjaelper hun til derhjemme.
12-årig pige arbejder
Denne 12-aarige pige arbejdede haardt for at hente vand til familiens madlavning. Den blev fyldt helt op og bagefter tog hun den paa hovedet og bar den fra broenden til huset. Da hun ikke har saa meget toej paa, cencurerer jeg lidt i billederne, da mine billeder bliver uploadet via en offentlig billedeside.
Reginatu
Her er Reginatu. Hende kan du laese om i Laeseraketten. I gaar besoegte jeg en af skolerne i IBIS-projektet og gav Reginatu og nogle af de andre boern billeder, boeger og plakater fra det aars Hele Verden i Skole-kampagne.
Et par stykker fra IBIS besoegte dem i oktober for at interviewe nogle af boernene til bogen, og nu kunne de altsaa se resultatet med egne oejne.
Senere paa ugen vil jeg forsoege at uploade en video, hvor eleverne synger, men det kraever nok en lidt bedre forbindelse end den jeg sidder ved.
Et par stykker fra IBIS besoegte dem i oktober for at interviewe nogle af boernene til bogen, og nu kunne de altsaa se resultatet med egne oejne.
Senere paa ugen vil jeg forsoege at uploade en video, hvor eleverne synger, men det kraever nok en lidt bedre forbindelse end den jeg sidder ved.
Naboens børn
I gaar formiddags besøgte jeg den familie, der bor ved siden af mit Guest house. Her er et par af børnene. De bor 30 mennesker sammen paa ret lidt plads. Det var mest kvinder, der var hjemme.
Jeg går ud fra at mændene var paå arbejde.
Der var gang i den store tøjvask. Børnene her fik et par balloner og en sæbebobbelpuster. Sådan en havde de ikke set før, og pigen bagerst blev ret forskrækket i foerste omgang.
En af kvinderne spurgte om de kunne spise det...! Det siger måske lidt om at børne ikke er vant til at få noget de kan lege med, og at det ofte handler om overlevelse: dvs. mad!
Jeg går ud fra at mændene var paå arbejde.
Der var gang i den store tøjvask. Børnene her fik et par balloner og en sæbebobbelpuster. Sådan en havde de ikke set før, og pigen bagerst blev ret forskrækket i foerste omgang.
En af kvinderne spurgte om de kunne spise det...! Det siger måske lidt om at børne ikke er vant til at få noget de kan lege med, og at det ofte handler om overlevelse: dvs. mad!
Palme
Udsigten her er fra mit guest house i Kono. Og ja der bor faktisk nogen i det lille faldefaerdige hus.
Koido-by
Som man maaske kan fornemme er bygningerne i Kono temmelig slidte og mange er ikke bygget op igen efter krigen.
tirsdag, februar 19, 2008
Kono, Koido fortsat
Mandag aften.
Mørket er ved at sænke sig over Kono. Jeg har boet på byens eneste hotel de sidste par nætter, men nu er jeg flyttet hen på et lille guest house til ca. halvdelen af prisen på hotellet.
Jeg sidder og venter på, der kommer strøm, så jeg kan få lidt lys og få gang i fanen og dermed lidt frisk luft. Udenfor er der stadig gang i den. Masser af børnestemmer vidner om heftig aktivitet.
Det er tydeligt, at krigen ramte hårdt her i Kono. Husene er endnu ikke blevet bygget op igen, så her og der står halve huse uden tag og nogle steder uden den ene væg. Faktisk startede og sluttede krigen i dette område, fordi det er her Sierra Leones diamantminer er. Efterhånden er minerne udvandede, og det er næsten umuligt at finde diamanter i overfladen. Det betyder, at større firmaer tager over. Det giver problemer, fordi de ikke ansætter ret mange fra lokalområdet, men i stedet bringer deres egne arbejdere ind, hvilket selvfølgelig giver arbejdsløshed blandt lokalbefolkningen. I december var der en stor demonstration, hvor et par stykker blev dræbt af politiet. Lige nu er her dog fredeligt.
Der er nogle NGO’er i området, der arbejder for at ændre på vilkårene, men der er lang vej.
Ah så kom der lys over land. Meget rart ikke at sidde i totalt mørke.
I dag har jeg været lidt uden for selve byen, hvor jeg havde mit første rigtige interview med 27-årige Esther, der tilbragte det meste af krigstiden med rebellerne. Det var noget af en grum historie, hun kunne fortælle, men det bliver ikke her jeg skriver den. Jeg håber meget, jeg kan komme tilbage og interviewe hende en ekstra gang og se hvor hun bor.
IBIS-kontoret er et rart sted med masser af liv. Der er lige kommet nye bøger som supervisorene skal bringe ud til de 75 lærere, der underviser i projektet En Ny Fremtid. Jeg kommer til at møde nogle af børnene og lærerne i morgen, hvor jeg skal med Magaret ud og aflevere Læseraketten til de børn, der medvirker i den. Selvom de ikke forstår dansk, tror jeg alligevel, de synes det er sjovt at se at de medvirker i en rigtig dansk skolebog.
Samtidig er den eksterne revisor på besøg i disse dage, hvilket stresser den regnskabsansvarlige. Han ligner ellers en, der har orden i sagerne og er ganske ulasteligt klædt med skjorte og pæne bukser. Ikke lige det outfit jeg ellers har set hernede.
Her er fattigt i Sierra Leone, det er tydeligt at se på befolkningen og deres faciliteter. Men de smiler altid og er meget åbne og imødekommende. Der er kun et rigtigt hotel i byen, som ellers er en af de større og til det hotel hører også den eneste restaurant. Der er selvfølgelig nogle små afrikanske spisesteder, der serverer ris med diverse tilbehør. I aften spiser jeg dog bare brød og ost.
Jim Higbie, der er projektleder for IBIS her, er en god mand. Han er oprindelig fra USA, men har arbejdet i andre lande det meste af sit liv. Han blev træt af at arbejde i Asien, fordi de ikke virkelig havde brug for hjælpen.
”I Laos mødte folk ikke op i skolen. De har gennemgået så meget udvikling efterhånden. Her er det anderledes, i Sierra Leone kan jeg mærke, at de har brug for hjælpen og de kæmper for det.”
To gange om året tager han hjem til Laos, hvor hans kone og 17-årige søn bor, resten af tiden arbejder han på projektet.
Jim har vist mig lidt rundt og fortalt om byen. For nogle år siden havde Læger Uden Grænser et hospital her i Kono, men det lykkes de lokale læger at bestikke regeringen, og på den måde få dem smidt ud. De lokale læger ville tjene penge på at give behandlinger, men det var svært, når Læger Uden Grænser var til stede og tilbød gratis (og formentlig bedre) behandling.
Jim er bekymret for sundhedstilstanden, han siger, at alt for mange dør her, fordi de ikke får den rette behandling.
De har okay faciliteter, men bruger dem ikke. Tester ikke, men giver bare folk medicin, og nogle gange er det selvfølgelig det forkerte.
Mørket er ved at sænke sig over Kono. Jeg har boet på byens eneste hotel de sidste par nætter, men nu er jeg flyttet hen på et lille guest house til ca. halvdelen af prisen på hotellet.
Jeg sidder og venter på, der kommer strøm, så jeg kan få lidt lys og få gang i fanen og dermed lidt frisk luft. Udenfor er der stadig gang i den. Masser af børnestemmer vidner om heftig aktivitet.
Det er tydeligt, at krigen ramte hårdt her i Kono. Husene er endnu ikke blevet bygget op igen, så her og der står halve huse uden tag og nogle steder uden den ene væg. Faktisk startede og sluttede krigen i dette område, fordi det er her Sierra Leones diamantminer er. Efterhånden er minerne udvandede, og det er næsten umuligt at finde diamanter i overfladen. Det betyder, at større firmaer tager over. Det giver problemer, fordi de ikke ansætter ret mange fra lokalområdet, men i stedet bringer deres egne arbejdere ind, hvilket selvfølgelig giver arbejdsløshed blandt lokalbefolkningen. I december var der en stor demonstration, hvor et par stykker blev dræbt af politiet. Lige nu er her dog fredeligt.
Der er nogle NGO’er i området, der arbejder for at ændre på vilkårene, men der er lang vej.
Ah så kom der lys over land. Meget rart ikke at sidde i totalt mørke.
I dag har jeg været lidt uden for selve byen, hvor jeg havde mit første rigtige interview med 27-årige Esther, der tilbragte det meste af krigstiden med rebellerne. Det var noget af en grum historie, hun kunne fortælle, men det bliver ikke her jeg skriver den. Jeg håber meget, jeg kan komme tilbage og interviewe hende en ekstra gang og se hvor hun bor.
IBIS-kontoret er et rart sted med masser af liv. Der er lige kommet nye bøger som supervisorene skal bringe ud til de 75 lærere, der underviser i projektet En Ny Fremtid. Jeg kommer til at møde nogle af børnene og lærerne i morgen, hvor jeg skal med Magaret ud og aflevere Læseraketten til de børn, der medvirker i den. Selvom de ikke forstår dansk, tror jeg alligevel, de synes det er sjovt at se at de medvirker i en rigtig dansk skolebog.
Samtidig er den eksterne revisor på besøg i disse dage, hvilket stresser den regnskabsansvarlige. Han ligner ellers en, der har orden i sagerne og er ganske ulasteligt klædt med skjorte og pæne bukser. Ikke lige det outfit jeg ellers har set hernede.
Her er fattigt i Sierra Leone, det er tydeligt at se på befolkningen og deres faciliteter. Men de smiler altid og er meget åbne og imødekommende. Der er kun et rigtigt hotel i byen, som ellers er en af de større og til det hotel hører også den eneste restaurant. Der er selvfølgelig nogle små afrikanske spisesteder, der serverer ris med diverse tilbehør. I aften spiser jeg dog bare brød og ost.
Jim Higbie, der er projektleder for IBIS her, er en god mand. Han er oprindelig fra USA, men har arbejdet i andre lande det meste af sit liv. Han blev træt af at arbejde i Asien, fordi de ikke virkelig havde brug for hjælpen.
”I Laos mødte folk ikke op i skolen. De har gennemgået så meget udvikling efterhånden. Her er det anderledes, i Sierra Leone kan jeg mærke, at de har brug for hjælpen og de kæmper for det.”
To gange om året tager han hjem til Laos, hvor hans kone og 17-årige søn bor, resten af tiden arbejder han på projektet.
Jim har vist mig lidt rundt og fortalt om byen. For nogle år siden havde Læger Uden Grænser et hospital her i Kono, men det lykkes de lokale læger at bestikke regeringen, og på den måde få dem smidt ud. De lokale læger ville tjene penge på at give behandlinger, men det var svært, når Læger Uden Grænser var til stede og tilbød gratis (og formentlig bedre) behandling.
Jim er bekymret for sundhedstilstanden, han siger, at alt for mange dør her, fordi de ikke får den rette behandling.
De har okay faciliteter, men bruger dem ikke. Tester ikke, men giver bare folk medicin, og nogle gange er det selvfølgelig det forkerte.
mandag, februar 18, 2008
Koido, Kono
Lørdag aften:
Jeg har bevæget mig mod øst og siddet nu i Kono på et charmerende hotel, der endnu engang er ejet af libanesere.
Dog intet internet, men jeg regner med at skulle ind mod centrum i morgen, hvor jeg håber at finde en forbindelse.
Jeg skal også mødes med Jim fra IBIS-projektet, men byen er åbenbart tørlagt for benzin, så han kan ikke komme rundt på sin motorcykel og dermed ud til mit hotel, der ligger i udkanten af byen. Det viser sig i øvrigt at det koster omkring 50 $ per nat, ca. det dobbelte, end jeg havde fået at vide. Så måske må jeg rykke til et guest house senere på ugen.
Turen herop tog hele dagen, det meste af vejen på asfalt, men nogle steder bumpede vi gennem landsbyer på røde jordveje. Det er til evig tid imponerende, hvad de (afrikanerne) kan bære på, både børn og voksne og kvinder og mænd og altid på hovedet. Lange trærafter til at bygge med, vand fra brønden, dagens høst i marken...
Jeg var heldig og fik et lift herop. En slags revisor fra Ghana skulle op og se til IBIS-projektet, så jeg hægtede mig på der. Revisoren Samuel tjekkede ind på mit hotel i Freetown i går aftes. En herlig, rund fyr med hang til øl. Vi drak en Carlsberg, og så gik jeg i seng. Men det gjorde Samuel ikke - i hvert fald ikke alene. Efter jeg var gået kom en kvinde, hen til ham og han endte med at tage hende med sig ind på værelset.
Han vågnede ved, at hun var på vej ud af hans vindue med hans penge og mobiltelefon. Hun kunne ikke bruge døren, da Samuel havde låst den indefra og lagt nøglen i sin kuffert med lås på.
Jeg tvivler på, at kvinden gik med ham af egen lyst, men mere fordi det er business for hende, så egentlig har jeg ikke så ondt af ham.
Mandag morgen:
Jeg har vaeret rundt i byen i dag og set mig lidt omkring. Haft mit første interview og besøg Ibis-kontoret. I morgen skal jeg ud med en af de ansatte og aflevere de Læseraketten til de børn, som medvirker i den. (Læs mere paa www.heleverdeniskole.dk)
Desværre lukker netstedet ned lige om lidt, så jeg må skrive mere i morgen, og måske uploaede et par billeder her fra byen.
Jeg har bevæget mig mod øst og siddet nu i Kono på et charmerende hotel, der endnu engang er ejet af libanesere.
Dog intet internet, men jeg regner med at skulle ind mod centrum i morgen, hvor jeg håber at finde en forbindelse.
Jeg skal også mødes med Jim fra IBIS-projektet, men byen er åbenbart tørlagt for benzin, så han kan ikke komme rundt på sin motorcykel og dermed ud til mit hotel, der ligger i udkanten af byen. Det viser sig i øvrigt at det koster omkring 50 $ per nat, ca. det dobbelte, end jeg havde fået at vide. Så måske må jeg rykke til et guest house senere på ugen.
Turen herop tog hele dagen, det meste af vejen på asfalt, men nogle steder bumpede vi gennem landsbyer på røde jordveje. Det er til evig tid imponerende, hvad de (afrikanerne) kan bære på, både børn og voksne og kvinder og mænd og altid på hovedet. Lange trærafter til at bygge med, vand fra brønden, dagens høst i marken...
Jeg var heldig og fik et lift herop. En slags revisor fra Ghana skulle op og se til IBIS-projektet, så jeg hægtede mig på der. Revisoren Samuel tjekkede ind på mit hotel i Freetown i går aftes. En herlig, rund fyr med hang til øl. Vi drak en Carlsberg, og så gik jeg i seng. Men det gjorde Samuel ikke - i hvert fald ikke alene. Efter jeg var gået kom en kvinde, hen til ham og han endte med at tage hende med sig ind på værelset.
Han vågnede ved, at hun var på vej ud af hans vindue med hans penge og mobiltelefon. Hun kunne ikke bruge døren, da Samuel havde låst den indefra og lagt nøglen i sin kuffert med lås på.
Jeg tvivler på, at kvinden gik med ham af egen lyst, men mere fordi det er business for hende, så egentlig har jeg ikke så ondt af ham.
Mandag morgen:
Jeg har vaeret rundt i byen i dag og set mig lidt omkring. Haft mit første interview og besøg Ibis-kontoret. I morgen skal jeg ud med en af de ansatte og aflevere de Læseraketten til de børn, som medvirker i den. (Læs mere paa www.heleverdeniskole.dk)
Desværre lukker netstedet ned lige om lidt, så jeg må skrive mere i morgen, og måske uploaede et par billeder her fra byen.
torsdag, februar 14, 2008
Stranden m lokale
Billedet er taget fra mit hotels tagterrasse. Jeg har endnu ikke været nede på stranden, der ellers ser lækker ud.
Saal
Min chauffør Mr. Saal. En mand af få ord, men meget behagelig. Han har sørget godt for de første par dage i Freetown.
Den der opgave
Der sidder muligvis et par nysgerrige sjæle derude, og tænker på, hvordan det går med opgaven. Den kedelige og korte version er, at det går godt.
Den lidt længere version lyder sådan her:
Jeg venter på, at Unicef vender tilbage med en aftale om et interview, og jeg har fået god kontakt med en lokal organisation. I morgen skal jeg rundt med dem til nogle forskellige projekter, hvor der skulle bo nogle unge kvinder, der var med i hæren, og som endnu ikke rigtig er blevet reintegreret i samfundet. Heldigt nok har de også en afdeling i Kono, hvor jeg tager op i weekenden.
De lokale social workers synes min historie er vigtig. De var noget måbende, da jeg fortalte, at rigtig mange hjemme i Danmark slet ikke ved, at pigebørn også var soldater under krigen.
Jeg glæder mig til at se, hvad de har at byde på i morgen...
Den lidt længere version lyder sådan her:
Jeg venter på, at Unicef vender tilbage med en aftale om et interview, og jeg har fået god kontakt med en lokal organisation. I morgen skal jeg rundt med dem til nogle forskellige projekter, hvor der skulle bo nogle unge kvinder, der var med i hæren, og som endnu ikke rigtig er blevet reintegreret i samfundet. Heldigt nok har de også en afdeling i Kono, hvor jeg tager op i weekenden.
De lokale social workers synes min historie er vigtig. De var noget måbende, da jeg fortalte, at rigtig mange hjemme i Danmark slet ikke ved, at pigebørn også var soldater under krigen.
Jeg glæder mig til at se, hvad de har at byde på i morgen...
På udflugt
Om nogle timer kan jeg checke ind på Family Kingdom – et megahotel eget af en libanesisk familie, der har boet her hele deres liv. Mr Jawad byggede stedet da alle flygtede fra landet, fortalte han mig i går.
Jeg var forbi for at booke et værelse til de næste par dage. Det koster 500 kr. om dagen. Det er totalt uden for budget, men det man må betale, hvis man vil have nogen lunde arbejdsbetingelser. Herunder trådløst net, (signalet er bedst oppe på en tagterrase med udsigt til en fantastisk sandstrand) air condition og nem adgang til masser af restauranter langs stranden (så man ikke bare skal spise brød og bananer hele dagen)
I går aftes ved 18-tiden besluttede jeg, at tage hen til Family Kingdom for at få aftensmad. Tog selvfølgelig mac’en med. Det var første gang, jeg skulle af sted uden min chauffør, men selvfølgelig var det nemmere end at komme med bussen derhjemme. Jeg stillede mig lige ud for hotellet rakte hånden ud og der stoppede en ”taxa.” Hernede samler taxaerne forskellige passagerer op og de kører vist også en fast rute, og der er faste priser. Og de gider ikke engang at forsøge at få højere betaling for sådan en ”gringo” som mig.
Nå men mig af ved family Kingdom, jeg ser dog hurtigt, at dette er en anden indgang end den jeg kom af om eftermiddagen. Jeg går rundt på det der viser sig at være et koloenormt område, og finder endelig vej til receptionen.
Bliver vist op på den føromtalte tagterrase, tjekket mails og spist kebab og humus. (Det var libanesisk menu)
Først da jeg skal hjem opstår et lille problem. Jeg har fuldstændig mistet retningssansen. Men Mr Jawad kommer mig til undsætning. Han kommer og spørger om han kan hjælpe mig. Da det er blevet mørkt, tænker jeg, ja det kan du faktisk godt. Jeg forklarer, at jeg skal hjem til mit guest house, men er lidt i tvivl om retningen (Det er jo ret smart at vide, når man skal stå i vejkanten og stoppe taxaer.)
Jeg bliver straks vist ind på hans overvældende kontor, tilbudt et meget sødt stykke lebanesisk slik og efter 10 minutter kommer en af hans chauffører som skal kører mig hjem! Kvit og frit chaufføren ville ikke tage i mod penge, da vi kommer til mit guest house.
Jeg var forbi for at booke et værelse til de næste par dage. Det koster 500 kr. om dagen. Det er totalt uden for budget, men det man må betale, hvis man vil have nogen lunde arbejdsbetingelser. Herunder trådløst net, (signalet er bedst oppe på en tagterrase med udsigt til en fantastisk sandstrand) air condition og nem adgang til masser af restauranter langs stranden (så man ikke bare skal spise brød og bananer hele dagen)
I går aftes ved 18-tiden besluttede jeg, at tage hen til Family Kingdom for at få aftensmad. Tog selvfølgelig mac’en med. Det var første gang, jeg skulle af sted uden min chauffør, men selvfølgelig var det nemmere end at komme med bussen derhjemme. Jeg stillede mig lige ud for hotellet rakte hånden ud og der stoppede en ”taxa.” Hernede samler taxaerne forskellige passagerer op og de kører vist også en fast rute, og der er faste priser. Og de gider ikke engang at forsøge at få højere betaling for sådan en ”gringo” som mig.
Nå men mig af ved family Kingdom, jeg ser dog hurtigt, at dette er en anden indgang end den jeg kom af om eftermiddagen. Jeg går rundt på det der viser sig at være et koloenormt område, og finder endelig vej til receptionen.
Bliver vist op på den føromtalte tagterrase, tjekket mails og spist kebab og humus. (Det var libanesisk menu)
Først da jeg skal hjem opstår et lille problem. Jeg har fuldstændig mistet retningssansen. Men Mr Jawad kommer mig til undsætning. Han kommer og spørger om han kan hjælpe mig. Da det er blevet mørkt, tænker jeg, ja det kan du faktisk godt. Jeg forklarer, at jeg skal hjem til mit guest house, men er lidt i tvivl om retningen (Det er jo ret smart at vide, når man skal stå i vejkanten og stoppe taxaer.)
Jeg bliver straks vist ind på hans overvældende kontor, tilbudt et meget sødt stykke lebanesisk slik og efter 10 minutter kommer en af hans chauffører som skal kører mig hjem! Kvit og frit chaufføren ville ikke tage i mod penge, da vi kommer til mit guest house.
Mine første indtryk
Sierra Leone er på en gang fantastisk charmerende og virkelig ucharmerende.
I den første kategori hører alle børnene, og menneskene i det hele taget. I den anden kategori hører fx udsigten fra mit guest house, der består af en mindre losseplads.
Turen herned gik nemt, dog med en mellemlanding i Dakar, Senegal, hvor halvdelen af flyets passagerer åbenbart skulle af. I mens sad vi andre bare i flyet og ventede på take off, tilsyneladende skulle de ikke have nye passagerer med.
Efter at have fået checket pas tre gange inden for 100 meter kunne jeg gå ud i velkomsthallen i Freetown. Her stod min chauffør Saal og ventede med et skilt med mit navn. Siden har det egentlig været lige så nemt at være her.
Lige så snart jeg trådte ud på den røde jord, så de små butikker langs vejen og ungerne i vejkanten vinkende og smilende, har jeg været vild med det her land.
Jeg bor på et guest house som Jim havde booket på forhånd og betegnet som ”Pretty bad” Jeg tror, jeg vil gi’ ham ret. Altså her er både seng og skrivebord og på en hver backpackerrejse ville det have været alt rigeligt til mig. Problemet er bare, at dette ikke bare er en backpackerrejse.
Strømmen går tit, så det med at lade min mindre samling af elektroniske dimser op, er mildest talt svært. Og lige så slemt: den fan, der ellers kører på højtryk kører ingen steder uden strøm. Derfor har jeg ligget badet i sved siden engang midt i nat og nu til morgen, står den stadig lige stille.
Badeværelset er et kapitel for sig. Toilettet har ikke kunnet trække ud i længere tid nu. Jeg tænkte: ”Der kommer vel vand i det før eller siden” Men nej åbenbart ikke. Til gengæld fik jeg et chok onsdag morgen, da jeg skulle ud og tisse og satte fødderne i ca. 1 cm lag vand. Jeg undersøgte sagen og kunne konstatere, at det kun kan komme fra toilettet. Det ligger der endnu.
I den første kategori hører alle børnene, og menneskene i det hele taget. I den anden kategori hører fx udsigten fra mit guest house, der består af en mindre losseplads.
Turen herned gik nemt, dog med en mellemlanding i Dakar, Senegal, hvor halvdelen af flyets passagerer åbenbart skulle af. I mens sad vi andre bare i flyet og ventede på take off, tilsyneladende skulle de ikke have nye passagerer med.
Efter at have fået checket pas tre gange inden for 100 meter kunne jeg gå ud i velkomsthallen i Freetown. Her stod min chauffør Saal og ventede med et skilt med mit navn. Siden har det egentlig været lige så nemt at være her.
Lige så snart jeg trådte ud på den røde jord, så de små butikker langs vejen og ungerne i vejkanten vinkende og smilende, har jeg været vild med det her land.
Jeg bor på et guest house som Jim havde booket på forhånd og betegnet som ”Pretty bad” Jeg tror, jeg vil gi’ ham ret. Altså her er både seng og skrivebord og på en hver backpackerrejse ville det have været alt rigeligt til mig. Problemet er bare, at dette ikke bare er en backpackerrejse.
Strømmen går tit, så det med at lade min mindre samling af elektroniske dimser op, er mildest talt svært. Og lige så slemt: den fan, der ellers kører på højtryk kører ingen steder uden strøm. Derfor har jeg ligget badet i sved siden engang midt i nat og nu til morgen, står den stadig lige stille.
Badeværelset er et kapitel for sig. Toilettet har ikke kunnet trække ud i længere tid nu. Jeg tænkte: ”Der kommer vel vand i det før eller siden” Men nej åbenbart ikke. Til gengæld fik jeg et chok onsdag morgen, da jeg skulle ud og tisse og satte fødderne i ca. 1 cm lag vand. Jeg undersøgte sagen og kunne konstatere, at det kun kan komme fra toilettet. Det ligger der endnu.
mandag, januar 28, 2008
Uddannelse er ingen selvfølge i Sierra Leone
Uddannelse er ingen selvfølge i Sierra Leone
Der er lang vej til uddannelse for alle i Sierra Leone, men landets lærerforening med generalsekretær Davidson i spidsen kæmper for at alle de lærere, der flygtede under borgerkrigen vender hjem og at alle landets børn kommer i skole
De vækker opsigt, da de kommer gående ned ad gangene på Peter Sabro seminariet i Århus. De farvestrålende gevandter skiller sig ud fra mængden af stramme jeans og hættetrøjer. Det samme gør deres sorte ansigter. Generalsekretær Davidson A. Kuyateh og projektleder Hawa Koroma fra Sierra Leones lærerforening, SLTU, er på besøg i Danmark, bl.a. for at udveksle erfaringer og fortælle danske lærere og studerende om de vilkår, deres kollegaer i Sierra Leone arbejder under.
Alt er en mangelvare
Det er snart seks år siden, at den ti år lange borgerkrig sluttede i Sierra Leone, men der er endnu lang vej igen til et velfungerende samfund. Når solen går ned i det lille vestafrikanske land, er gaderne mørklagte. Elektricitet er en mangelvare. Det samme er kvalificerede lærere, ordentlige skolebygninger og materialer til eleverne.
Det giver Sierra Leones lærerforening noget at kæmpe for, og de er godt i gang med støtte fra Danmarks Lærerforening. SLTU forhandler for og støtter sine medlemmer efter et dansk fagforeningsforbillede. Vilkårene er dog langt mere barske.
“Forhandlingerne med regeringen har tidligere været præget af en meget konfronterende tone, men efter vi begyndte advocacy arbejde sammen med andre organisationer, har det udviklet sig mere til et egentligt samarbejde,” siger Davidson. SLTU arbejder blandt andet for at sikre lærerne en ordentlig løn. I øjeblikket tjener en lærer på det laveste løntrin ca. 300 kr. om måneden. Det betyder at de skal leve for godt 10 kr. om dagen, eller lige over FN’s fattigdomsgrænse på 6 kr. om dagen.
“Det er svært for lærerne at overleve på den løn, når de skal købe mad, vand og medicin,” fortæller Davidson. Men han er godt klar over, at det ikke nødvendigvis er lærernes løn, der står øverst på Sierra Leones nyvalgte regerings liste over ting, der skal udbedres hurtigst muligt. En del steder er skolerne slet ikke genopbygget efter krigen. Der er mange andre fronter hvor SLTU kan sætte ind. De støtter f.eks. lærerne med retshjælp, og de arbejder for at få lærere, der flygtede under borgerkrigen til at vende hjem.
“Vi har besøgt flygtningelejre i vores nabolande. Det er klart, at et liv i en flygtningelejr i et udviklingsland ikke er et godt liv. Men når man kigger på, hvor lidt Sierra Leone har nået siden krigen sluttede, er det svært at overbevise folk om, at de skal vende hjem,” siger Davidson.
Behovet for skolelærere er enormt
Davidson estimerer, at der mangler omkring 30.000 lærere. For at lokke lærerne hjem tilbyder SLTU blandt andet velfærdsydelser og hjælper med at finde en acceptabel bolig.
Det er svært for ham at afgøre, om situationen er værst på landet eller i byerne. Under krigen flygtede mange ind til byerne. Blandt dem var mange børn og unge, der nu har mistet store dele af deres skolegang.
“De mange unge uden uddannelse og arbejde danner grobund for prostitution og kriminalitet, i stedet bør de komme i skole,” understreger Davidson.
Det arbejder IBIS på i Kono-provinsen med projektet “En Ny Fremtid”.
“Det er en uvurderlig hjælp. Hvis denne kæmpe gruppe af børn ikke kommer i skole, kan vi ikke leve op til uddannelse for alle,” siger Davidson.
SLTU arbejder for at kopiere projektet En Ny Fremtid andre steder i landet, så endnu flere børn kan komme i skole.
Udfordringerne på landet er anderledes end i byerne. Det er vanskeligt, at tiltrække lærere til afsidesliggende landsbyer og samtidig ligger der et stort arbejde i at overbevise forældrene om, at de skal sende deres børn i skole i stedet for på arbejde.
Selvom der er masse af udfordringer i Sierra Leones uddannelsessystem, bevarer Davidson håbet for sit land.
“Med demokratiet implementeret i vores land, tror jeg på at mulighederne er ubegrænsede.”
Fakta
Projektet En Ny fremtid sender 3.000 børn i alderen 10-18 år i Skole. Det er børn der pga. borgerkrigen og fattigdom ikke er kommet i skole. De får et intensivt 3årigt skoleforløb, der giver dem adgang til den almindelige skole på 6 kl. niveau.
IBIS samarbejder med Kono-provinsens uddannelsesmyndigheder om projektet. Projektet er støttet af uddannelseskampagne Hele Verden i Skole 2008 og EU.
Læs mere på www.heleverdeniskole.dk
Artiklen er skrevet i oktober 2007 til ibis.dk
Der er lang vej til uddannelse for alle i Sierra Leone, men landets lærerforening med generalsekretær Davidson i spidsen kæmper for at alle de lærere, der flygtede under borgerkrigen vender hjem og at alle landets børn kommer i skole
De vækker opsigt, da de kommer gående ned ad gangene på Peter Sabro seminariet i Århus. De farvestrålende gevandter skiller sig ud fra mængden af stramme jeans og hættetrøjer. Det samme gør deres sorte ansigter. Generalsekretær Davidson A. Kuyateh og projektleder Hawa Koroma fra Sierra Leones lærerforening, SLTU, er på besøg i Danmark, bl.a. for at udveksle erfaringer og fortælle danske lærere og studerende om de vilkår, deres kollegaer i Sierra Leone arbejder under.
Alt er en mangelvare
Det er snart seks år siden, at den ti år lange borgerkrig sluttede i Sierra Leone, men der er endnu lang vej igen til et velfungerende samfund. Når solen går ned i det lille vestafrikanske land, er gaderne mørklagte. Elektricitet er en mangelvare. Det samme er kvalificerede lærere, ordentlige skolebygninger og materialer til eleverne.
Det giver Sierra Leones lærerforening noget at kæmpe for, og de er godt i gang med støtte fra Danmarks Lærerforening. SLTU forhandler for og støtter sine medlemmer efter et dansk fagforeningsforbillede. Vilkårene er dog langt mere barske.
“Forhandlingerne med regeringen har tidligere været præget af en meget konfronterende tone, men efter vi begyndte advocacy arbejde sammen med andre organisationer, har det udviklet sig mere til et egentligt samarbejde,” siger Davidson. SLTU arbejder blandt andet for at sikre lærerne en ordentlig løn. I øjeblikket tjener en lærer på det laveste løntrin ca. 300 kr. om måneden. Det betyder at de skal leve for godt 10 kr. om dagen, eller lige over FN’s fattigdomsgrænse på 6 kr. om dagen.
“Det er svært for lærerne at overleve på den løn, når de skal købe mad, vand og medicin,” fortæller Davidson. Men han er godt klar over, at det ikke nødvendigvis er lærernes løn, der står øverst på Sierra Leones nyvalgte regerings liste over ting, der skal udbedres hurtigst muligt. En del steder er skolerne slet ikke genopbygget efter krigen. Der er mange andre fronter hvor SLTU kan sætte ind. De støtter f.eks. lærerne med retshjælp, og de arbejder for at få lærere, der flygtede under borgerkrigen til at vende hjem.
“Vi har besøgt flygtningelejre i vores nabolande. Det er klart, at et liv i en flygtningelejr i et udviklingsland ikke er et godt liv. Men når man kigger på, hvor lidt Sierra Leone har nået siden krigen sluttede, er det svært at overbevise folk om, at de skal vende hjem,” siger Davidson.
Behovet for skolelærere er enormt
Davidson estimerer, at der mangler omkring 30.000 lærere. For at lokke lærerne hjem tilbyder SLTU blandt andet velfærdsydelser og hjælper med at finde en acceptabel bolig.
Det er svært for ham at afgøre, om situationen er værst på landet eller i byerne. Under krigen flygtede mange ind til byerne. Blandt dem var mange børn og unge, der nu har mistet store dele af deres skolegang.
“De mange unge uden uddannelse og arbejde danner grobund for prostitution og kriminalitet, i stedet bør de komme i skole,” understreger Davidson.
Det arbejder IBIS på i Kono-provinsen med projektet “En Ny Fremtid”.
“Det er en uvurderlig hjælp. Hvis denne kæmpe gruppe af børn ikke kommer i skole, kan vi ikke leve op til uddannelse for alle,” siger Davidson.
SLTU arbejder for at kopiere projektet En Ny Fremtid andre steder i landet, så endnu flere børn kan komme i skole.
Udfordringerne på landet er anderledes end i byerne. Det er vanskeligt, at tiltrække lærere til afsidesliggende landsbyer og samtidig ligger der et stort arbejde i at overbevise forældrene om, at de skal sende deres børn i skole i stedet for på arbejde.
Selvom der er masse af udfordringer i Sierra Leones uddannelsessystem, bevarer Davidson håbet for sit land.
“Med demokratiet implementeret i vores land, tror jeg på at mulighederne er ubegrænsede.”
Fakta
Projektet En Ny fremtid sender 3.000 børn i alderen 10-18 år i Skole. Det er børn der pga. borgerkrigen og fattigdom ikke er kommet i skole. De får et intensivt 3årigt skoleforløb, der giver dem adgang til den almindelige skole på 6 kl. niveau.
IBIS samarbejder med Kono-provinsens uddannelsesmyndigheder om projektet. Projektet er støttet af uddannelseskampagne Hele Verden i Skole 2008 og EU.
Læs mere på www.heleverdeniskole.dk
Artiklen er skrevet i oktober 2007 til ibis.dk
onsdag, januar 16, 2008
Forberedelser til Sierra Leone
Der er lidt under en måned til at jeg rejser, og der er nok at tage sig af.
Denne rejse kræver en del mere end bare at bestille flybilletten og pakke kufferten.
Sierra Leone er verdens mindst udviklede land i følge UNDP. Det er ret vildt at tænke på.
Men hvad betyder det at være indehaver af den noget kedelige verdensrekord?
- Jo, deres sundhedssystem er ikke ligefrem udbygget. I provinserne findes der ikke hospitaler eller lægeklinikker, men mest det, der betegnes som kinesiske læger!
- Infrastruktur er ikke et ord, de umiddelbart kender. Bare det at komme fra lufthavnen og indtil byen er temmelig besværligt. Den hovercraft som alle ellers anbefaler er aflyst på ubestemt tid pga. en brand. (ingen kom noget til)
I stedet kan man så tage en helikopter, (men personligt skal jeg ikke op og flyve med en gammel russisk en af slagsen.) Man kan også køre uden om, men det er åbenbart heller ikke en reel mulighed – i hvert fald ikke når man lander om aftenen, som jeg gør. Den sidste mulighed er at tage færgen. Det skulle vist være noget af en oplevelse i sig selv.
I selve landet er der heller ikke gode muligheder for at transportere sig rundt og vejene langt fra alle steder med asfalt.
- Desværre er der også rigtig mange analfabeter i Sierra Leone, og langt flere unge analfabeter end i andre fattige lande, fordi børnene ikke har gået i skole under krigen. Samtidig er arbejdsløsheden også ekstrem høj.
Det er noget af det den nyvalgte (aug. 07) præsident Koroma har lovet at gøre noget ved!
Jeg prøver at danne mig billeder inde i hovedet af, hvordan det ser ud. Hvordan der lugter, og hvilke lyde man bliver vækket af i Sierra Leone.
Jeg synes, det lyder som et smukt land, men alligevel ved jeg, at alt er faldefærdigt og ødelagt. Borgerkrigen der hærgede i 10 år og sluttede i januar 2002 sætter stadig sine tydelige spor. Befolkningen har ikke råd til at reparere eller bygge nyt.
Elektricitet skulle der ikke være meget af, så jeg er spændt på, om jeg kan få opladt alle mine elektroniske dimser.
Denne rejse kræver en del mere end bare at bestille flybilletten og pakke kufferten.
Sierra Leone er verdens mindst udviklede land i følge UNDP. Det er ret vildt at tænke på.
Men hvad betyder det at være indehaver af den noget kedelige verdensrekord?
- Jo, deres sundhedssystem er ikke ligefrem udbygget. I provinserne findes der ikke hospitaler eller lægeklinikker, men mest det, der betegnes som kinesiske læger!
- Infrastruktur er ikke et ord, de umiddelbart kender. Bare det at komme fra lufthavnen og indtil byen er temmelig besværligt. Den hovercraft som alle ellers anbefaler er aflyst på ubestemt tid pga. en brand. (ingen kom noget til)
I stedet kan man så tage en helikopter, (men personligt skal jeg ikke op og flyve med en gammel russisk en af slagsen.) Man kan også køre uden om, men det er åbenbart heller ikke en reel mulighed – i hvert fald ikke når man lander om aftenen, som jeg gør. Den sidste mulighed er at tage færgen. Det skulle vist være noget af en oplevelse i sig selv.
I selve landet er der heller ikke gode muligheder for at transportere sig rundt og vejene langt fra alle steder med asfalt.
- Desværre er der også rigtig mange analfabeter i Sierra Leone, og langt flere unge analfabeter end i andre fattige lande, fordi børnene ikke har gået i skole under krigen. Samtidig er arbejdsløsheden også ekstrem høj.
Det er noget af det den nyvalgte (aug. 07) præsident Koroma har lovet at gøre noget ved!
Jeg prøver at danne mig billeder inde i hovedet af, hvordan det ser ud. Hvordan der lugter, og hvilke lyde man bliver vækket af i Sierra Leone.
Jeg synes, det lyder som et smukt land, men alligevel ved jeg, at alt er faldefærdigt og ødelagt. Borgerkrigen der hærgede i 10 år og sluttede i januar 2002 sætter stadig sine tydelige spor. Befolkningen har ikke råd til at reparere eller bygge nyt.
Elektricitet skulle der ikke være meget af, så jeg er spændt på, om jeg kan få opladt alle mine elektroniske dimser.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
